Sider

tirsdag den 7. november 2017

Det som ligner, men ikke er (2) - om det sjove ved modeller - og om hvilken nytteværdi de kan have

(fortsat fra forrige indlæg)


Claes Oldenburg, Dropped Cone, Installed March 2001

Flower arrangement by Marianne Nielsen - Milan 2014


Det med at en kunstner som Marianne Nielsen laver efterligninger af noget virkeligt - blomster (evt. i krukker) - i et 'kunstigt' materiale som brændt ler med glasur, gør at jeg nu også rutscher 'down memory lane':
    Da jeg var et år i USA som udvekslingsstudent 1961-62 tog min 'amerikanske far' mig med jævnligt når han besøgte de små avantgarde gallerier i Greenwich Village for at købe og sælge moderne amerikansk kunst.
   Jeg husker et besøg særligt: en 'butik' fuld af 'efterligninger' - modeller - af madvarer - i gips og limfarve tror jeg. Madvarerne var udstillet som i en rigtig butik, og de kunne købes - dog for væsentlig mere end rigtige madvarer i en rigtig butik i den del af New York.
   Navnet på kunstneren der havde lavet 'butikken', var Claes Oldenburg, og her ser man nogle af de madvarer som godt kunne være fra 'butikken' den gang:


Det ligner en butik, og både er det og er det dog ikke:


Det må have været den 'butik' jeg besøgte foråret 1962.
   Det er altså ikke 'mad' vi ser, som kan spise, men forstørrede modeller af mad som er kunst som kunne købes.

Claes Oldenburg blev senere en meget kendt og højt anerkendt kunstner og en pioner inden for den retning der kaldes 'pop art'.
   Og hans kæmpe-skulpturer som viser velkendte ting gengivet i et meget naturalistisk udtryk, kan ses mange steder i det internationale bylandskab. Og koster også røven fuld af penge:


Disse skulpturer ligner - på afstand - meget overbevisende - det de ikke er: velkendte og genkendelige artefakter fra dagligdagens virkelighed:
   Og fascinationen - 'kunsten' - ligger ikke mindst i at størrelsen er en anden end det de ligner. De er simpelt hen ude af enhver normal proportion.
  Størrelsen der er grotesk, og det miljø de er placeret i, der er fremmedgørende, virker tilsammen så "kunstigt" at det bliver til - ja, kunst, åbenbart.

En anden 'pop-kunstner' som er beslægtet med Oldenburg, men yngre, hedder Jeff Koons.
   Og de fleste genkender hans spektakulære skulpturer, som fx ballon-hunden her som normalt vises i en pink-udgave, men som han har fremstillet i mange versioner og flere andre farver:


Jeff Koons er i øvrigt også kendt for 'konceptuel blending' af kunst og porno i nogle af sine skulpturer (hans kone (1991-94) der stod model, var en kendt italiensk pornoskuespiller Illona Staller). 
   Et eksempel her:


Wikipedia kan bl.a. fortælle at nogle kendere betragter Jeff Koons som en genial pioner, mens andre betegner hans værker som 'kitsch':
Critics are sharply divided in their views of Koons. Some view his work as pioneering and of major art-historical importance. Others dismiss his work as kitsch, crass, and based on cynical self-merchandising. Koons has stated that there are no hidden meanings in his works,[6] nor any critiques.[7]
Det er klart at en af vejene til at fascinere med det som ikke er det det ligner, er kontrasten i både materiale og dimensioner mellem det som er (i virkeligheden), og det som  (er udformet så det) ligner: altså fx kontrasten mellem en ægte organisk hvid iris og en hvid iris i keramik, som i Marianne Nielsens keramikskulptur.
   Eller kontrasten mellem en ballon-hund i oppustet ballongummi som man kan se børn gå rundt med i Tivoli - og en tilsvarende kæmpe-figur i poleret farvet stål som den ovenfor.
   Eller kontrasten mellem rigtige madvarer der kan lugte og rådne - og madvarer fremstillet i gips og hønsenet og malet eller lakeret så det ligner - og kan udstilles på museum og sælges på et kunstmarked.
   Eller også ligger fascinationen i kontrasten i størrelse mellem de virkelige ting og modellerne: enten (meget) større eller (meget) mindre.
 
Det der fascinerer ved modelbiler og model-tog, dukkehuse og model-indianere  og -dinosaurer (som først er legetøj og derefter bliver samlerobjekter), er at de er udformet meget naturalistisk, men er formindsket i et eller andet matematisk skala-forhold.
   Og modeltogene er både fascinerende i den mindste og den største målestok - af en eller anden grund:

Godsvogne i skale G, 027 (1:64 på 0-spor),
S, H0, I England 00, BRIO, N og Z.

Selv havde jeg en pæn samling af teknobiler og plastik-indianere som jeg var meget glad for at legede med som barn, og som det godt kan ærgrer mig nu at jeg gik af med da jeg var 'for stor' til at lege med dem:


Et Märklin modeltog nåede jeg dog aldrig at få som barn, og jeg huske at jeg var misundelig på de kammerater som havde sådan et:

Fil:Märklin.jpg

Fascinationen ved en masse naturalistiske modeller ligger generelt i at kopien er meget mindre end originalen. Og der er noget magisk i nedskaleringen.
   Det kan man fx opleve på Skibsfartsmuseet i Helsingør som jeg besøgte for nogle måneder siden. Her udstiller man et utal af naturalistiske skibsmodeller i forskellige skalaforhold - af både gamle og nyere skibe.
  Stærkt fascinerende.
 Og det er for mig oplagt at en del af tiltrækningen ved mødet og synet, er det olympisk overblik over fartøjer i sin helhed, som man ellers kun har kunnet opleve i øjenhøjde og del for del.
 
Mange kirker har også skibsmodeller af hængende under hvælvingerne som 'kirkeskibe':

Kirkeskib, Helligåndskirken, Hvide Sande.

Kirkeskibe er i den sammenhæng symbolske udtryk for 'rejsen fra jorden til himmelen'; læs mere her:
https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/kirkeskibet-symbolet-p%C3%A5-rejsen-fra-jorden-til-himlen
Men helt uforglemmeligt var det også da man var barn i provinsen og tog toget til København, så for en krone (eller 25 øre?) kunne sætte gang i modeltogene i et landskab under glas i Hovedbanegårdens forhal.
   Her vist i en helt moderne video-version:

 
Her den tilsvarend tog-model-udgave fra Dresden:


Wau! Jeg tror enhver hovedbanegård i Europa med respekt for sig selv i 1900-tallet har haft sådan et møntdrevet modeltog i forhallen.

For de mange mennesker der bare for deres fornøjelses skyld byger modeller, ligger den største fascination nok i at fremstille disse modeller af billig eller gratis genbrugsmaterialer som så formes, bearbejdes og males så den samlede model til forveksling - nærmest på trods - ligner deres meget større forbilleder som er lavet af helt andre og kostbare materialer.
 
Her følger eksempler på modeller lavet af min morgensvømmerven 'modelbyggeren' som stort set bruger al sin tid på at lave  ekstremt vellignende modeller - og som behersker et bredt repertoire af typer inden for genren:



Nogle af modellerne er fx kopier i af små masseproduserede træskulpturer i naturlig størrelse og ædeltræ som man ellers kan købe i den lokale isenkram, men her kopieret til forveksling i billigt affaldstræ; og det er så udfordringen for modelbyggeren at finde noget anvendeligt gratis træ og genbruge det i drejebænken - og at få modellen til at ligne den ægte vare til forveksling.

Andre af modellerne skal først og fremmest ligne så overbevisende som muligt, men det er ikke meningen de skal kunne 'køre rigtigt', fx motorcykler. Stillet op og fotograferet på neutral baggrund, er det naturligvis en sejr hvis man ikke lige ved første blik kan se det er en model.
  Til atter andre modeltyper er kravene at de også skal kunne fungere som de rigtige maskiner de er modeller af: fx dampmaskiner eller jerbane-lokomotiver.

Også et dukkehus med indlagte beboere, totalt indbo, møbler og tapeter på væggene, har sin særlige fascination i at man kan overskue et realistisk samlet socialt univers med forskellige typiske beboer- og værelsestyper, så man derefter frit kan flytte beboerne og nogle af tingene rundt i huset.
   I min barndom var dukkehuse legetøj for piger, men jeg husker alligevel hvor fascinerende det var at se disse miniature-hjem. Så jeg blev som regel overtalt til at lege med når lejlighed og en jævnaldrende sød pige bød sig.
   Den fascination der ligger i spillet mellem bolig og inventar i normal skala og stærkt nedskalerede levende 'mennesker' i tilsvarende hjemlige omgivelser, er det der fascinerer i bogserien "Lånerne" af Mary Norton, en historie hvis plot også er blevet omsat til en fantastisk japansk tegnefilm "Ariettys Hemmelige Verden", som findes på DVD og som stærkt kan anbefales:


Selv fik jeg for et par år siden af min modelbyggerven forærende en model af min højt elskede hvide el-cykel (jeg var el-cykel-pioner i Vordingborg), en model som nu er udstillet som en miniature-skulptur på en af hjemmets fine ATBO- reoler:

Model af min el-cykel - opstillet i kontekst
Model af min el-cykel - close up

Ser man el-cykel-modellen på neutral baggrund så man ikke kan vurdere størrelsesforholdet, varer det lidt længere før man opdager at det der vises på fotoet, vist nok en model. 
   Ret sjovt.
   Man kan med god ret beskrive den som en slags 'illusionskunst', og den er jo så oven i købet et unikum:

Model af min el-cykel - neutral kontekst
Her et foto af en original Marathon el-cykel af samme slags som den der har stået model til min miniature-model-kopi:

En ægte Marathon el-cykel i natulig cykel-størrelse

De modeller som min ven bygger, er jo noget der mimer virkeligheden, og som laves 'for sjov' - men som samtidig er lavet med stor alvor når det gælder kravet til hvor godt de skal ligne.
  Og det er det som den lokale modelbyggers modeller  har til fælles med Marianne Nielsens, Claes Oldenburgs, Jeffe Koons skulpturer - og med Märklins og Teknos tog- og bil-modeller: dette at de i en eller anden forstand er skabt 'for sjov', og samtidig er underlagt et alvorligt krav om at de skal være minutiøst tro kopier - for oplevelsens og underholdningens skyld.
 
Down memory lane igen: Nu til Japan som jeg og fruen besøgt for små ti år siden.
   Vi kom jo til et land og en teknisk materiel kultur som ikke var alverdens forskellig fra vores egen.
  Og på overfladen var kulturen tilsyneladende nem at opleve og forstå som en der var nært beslægtet med vores.
   Men inde bagved var den ekstremt anderledes og fremmedartet. Ingenting var betydningsmæssigt  sådan som det umiddelbar så ud. Alt som lignede det vi kendte, havde en anden betydning, fornemmede vi efterhånden.
   Specielt var den stadig levende Shinto-religion som historisk kunne føres tilbage til før middelalderen, præget af den 'animisme' som alle oprindelige folks religioner er gennemsyret af: troen på at alting i omgivelserne er besjælet: sten, træer, vandløb, bjerge, dyr.
   Derfor vrimlede det i Japan bl.a. med modeller af (nuttede) dyr man kunne købe overalt - som souvenirs. Fx lykkebringende vinke-katte:

Japanske vinke-katte der bringer lykke

En af de mere fremmedartede oplevelser var den udbredte brug af det som Wikipedia kalder 'fake food'. dvs. supernaturalistiske efterligninger  - modeller eller kopier, om man vil - af madvarer og færdigretter - udformet i plastik eller andre kunststoffer:
Fake food or food samples are a model or replica of a food item made from plastic, wax, resin or similar material. These models are commonly used in restaurant street displays in Japan to represent the dishes available inside.
Man så dem uden for og inden i de fleste restauranter med respekt for sig selv - men man kunne også finde butikker som udelukkende solgte disse madmodeller - 'fake food' - også til private.
   Her fotos af 'fake food-butikker fra vores Japan-rejse; de 'falske madvarer' er i naturlig størrelse :



Det er vel at betragte som en slags kunsthåndværk (som vi ikke værdsætter så meget som japanerne) - en slags illusionskunst- at fremstille modeller der er så naturalistisk at man faktisk kan blive 'snydt' ved synet.
   Fascinerende var det i hvert fald. Og 'mærkeligt'.

Man kommer så ikke uden om også  at nævne andre former for modeller som ikke kun laves 'for sjov' eller 'for kunst' eller 'for at reklamere' - men for den professionelle nyttes skyld: for deres brugsværdi:
   Det drejer sig fx om modeller der skal ligne noget der ikke findes - endnu - men som er fysiske udtryk for 3D-drømme i en arkitekts fantasi. 
   Eller det drejer modeller af noget som har fandtes før i tiden, men som nu er forsvundet, og som historikere, arkæologer og geologer har rekonstrueret - efter bedste evne og fantasi ud fra foreliggende viden.
   Det emne tager jeg op i et senere indlæg.

Tilbage til Marianne Nielsen og hendes naturalistiske modeller af planter i keramik, et møde via et billede i Politiken som har ført mig ud ad flere tangenter end jeg først havde tænkt:
   Her til slut fortæller hun hvordan hun selv begrunder sin interesse i sine keramik-model-skulpturer - i introduktionen til en udstilling 'Mødet med skønhed' i Galleri Ann Linnemann 2014:
”Det har længe været naturalistisk fremstillede enkelte elementer som udgør mine værker.
   Jeg synes, der ligger en ærlighed og styrke i den enlige genstand. Og sådan tror jeg det hænger sammen med naturen, som ikke behøver mere, - dens storhed ligger i den som den er. 
Grunden til at jeg ikke bare finder den ægte varer at udstille, er at jeg synes det kunstige, imitationen, er så uendelig interessant.
   Det åbenlyse postulat, som man uden videre godtager, bl.a. fordi den har sin lange tradition i keramikken. Det, den viser, er forestillingen om ting – tingene omformes til begreber. Det er ikke en gulerod, det er min idé om guleroden.
 
Jeg oplever at de emner jeg arbejder med bliver tydeliggjorte. Man ser på dem fordi man ikke kan andet (ikke spise eller lugte), men også fordi de er flyttet ind i en kategori, hvor det er det man skal. Og det er et andet aspekt ved projektet, at flytte noget til et sted hvor det ikke hører hjemme. Hvorved det får andre betydninger og værdier, og ligeledes med keramikken, dens betydning flytter sig også.
Vi ser naturen med vores menneskelige blik som trækker den ind i kulturen. Denne overgang fra natur til kultur er en vigtig del af mine overvejelser. Mine motivvalg er ikke vild natur, men noget der på den ene eller anden måde har en kulturel reference.
   Min keramik er en modsætning til det den forestiller. Det menneskeskabte tydeliggøres i sin kontrast til naturemnet. Det som ikke er selvgroet, men derimod resultatet af valg og forarbejdning.”

søndag den 5. november 2017

Det som ligner, men ikke er - om Marianne Nielsens nyeste keramikting - og andre historier ...

Kurt Andersen: Model af 18 fods Lynæs-sejler

Er den her fine sejlskibsmodel 'kunst' eller 'kitsch' - eller noget helt tredje? Svaret blæser i vinden.

Jeg har jævnligt skrevet om og givet eksempler på det som i kunst- og litteraturhistorien omtales som mimesis - forholdet mellem kunsten der ligner virkeligheden og måden virkeligheden afbilledes på i kunst - og andre former for naturalistiske efterligninger: kopier, imitationer, modeller, simuleringer, falsknerier - og hvad man ellers kalder den slags.
   Det er blandt andet den interesse der i sin tid førte til at jeg på Facebook omtaler mine amatøriske naturalistiske akvareller som akvarelmalede "drømmebilleder": De var at opleve som 'drømme', i sammenligning med de fotos af motiver fra virkeligheden som jeg brugte som såkaldt 'referencebilleder'.

'Mimesis' defineres ifølge Den store danske encyklopædi sådan her:
mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen".
   Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.
Begrebet kender vi fra mere velkendte dagligsprogsord som 'at mime' - at spille en figur uden at sige noget, som fx Pjerrot i Tivolis pantomime-teater.
   I min ungdom i 60'erne og 70'erne hed mimiker-idolet Marcel Marceau, og han var betagende god.
   Har du tid, enjoy:


Forleden så jeg på side 2 i Politikens Kultursektion et stort foto af et stykke keramik som jeg straks spidsede øjne ved at møde - fordi det aktiverede dette gamle mimesis-begreb:

M. N.: Vase med hvide iris i, keramik 2017

Hvad viser billedet: en vase med et par hvide iris-blomster i? 
   Men det passer jo ikke: Det er en vase med en keramisk naturalistisk udformet keramik-model af hvide iris i. 
   Men det passer heller ikke. For hvis de hvide iris er en slags keramik-figur der efterligner blomster og er modelleret efter virkelige hvide iris, så kan vasen jo ikke være en rigtig vase, men må også være en keramik-figur der efterligner en vase, altså en model af en vase.
   Det med 'mimesis' er ikke nemt. Men altid fascinerende.

Jeg får en helt løbsk association her:
    Faktions-tv-programmer der blander autentiske optagelser fra en begivenhed, men spillede 'rekonstruktioner', vrimler det med i tv-udsendelser om historiske emner. 
    Vi har fx oplevet blandingen hyppigt anvendt i alle udsendelserne i den nys overståede serie "Historien om Danmark" på DR 1, som helt ufortjent og bevidstløst er blevet kritiseret af ... 'you know who'!
   Er det mon den samme form for fascination der er på spil i den tv-faktionsblanding som også dukker op som en mental udfordring ved mødet med keramik-skulpturen 'vase med hvide iris i'?

Kunstneren er Marianne Nielsen, et navn jeg synes jeg har set før, men ikke lige kan forbinde med noget. Noget med keramikplanter? Måske på en udstilling i Anneberg i Odsherred?

Teksten i Politiken er en introduktion til en udstilling af nogle af hendes 'keramik-ting' i et lille københavnsk galleri ved navn: Anne Linnemann.
   Overskriften er en billig vits der demonstrer journalistens usikkerhed i forhold til de udstillede værker:
Løsningen til dig, der glemmer at vande blomster
Og tekstens indledning peger i samme retning:
Marianne Nielsen skaber de fineste blomsterbuketter. Og de behøver ikke den mindste dråbe vand. Til gengæld dufter de heller ikke af særlig meget, og de koster nok en smule mere end en buket fra den lokale blomsterhandler. Men de holder.
   Marianne Nielsen er uddannet på Designskolen Kolding i 1999 og har specialiseret sig som plantekeramiker. Hun skaber stort set altid blomster, blade og andre vækster i keramik. Så præcist, at man skulle tro, det var den vaskeægte natur, selv om det faktisk er ler, der er blevet brændt ved godt 1.200 grader og dækket med glasur. Når det ikke er blomster, blade, mosser og græsser, Marianne Nielsen frembringer, er det små bjerge, der kommer ud af hendes ovn, eller fuglefjer i næsten overnaturlige størrelser.
   På det seneste er der imidlertid sket noget med Marianne Nielsens blomster. De har fået vaser. Tidligere lå hendes blomster ned eller stod i små grupper, som om de lige var gravet op ude i haven. Men nu strutter de i vaser, som vokser sammen med blomsterne, således at naturen flyder sammen med kulturen, om man vil.
Journalisten Lars Hedebo har jo naturligvis fat i et eller andet når han prøver at indfange særpræget ved at skrive at "naturen flyder sammen med kulturen".
   Men det er ikke rigtig noget han bryder sig om, fornemmer man. Der er i hans ledsage tekst en række små markører for distance.
   Og det er også forkert at natur og kultur flyder sammen; det er jo kultur (keramik formet af en kunstner) det hele.
 
Der er i Marianne Nielsens keramik-ting tale om 'konceptuel blending' - dette at forskellige forestillinger som ellers er adskilt, bringes sammen - blandes - for at skabe nyt udtryk og ny betydning.
  Og det der blandes, er dels en efterlignende gengivelse i et andet materiale - nemlig af iriserne - og -dels  noget der lader som om det er noget vi kender - nemlig vasen.
   Det blander noget der ligner, men klart ikke er, med noget der måske er det det ligner.
   Og jeg citer igen Niels Strøbek for en sætning som jeg åbenbar ikke kan blive træt af, og som gav mig en serie af aha-oplevelser første gang jeg mødte det:
Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er
Her et par andre eksempler på keramikfigurer af Marianne Nielsen med motivet keramik-blomster i keramik-vase:


Om blomster og vaser er lavet ud i et stykke eller om keramikblomsterne kan tages ud og vaserne fyldes med vand, klar til at rumme 'rigtige' blomster, det fremgår ikke. 
   Men det kunne faktisk være interessant at vide hvis man vil forstå hvad der foregår her. 
   Og er vaserne nogle som er kopier af keramikvaser som andre keramikere har lavet, eller har Marianne Nielsen selv designet dem fra grunden - med formet ler, glasur og det hele?
   Måske kan nogle keramik-kyndige venner på Facebook hjælpe mig med svaet på det spørgsmål.
   
Mit gæt er at Lars Hedebos ubehag der lurer bag ordene i ledsage-artiklen i Politiken, skyldes at han - måske ubevidst - tænker "kitsch" og ikke "kunst" ved synet af de her 'keramik-ting' af Marianne Nielsen. Eller at han har følt at de "i hvert fald er på grænsen".

"Kitsch" var også hvad en del af mine private venner tænkte, tror jeg, da de så hvad det var der nu havde genantændt min slumrende samlermani i sommers:
      Jeg fik jo nemlig et tilbagefald da jeg jagtede forskellige udgaver af de her 'hummer-askebægre' eller 'krabbefade' fra 60'erne, produceret på Den Kongelige Porcelænsfabrik og lidt senere Bing og Grøndal.
   Jeg købte et af dem på et loppetorv bare for sjov, og pruttede prisen ned fra 200 til 100 kr.
   Og så gik den vilde skattejagt i nogle måneder hen over sommeren:


Mens Marianne Nielsens udstillede krukker med blomster er unika, så er de her skaldyrs-porcelæns-skåle og -fade med skaldyr jo masseproducerede.
   Men ellers er det vel grundlæggende samme konceptuelle tænkning der ligger bag, tænker jeg.  
   Man gengiver noget i keramik der er levende i virkeligheden (krabber, krebs, hummere) - og mikser det så med en velkendt kunstig keramik-brugsgenstand: et 'askebæger', en 'skål' eller et 'fad'. 
   Man 'blender' altså noget der ligner, men ikke er (forskellige skaldyr) - med noget som faktisk er det det ligner (forskellige nyttige 'keramik-containere'). 
   Og i sommers blev de faktisk brugt til en frokost hvor der blev serveret diverse retter fra havet: sild, rejer, laks, tun, stenbiderrogn m.m.
   
Og det passer så alligevel ikke. Et af fadene er en porcelæns-efterligning af en fiske-ruse, og en af skålen er udformet som en muslingeskal; og videre: de fleste andre skåle/fade i samlingen har en slags porcelæns-imiteret fletværk på ydersiden.
   Under alle omstændigheder skabte den her type konceptuelle blending i porcelæn (hvis ide går helt tilbage til jugendstilen omkring 1900) fascination nok hos et købdygtigt publikum til at de har kunnet produceres og sælges i relativt stort tal i 60'erne.
   Dem der købte, tænkte i hvert fald ikke: 'kitsch' - men snarere: 'sjovt'.

Men hvad er 'kitsch' egentlig for noget - æstetisk set: fugl eller fisk eller midt imellem?
   Wikipedia forklarer:
Kitsch (/ˈkɪtʃ/; loanword from German), also called cheesiness or tackiness, is art or other objects that appeal to popular rather than high art tastes, such objects are sometimes appreciated in a knowingly ironic or humorous way.[1][2][3] The word was first applied to artwork that was a response to certain divisions of 19th-century art with aesthetics that favored what later art critics would consider to be exaggerated sentimentality and melodrama. Hence, 'kitsch art' is closely associated with 'sentimental art'. Kitsch is also related to the concept of camp, because of its humorous and ironicnature.
   To brand visual art as "kitsch" is generally pejorative, as it implies that the work in question is gaudy, or that it serves a solely ornamental and decorative purpose rather than amounting to a work of true artistic merit. The chocolate box artist Thomas Kinkade (1958–2012), whose idyllic landscape scenes were often lampooned by art critics as "maudlin" and "schmaltzy", is considered a leading example of contemporary kitsch.[4][5][6]
Når noget - en 'artefakt' - kan kaldes 'kitsch', så er der altid tale om noget 'kunstnerisk formet' - billeder, skulpturer, musik - som imitere eller mimer noget der allerede eksisterer som troværdigt kunstnerisk udtryk; og udtrykket er klart ment nedsættende:
Modernist writer Hermann Broch argues that the essence of kitsch is imitation: kitsch mimics its immediate predecessor with no regard to ethics—it aims to copy the beautiful, not the good.[10]    According to Walter Benjamin, kitsch is, unlike art, a utilitarian object lacking all critical distance between object and observer; it "offers instantaneous emotional gratification without intellectual effort, without the requirement of distance, without sublimation".[9]
   Kitsch is less about the thing observed than about the observer.[11]
   According to Roger Scruton, "Kitsch is fake art, expressing fake emotions, whose purpose is to deceive the consumer into thinking he feels something deep and serious."[12]
   Tomáš Kulka in Kitsch and Art starts from two basic facts: that kitsch "has an undeniable mass-appeal" and "considered (by the art-educated elite) bad" and then proposes three essential conditions:
- Kitsch depicts a beautiful or highly emotionally charged subject;
- The depicted subject is instantly and effortlessly identifiable
- Kitsch does not substantially enrich our associations related to the depicted subject.
Et af skældsordene der brug om 'kitsch' i teksten fra Wikipedia er: 'fake art', som for mig at se giver umiddelbart forkerte associationer til det helt aktuelle og kontroversielle engelske udtryk: 'fake news'.
   Men kriteriet er også ifølge citatet at 'kitch' skal vise og udtrykke noget alment smukt, noget nemt genkendeligt, og - noget som vi ikke bliver klogere eller emotionelt udviklet af af møde.
 
Det går virkelig op og ned over tid hvad der kaldes 'kitsch', og hvornår - og også
hvornår bestemte 'kitschede' kunstgenstande og kunstnere så senere bliver løskøbt fra den nedsættende etiket igen.
   I mange år var fx Bjørn Wiinblad vurderet som 'kitsch' af kunstkenderne på bjerget og deres kunstbevidste følgere.
   Men Wiinblad har de senere år åbenbart fået en rennæssance, er blevet 'af-kitschet' blandt de kunstkyndige, hvad der kom tydeligt frem via den store retrospektiv Wiinblad-udstilling på Arken 2015, og den måde den blev anmeldt på i de store aviser:

Foto fra en del af Arkens Bjørn Wiinblad-udstilling 2016

(fortsættes i næste blog indlæg)