Avatar i skolen – grænseoverskridende pædagogik - selvopfattelse som et resultat af metaforisk blending

I Weekendavisens tillæg ”Faktisk” fra den 21. januar støder jeg på en artikel under rubrikken ”I skole som avatar", skrevet af Maj Carboni. Der er to flotte illustrationer af blå avatar-ansigter fra filmen ”Avaatar”. Noget i retning af dette:

Artiklen fortæller om en skole i London-bydelen Islington hvor de tosprogede elever nu får højere karakterer – blandt andet i engelsk – end landsgennemsnittet. Hvad er hemmeligheden? Hvad er forklaringen?

   Et nyt kreativt pædagogisk koncept der skal give de tosprogede elever oplevelsen af at kunne og være noget værdifuldt, og at det at lære foregår på deres præmisser – ikke på de nationale ”engelske”.

   Artiklen leverer en case på den særlige pædagogik, som udnytter blending af den reelle virkelighed og den imaginære digitale verden som internet-spillet Second Life leverer. 

   Hovedpersonen i artiklen er indvandrerdreng – en af dem som meget hurtigt gennem en ond cirkel af negative selvbekræftende forventninger bliver ballademager i klassen, og som stort set ikke får noget ud af undervisningen.

   I det nye undervisningskoncept får han får mulighed for at konstruere sig en avatar i Second Life-universet: en grøn dragemand. I Second Life optræder så også lærerens avatar som giver drengens avatar forskellige opgaver og udfordringer - som f.eks. kræver at han læser manualer og konstruerer en avatarbil i Second Life-virkeligheden, og at han skriver en dagbog om konstruktionsprocessen.

   Ifølge artiklen så kan det fastholde indvandrerdrengene i flere timer at løse den slags engelskkrævende opgaver i deres avatarrolle som de selv har designet og valgt. Og pludselig er de ikke noget problem i klassen.

   Den kreative pædagogiks ophavsmad siger i artiklen: ”Ideen var, at de drenge der altid lavede ballade, kunne få mulighed for at være en anden person, en god elev, i Second Life”

   Og ideen med i undervisningen at indlægge konceptuel blending af de to virkeligheder – den reelle og den imaginære - viste sig altså at virke: Ud af det kommer en ny konstruktiv og lærevillige personlighed.

Hvad har vi gang i her? Det minder jo om måden en metafor virker på: at se og forstå "noget1" fra et domæne i et konceptuelt rum, gennem "noget2" fra et andet domæne i et andet konceptuelt rum. Hvis vi kalder boligudlejer for "noget1" og "haj" for "noget2", og sætter blenderen igang, så får vi det blendede metaforiske udtryk: "bolighaj". Amerikanerne taler om "mapping", som kan oversættes til "afbildning" - vi afbilleder "noget1" gennem "noget2".

Socialpsykologien taler om at et menneskes selvopfattelse og forestillinger om egetværd er styret af omgivelsernes forventninger sådan som de kommer til udtryk i reaktive ord og gerninger. Selvopfattelse og selvværd er altså et produkt af "at se sig selv gennem andres øjne" - det ligner en metaforproces med selvopfattelsen som "mål" og omgivelsernes forventninger som "kilde": blending af ens eget konceptuelle rum: "den jeg ser mig selv som", og omgivelsernes oplevede konceptuelle rum: "den de andre ser mig som". Betydningen af "den jeg jer ser mig selv som" bliver så - ligesom i en metafor - bestemt af  "den de andre ser mig som".
   Artiklens pointe er at den slags processer indgår i det vi metaforisk taler om som "en ond cirkel" eller "en ond spiral" som det er utroligt svært for indvandrerdrenge selv at komme ud af, og for velmenende pædagoger at bryde.

Second Life-pædagogikken gør det muligt for indvandrerdrengen at se og forstå sig selv gennem avataren som han har konstrueret som et positivt selvbillede, og at se og forstå lærerens avatar i Second Life-universet som en der har positive forventninger til indvandrerdrengens avatar. Drengens og lærerens interaktion ses og forstås gennem et andet konceptuelt rum - præcis ligesom en metafor virker.
   Man kan også beskrive det som at indvandrerelevens og lærerens forhold re-frames gennem Second Life-universet.
   Det er også det princip som den managementteori og -teknik der kaldes appriciative inquiery - forkortet AI - bygger på: at medarbejderne oplever at blive set på gennem positivt anerkende øjne.

Universalromantikkens blendingprocesser – og Phillip Otto Rung

Når det foregående blogindlæg tog retning mod romantikken via begrebet ”inspiration”, så var det fordi der senere i samme avissektion var en stor anmeldelse, forfattet af Henrik Wivel, af en udstilling af den tyske maler Phillip Otto Runges malerier og tegniner. En af de helt store tidlige romantikere i malerkunstens historie, der som mange andre kunstnere i hans generation døde ung på grund af ”brystsyge” - tuberkulose.

   Men trods sin relativt begrænsede produktion blev han for samtid og eftertid en stor inspirator, fremgår det. Henrik Wivel skriver tidligt i anmeldelsen:

Phillip Otto Runges virkningshistorie er omfattende, ikke alene i den umiddelbare højromantiske eftertid,men også 1990ernes europæiske symbolisme, hvor hans naturbårne helhedssyn og sirligt slyngede vækstarabesker inspirerer, men også i det 20. århundredes modernisme, hvor Paul Klee fascineres af han initierende barndomsskildringer og Gerhard Richter af hans forsøg på at opbygge harmoniske farveskalaer.

Han har altså været en vigtig inspirator for jugendstilen, som altid har været min favorit i kunsthistorien, og for Paul Klee, som siden jeg var teenager har været en af de kunstmalere hvis billeder jeg er dybt betaget af. Så jeg læser artiklen med interesse

Henrik Wivels anmeldelse fører vidt omkring og aktiverer en masse erindringer fra min danskundervisning i Gymnasiet i begyndelsen af 60´erne. Vi havde en fantastisk god dansklærer der have kælenavnet babyface. Og man må vel sige at han blev den der inspirerede mig – som en slags mentor – til at ville læse dansk på universitetet - da det viste sig at kunstnerdrømmene ikke holdt.

   "Universalromantikken", det begreb husker jeg – en filosofisk retning som havde den dansk-tyske digter Henrik Steffens som frontfigur, der inspirerede bredt i kulturlivet både i Danmark og i Tyskland med sin forelæsningsrække: Indledning til philosophiske forelæsninger. 

   Blandt dem der blev inspireret af Steffens var ikke bare den unge Philipp Otto Rung som studerede i Danmark, men også vores egen romantiske nationaldigter Adam Oehlenschläger og vores internationalt berømte naturvidenskabsmand H.C. Ørsted.

   Grundideen hos Steffens var tanken om en universalvidenskab der indbefattede og forenede naturvidenskab, kunstfilosofi og religiøs tænkning. En filosofisk retning som jo i den grad har blending på programmet, tænker jeg nu: De traditionelle skel melle natur og ånd, tid og evighed, fantasi og virkelighed skulle ophæves, og elementerne gå op i en højere – usynlig og idealistisk – enhed - en videnskab om alting og altings sammenhæng bag om overfladeforskelle og fysiske og mentale grænser. 

   Det centrale i den filosofi var en særlig udviklingspsykologi hvor mennesket kunne gennemgå forskellige stadier mod en mystik-ligenden totalindsigt. Var der nogen der sagde ”new age”?

   For at udtrykke disse blendede ”luftige” forestillinger, gjord digtning og malerkunst brug af et væld af metaforer og allegorier: alting blev set og forstået - symboliseret - gennem noget andet: et kodesprog for de indviede.

   Som illustration til artiklen er der et stort maleri af Phillipp Otto Runge med titlen ”Morgen”, der et et af en serie på fire der tager udgangspunkt i og har navn efter døgnets 4 tider: morgen, middag, aften, nat. Sådan ser det ud:

Henrik Wivel beskriver/analyserer det sådan:

Runges hovedværk udfoldes romantikkens essentielle tanke hos Steffens, Herder og Goethe om, at den ånd, der sover i stenen og drømmer i planten, vågner og kommer til bevidsthed i menneskebarnet, der da kan fortsætte den åndelige vækst i rejsen mod lyset og opstandelsen. Eksemplarisk udfoldet i Runges Morgen-billede, der egentlig er ”et billede i et billede”. I det ornamentale rammemotiv vokser børnene ud af blomsterløgene og jordens mørke, mens de i det centrale billedfelt stiger som alfer ud af blomstrende lysliljer og bevæger sig op i skyhimlen, hvor keruber danner en underskøn kosmisk bue af skyer og stjerner – i Runges skitser hver med sit lille individuelle ansigt. Som er vertikal søjle i billedets midte står Aurora eller Venus eller Maria, morgenstjernen, der i hustruen Pauline Bassenges gestalt løfter børnene mod himlen, og i samtlige fire billeder i døgnkredsen udgør en slags kosmisk kvindeligt forsyn.

Ja, Henrik Wivel er tydeligvis selv blevet ganske inspireret! Og billedet er da også - selv i avisgengivelsen - et fantastisk billede - med næsten surrealistiske kvaliteter og en helt utrolig farvepragt og glød, som man først genser i malerkunstenen når vi kommer til impressionismen 70 år senere.

   Mig slår det hvordan der i billedet er tale om blending på mange niveauer og planer: Rammen ophæves og bliver til en del af billedet, som derved kan aflæses som en grænseoverskridende dynamisk udviklingshistorie. Og samtidig blendes Runges private forhold til kone og børn, som han elskede højt, ind i et symbolsk-allegorisk univers.

   Hvis det maleri er inspireret af Steffens ”philosophiske forelæsninger”, så har han godt nok haft en ”impact” som står mål med den inspiration som Adam Oehlenschläger fik ud af dem. Men billedet er altså også, fremgår det, inspireret af det helt nære i hans liv: hans kone og børn.

Men en særlig pointe er at det unge geni også i den grad var forud for sin tid på naturvidenskabeligt grundlag med sin ”farvelære” som foregriber impressionismens, og som slår igennem i hans maleris helt specielle farveintensitet. Denne farvelære som han diskuterede med Goethe, illustrerede han med en ”farveklode”, som jeg har har fundet en afbildning af på nettet:

Inspiration og AHA-oplevelser - Per Steen Hebsgaard og romantikken

 "Inspiration" er et ord jeg slet ikke husker at have brugt i den her blog. Det indgår i titlen på interviewbogen Inspiration og kreativitet af Annie Dunch, som jeg tidligere har nævnt og hentet et par cases fra til beskrivelsen af den særligt kreative personlighed. Men "inspiration" som en indgang til den kreative proces tændte jeg ikke på.

   Jeg sidder nu her på et hotelværelse på Kap Verde i varmen og læser den medbragte Weekendavis  fra den 21.01.11. Kultursektionens forside har et portræt af Per Steen Hebsgaard i anledning af hans 25 års jubilæum som glaskunstner og en udstilling i Ebeltofts glasmuseum. Portrættet er skrevet af Niels Houkjær.

Artiklen fortæller at Per Steen Hebsgaard kom i glarmesterlære hos sin storebror i Tarm. Og så fortsætter artiklen:

Som ung lærling skulle han hjælpe til med at montere en tre meter høj alterrude i Tarm Kirke, som glarmesteren Mogens Freese havde fremstillet for Sven Havsten Mikkelsen. Det blev indvielsen til kunstglasset for den unge lærling. Ikke en åndelig eller religiøs åbenbaring i kirkekunsten med oplevelsen af Havsteens bibelske motiver, men en indsigt i hvad materialet og det illuminerede gals kunne udrette i al sin overvældende farvepragt. Sådan noget ville Per lave når han blev stor. Og det blev han. Rigtig stor endda...

Afsnittet minder mig i først omgang om Poul Martinsen som fortæller en lignende historie om hvordan han blev tv-dokumentarist. Under sit journalist-studieophold i USA i 1964-1965 fik journalistskolen i New York besøg af to af pionererne i den moderne dokumentarisme-retning som fik navnet ”direct cinema". Og de viste filmene Salesman og Happy Mothers Day for de journaliststuderende. Da Martinsen så de film, vidste han øjeblikkelig at det var det han ville lave: dokumentarfilm. Så da han kom hjem og genoptog jobbet som velmeriteret skrivende journalist på Politiken, var hans målrettede plan at blive ansat på tv og lave den slags film. Og det lykkedes ham tre år efter i 1968.

   Selv om jeg ikke lige konkret kan huske andre eksempler, så mener jeg at kunstner-, forsker- og journalistbiografierne er fulde af eksempler på den slags historier: Som barn eller ung oplever de et "møde" med et eller andet (en historie, et eksempel, et kunstværk, en person) som pludselig – nærmest i et glimt – giver dem en slags aha-oplevelse: Det er det jeg skal være, det er det jeg skal lave, det er det der er meningen med mit liv!!!

   Men den slags oplevelser er jo noget forskellig fra de aha-oplevelser vi i tidligere blogindlæg har set som forløsning i den kreative problemløsningsproces – efter inkubationen - eller som klimaks – pay off – på et dramaturgisk set up i det forudgående dramatiske forløb i en fortælling, i en film, et teaterstykke eller en roman.

   Men det ligner alligevel en del. Ethvert barn i min og rigtig mange foregående generationer er på et tidspunkt blevet spurgt af de voksne: ”Hvad vil du være når du bliver stor?”

   Det er selvfølgelig et problem for børn og søgende unge mennesker at det ved de som regel ikke, og spørgsmålet implicerer jo at det burde de vide eller se at finde ud af. Så der er nok tale om en slags inkubation som måske kan strække sig over mange år, inden indsigten i et oplysende øjeblik er der: Det det jeg skal være: astronom, komponist, dokumentarist, arkitekt. Og indsigten er ledsaget af en oplevelse af glæde og befrielse.

Det slår mig også når jeg læser ovenstående afsnit i Niels Houskjærs portræt glaskunstneren at han bruger ord som ”indvielse” og ”illumination” - for så straks derefter at dementere den naturlige association til ”åndelig eller religiøs åbenbaring.” Vi er inde i romantikkens terminologiske univers, hvor også ordet og begrebet ”inspiration” befinder sig og er særdeles centralt.

   Ordet og begrebet ”lugter” jo lidt gammeldags, og det er nok derfor jeg med flid har undgået at bruge det – og undgået at tage det op til nærmere analyse - før nu. 

   Men jeg kender det jo glimrende. Jeg har i min ungdom mentalt flirtet rigtig meget med romantikkens livssyn - og husker f.eks. også at jeg som 14-16-årig gik på maleriudstillinger sammen med min mor: Klee- og Nolde-udstillinger, udstillinger som inspirerede mig til at ville være kunstmaler som voksen. Hvad jeg forsøgte, men ikke havde vilje og talent til, da det kom til stykket.

   Men ingen tvivl om at Romantikkens kunstnere dyrkede ”inspirationen” som en nødvendig igangsætter af kunstnerisk skaben: Det kunne være naturen, eller en kvinde, eller et venskab der gjorde så stærkt et indtryk (aha!) at det måtte bearbejdes i et kunstnerisk udtryk. 

   I romantikkens regi var inspirationen knyttet sammen med længsel efter det uopnåelige – et savn der som kreativt brændstof stimulerede til en hektisk og produktiv fantasivirksomhed hos datidens kunstnere. Begreberne ”muse” og ”platonisk kærlighed” blive centrale mentale figurer i den romantiske kunstfilosofi. 

   Mere om det i næste blogindlæg.