Sider

mandag den 6. februar 2012

Bølgemodellens muligheder i web-tv-kontekst - lidt dramaturgisk grundforskning

Traditionelt skelener man i dramaturgisk sammenhæng mellem to måder at forme og opbygge historier på. En form styret af og underlagt en spændingskurve: berettemodellen. Og en anden form uden spændingsopbygning: bølgemodellen.
   I det følgende vil jeg dels beskrive bølgemodellens funktion som formgiver at historier i broadcast-tv, og dels så se på hvordan modellen arter sig når vi skifter medie til web-tv. Det bliver lidt langt og kedeligt. Men hvad...?

Bølgemodellens dramaturgiske funktion er at forme fortælling til historier hvori der ikke er nogen særlig spænding knyttet til det samlede indholdsmæssige forløb. Der er en begyndelse – et anslag og en præsentation – og en slutning, et klimaks (måske svagt) og en udtoning.
    Og der er en bærende ide/vinkel som historien skal bevise.
    Mellem disse to - begyndelse og slutning - udfolder historien sig så som et forløb af - scener, billeder, kapitler, småfortællinger, episoder - "bølger" der indholdsmæssigt hænger sammen i kraft af et tematisk fællesskab – og gennem det at de hver bidrager til at underbygge den bærende ide – med noget nyt eller anderledes i forhold til de andre.

Når det kaldes bølgemodellen er det fordi disse mindre dele - "bølgerne" - hver for sig har indbygget en lille dramatisk spændingskurve med en optakt, et vendepunkt og et klimaks.
    Andre metaforisk navne for modellen har været ”perler på en snor” eller ”mosaik”.
    Navnet "bølgemodellen" mener jeg at jeg er opfinder af. Først brugt i bogen "Faktion som udtryksmiddel".

Bølgemodellen er ”løsagtig” i den forstand at det ofte ikke er afgørende i hvilken rækkefølge bølgehistorierne lægges og hvor mange der er af dem mellem start og slutning. Rækkefølgen er bestemt af et variations- eller kontrastprincip. Den næste bølgehistorie skal overraske ved at bringe en ny og anden synsvinkel eller et andet aspekt ind, eller ved at overtrumfe den foregående, eller ved at ligne den foregående men alligevel være anderledes.
    Fremdriften er knyttet til at hver enkelt bølge er tilstrækkeligt spændende, og at der for hver ny bølge trods alt kommer noget nyt og overraskende i forhold til det allerede fortalte.
    Typisk er hver bølge adskilt af et mellemspil der både kan have karakter af et visuelt og lydligt hvilepunkt inden næste historie, eller af forbindende mellemspeak/tekst der leder over fra den ene bølge til den næste. Her kan man tænke form og forløb i en helt traditionel tv-nyheds­udsendelse eller et magasin.

Bølgemodellen er altså grundlæggende episodisk. 
   Men den findes i en overgangsform til berettermodellen, nemlig hvis der er en gennemgående karakter i alle historier, og bølgernes episoder er ordnet fremadskridende kronologisk.
   I så fald vil man næsten altid have en fornemmelse af fremdrift i forløbet knyttet til spænding om udfaldet af historien, også selv om hvert enkelt kapitel for så vidt er selvstændigt og afrundet. Og spændingen ikke egentlig stiger fra kapitel til kapitel
    Så kan vi tale om en føljetonversion af bølgemodellen. En masse tv-rejseprogrammer med synlig vært har den karakter.

Bølgemodellen bruges til historier der ikke indeholder nogen fælles, samlet og klar konflikt, eller til bøddel-offer-historier hvor der er en konflikt men uden udviklingsmuligheder for et subjekt.

Bølgemodellen bruges når man ikke har en gennemgående karakter til at bære historien, men en række ”sideordnede” og ”ligestillede” episoder eller segmenter.
    Bølgemodellen bruges til portrætter og til miljøskildringer hvor hver bølge fortæller en ny historie om hoved­per­sonen/miljøet, og hvor hver bølger lægger en ny brik til det samlede billede af personligheden/miljøet.

Med hensyn til journalistisk plot er ”opdagelsesrejsen” og ”rundvisning” dem der passer mest naturligt og fungerer bedst i en bølgemodel. 
   Et godt billede på en bølgemodelsfortælling er guiden der viser rundt på et museum, rum efter rum, og montre efter montre.

Det var overvejelser om bølgemodellens funktion og kendetegn som fortælleform i broadcast-tv. Men hvad med bølgemodellen i web-tv.

Bølgemodelshistorier er – i kraft af den løsere struktur og i kraft af at historien ikke hænger sam­men gennem udvikling af en konflikt – meget velegende til hypervideo på nettet. 
     Dels kan man i den samlede player-version indbygge muligheder for at springe flere bølger over, så man altså hvis man har travlt, kan kommer fra præsentation til klimaks uden at skulle have fortalt alle eller de fleste ”mellemregninger”. 
    Og dels kan man lægge de enkelte bølger ud som selv­stændige korte indslag som giver mening blot med et skrevet oplæg i konteksten, så man altså slet ikke behøver at få fortalt helheden hvis det kun er den enkelte eller nogle få minihistorie man er interesseret i.

En dansk officiel turistfilm på nettet havde den form, hvor man både kunne vælge den 20 minutters film med rundvisning til alle Danmarks turistherligheder, men man også kunne vælge at tage de emner eller lokaliteter som man havde særlig interesse for. 
   Et andet eksempel var en side med en hel modeopvisning med en enkelt model der viste alle de ny dessiner på skift, lagt ind på en virtuel catwalkscene. Man kunne så se alle fremvisningerne i en samlet forudbestemt rækkefølge, men man kunne også vælge at se nogle få udvalgte fremvisninger i tilfældig rækkefølge.

En nyhedsbegivenhed der udvikler sig over dagen kan følges i en slags bølgemodel, hvor det nye der sker, simpelt hen lægges i kronologi efter det allerede rapporterede med markering af tidspunkter når der skiftes til næste nyhedsepisode eller opdatering. 
   Det første indslag i playeren fra om morgenen er altså kort, mens det sidste indslag der lægges i playeren om aftenen har samlet forløbet op – reportagesegment efter reportagesegment – fra hele dagen. 
   De enkelte segmenter kan samtidig ses hver for sig, idet de tilbydes i oversigten ude til højre for playeren.

En bølgemodelshistorie i playeren kan også ”afbrydes” i mellemspillene med henvisning til at man på dette sted kan hoppe af og få baggrundsinformation, eller hele interviewet, eller andre web-videoindslag om netop dette aspekt. Eller for den sags skyld, løse en opgave, før man sætter playeren i gang igen med den fortsatte fortælling.

2 kommentarer:

  1. Hej Peter
    Tak for en god gennemgang af bølgemodellen.
    Jeg læser Film og Medievidenskab og er netop i gang med opgaven 'Fri produktion', hvor jeg med min gruppe har produceret et nyhedsindslag på 8 minutter.
    Vi har tilstræbt at bygge den op efter berettermodellen, men vores konflikt er ret abstrakt, ligesom vores bærende fortæller hovedsageligt optræder i interview-sekvenser. (Heraf næsten udelukkende retorisk fremdrift)

    Vi har forsøgt at anvende alle punkterne fra berettermodellen, men som du nok kan høre, er de ikke særligt tydelige eller oplagte.

    Kan man alligevel forsvare, at vi bygger vores indslag på berettermodellen?
    Eller bør man 'reducere' den til bølgemodellen med mindre fremdrift?

    p.s.
    Vores indslags lidt urealistiske, men påkrævede længde på 8 minutter, gør det også vanskeligt at sammenkæde den med nyhedsberettermodellen...

    SvarSlet
  2. Svaret er klart. Er der en konflikt med subjetk der bevidst eller ubevidst stræber efter et objekt, en modstand(er) der vil blokere for/ønsker at forhindre at denne stræben lykkes, og en hjælp(er) som gør det muligt at objektet kan nås alligevel, så er en berettermodel på sin plads. Er der en konflikt med en anklaget og en anklager der vil bevise en negativ påstand om den anklagedes umoralske handlinger eller kriminelle tænkning, så er det også en berettermodel der kan bruges til at forme fortællingen. Ellers må bølgemodellen være sagen.

    SvarSlet