Om den kreative Poul Nesgaard - i anledning af hans afgang som rektor for Den Danske Filmskole

Poul Nesgaard har været rektor for Den Danske Filmskole i 22 år. Han er et af de mest kreative mennesker jeg kender. Så en omtale af hans meritter og personlighed hører hjemme i den her blog.

   Igår deltog jeg i hans farvel-til-jobbet-reception, og hans af- og udgang blev behørigt fejret gennem taknemmelige og anerkendende taler og udtalelser. Han blev - metaforisk set - fulgt til dørs ud af Fimskolen under vejende faner og klingende hornmusik.

   

Poul Nesgaard havde - vel for fjerde gang - søgt om genansættelse i sit egen stilling. Men ikke fået det, hvad der vist både kom som en overraskelse for ham selv og for mange andre. For han havde jo i den grad klaret jobbet til ug. Udviklet, fornyet, ført up to date, og ikke mindst sat rammerne for  en uddannelse der i den anden ende havde leveret en lang række nu internationalt kendte og anerkendte danske instruktører, manuskriptskrivere, fotografer, dokumentarister.

    Men da stilling blev slået op, var pressen var enige om at her var grænsen nået, det var bare for meget, Janteloven blev mobiliseret: Han skulle ikke tro han var noget, i hvert fald ikke tro det så meget at han ikke kunne vippes af pinden

   Så da han meldte offentligt ud at han også i denne omgang var ansøger til jobbet (og underforstået: ventede at få stillingen på sine hidtidige meritter), så var der nærmest tale om en aviskampagne hvor journalister i serier af artikler havde støvsuget filmmiljøet for folk der ville citeres for at  Poul Nesgaard var for gammel og traditionel, og nu skulle der nyt blod til, og vinkler i den dur.

Inden Poul Nesgaard blev rektor, var han i tilsvarende mere end 20 år ansat i Danmarks radio hvor han i regi af Mogens Vemmers B&U-afdeling, gennem årene producerede en række genrefornyende programserier og koncepter. Han arbejde blandt andre sammen med Thomas Vinding som han på mange måder delte kreative anskuelser med, selv om de mentalt set nok var to meget forskellige personligheder. 

   Se her et YouTube-indslag hvor de optræder sammen:

   

I de sener programmer var han som regel både vært og interviewer - og ofte i tandelm-samarbejde med musikeren "Nulle" som side-kick - og i de seneste programserier under den ironiske konceptpræmis "I sandhedens tjeneste" var også den svenske journalist Chrisoffer Barnekow inddraget som det tredje hjul i værtsamarbejdet. 

   Her et link til et af hans mest berømte eksempler fra serien "Baggårdsredaktionen" hvor det lykkes Nesgaard og Nulle at rammesætte Københavns overborgmester Egon Weidekamp i en forpligtende tv-situation så han - trods en kategorisk afvisning på forhånd - gik i dialog med den gruppe unge der bekæmpede ham og hans politik mest indædt: BZ´erne:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsredaktionen.%252019820222&type=all&limit=120

Det er simpelt hen genialt tænkt og gennemført.
 
Berømt og berygtet er værtsparrets anti-julekalender "Jul og grønne skove" - som i folkemunde blev kaldt "Hullet i jorden", eller "Poul og Nulle i hullet". Her et link:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Jul%2520og%2520gr%25C3%25B8nne%2520skove&type=all&limit=120

Chefen for afdelingen måtte gå ud i offentligheden og forsvare serien mod en i den grad ophidset seerbefolkning som mente at en sådan tv-julekalender simpelt hen ødelagde julen for dem og deres børn. 

   Se her et klip fra YouTube hvor Nesgaards chef Mogens Vemmer er ude med et offentligt forsvar, men også en undskyldning, for serien:

Nesgaards tv-værtsrolle(r) var altid både mildt ironiserende og let selvironisk, og ideen var for det meste at tilføre programmets 'troværdighed' et dobbeltbundet metalag gennem at udstille og demaskere de traditionelle koder og konventioner for 'seriøs' tv-journalistik og -værtsoptræden. Det fremgår fx meget tydeligt i indslaget med Weidekamp og BZ´erne som der er et link til ovenfor. 

   Det indslag dokumenterer også at Poul Nesgaard var en glimrende interviewer der trods skepsis eller direkte modstand hos "offeret" som regel kunne få vedkommende til at udtale sig forbavsende åbent og ærligt på skærmen.

   Poul Nesgaard er mentalt og konceptuelt set 'far' og inspirator for senere tv-værter som Anders Lund Madsen, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, og Ane Cortzen.

Op gennem 80´erne var jeg ansat i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling - og havde ind imellem job som efterkritiker, programdoktor og dramaturgisk konsulent for forskellige børne- og ungdomsprogrammer. 

    I den egnskab mødte jeg Poul Nesgaard personligt et par gange, dels i forbindelse med videreudvikling af umdomsredaktionskonceptet "Kajplads 14", og dels i forbindelse med en dramaturgisk "førkritik" af manuskripterne til den sidste ombæring af "I sandhedens tjeneste", den serie hvori en power-stylet Poul Nesgaard - som den ene af de tre værter- rejser rundt til Europas hovedstæder og laver 'medløberinterviw' med kendte og store magthavere inden for politik, økonomi og erhvervsliv.

  

Mødet med Poul Nesgaard og hans programmer i 80´erne var en vigtig inspirationskilde da jeg i sin tid påtog mig at udvikl det interne DR-kursus "Faktion som udtryksmiddel" - og at jeg sideløbende med det fik skrevet bogen med samme titel som kurset (1990), en bog som, da den udkom, af flere anmeldere blev omtalt som "et pionerværk", hvad jeg jo blev rigtig i blev glad for. 

   På faktionskurset blev hele to lange Poul Nesgaard klip vist og diskuteret. Og i faktionsbogen indgik beskrivelse og analyse af flere af hans programmer.
   Han fik endda lov til at få det sidste ord. Og jeg tillader mig her at citere det sidste afsnit af det sidste kapitel i "Faktion som udtryksmiddel": 

Faktion der har selve det problematiske skel mellem fakta og fiktion i mediet som emne og præmis, vil vi kalde metafaktion, dvs. programmer  som ikke bare er faktion men også handler om det. Poul Nesgaard har de sidste ti år næsten udelukkende lavet programmer af den type, en del af dem med den klart ironiske titel: I SANDHEDENS TJENESTE, der jo traditionelt er et slogan for journalisternes ideelle professionelle selvforståelse.
   Det væsentlig plot i disse programmer er at seerne får en illuderet afsløring af al det der foregår bag et normalt faktaprograms kulisser; men får tilsyneladende lov til at opleve alt det som ellers holdes skjult, af de forberedende arbejdsprocesser: rodede planlægningsdiskussioner, researchbesvær, problemer med at skaffe medvirkende, kynisk briefing af interviewofre, vanskeligeheder med arrangement og iscenesættelse af medvirkende, etc.
   Den sidste serie IN HONOUR OF TRUTH forholde sig ikke bare ironisk demaskerende til faktakoderne, men også til hele den "dramaturgiske værktøjskasse" som fiktionen henter sin spænding fra. Præmissen er noget i retning af: Alt hvad du oplever gennem TV-mediet, hvad enten det er fakta eller fiktion, er en uautentisk pseudovirkelighed, så den eneste virkelighed du kan tro på, er den du selv gennem direkte erfaring har et autentisk forhold til.

Samme år - 1992 - som Poul Nesgaard totalt skiftede livsbane og blev rektor på Filmskolen, gjorde jeg det også, idet jeg blev jeg direktør for den regionale tv-station TV 2 ØST. 

Til receptionen igår var Anders Lund Madsen den der introducerede og opsummerede talerne. Flere fremhævede Poul Nesgaars åbenhed, humor, mod og - især og ikke mindst - hans evne til som leder at skabe rum for andre kreative mennesker.   

   I sin opsamlende svartale til sidst fremhævede Nesgaard selv hvor heldig han syntes han altid havde været. 

  Og jeg mindes at det præcis også var det hans navnebroder Poul Martinsen havde som fast tilbagevendende omkvæd da jeg i sin tid interviewede ham til min bog om ham: "Jeg har altid været meget heldig." 

   Begge de to Poul-er personificerer altså på hver sin måde det begreb om 'det kreative held' som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen:

SERENDIPITET

I et interviewportræt i Kristeligt dagblad sidste år (skrevet af Lars Henriksen) i anledning af 60 års fødselsdagen refereres Poul Nesgaard  sådan her:

Poul Nesgaard viser ned gennem den skrånende have med uforstyrret udsigt over Lyngby Sø og sætter sig teenagerbehageligt i terrassens sofa med benene trukket op under sig. Hans påklædning er lige så afslappet: lyse bukser og åben, hvid skjorte. Han ligner en mand, der har let ved livet, og det er han også. Lige siden barndommen har han følt sig ”fuldstændig lykkelig” og konstant tilsmilet af heldet. Hans far kaldte ham ”lykkens pamfilius” – ofte i forundring over, at alting kom så let til ham.

Det første eksempel på hans særlige 'kreative held' refereres han for sådan her: 

Noget af heldet ramte ham, den dag han fotograferede sit første dyr, en elefantspidsmus. Dyrehandler Gram, som importerede eksotiske dyr, sagde, at han skulle forsøge at sælge billederne til Berlingske Tidende, så gode var de. Så det gjorde Poul. I avishusets reception sad en hel bænkfuld bude, ventende, mens han sagde det, som det var: ”Jeg har nogle billeder af en elefantspidsmus, kunne det have interesse?”.

   Han blev bedt om at tage plads. Ikke blandt budene, hvor han følte, han hørte til, men i den store Chesterfield lædersofa ved siden af. Snart kom bagsideredaktør Gustav Bering ned og så billederne an.

   ”Vi kan ikke bruge dem på søndag. Men vi kan bruge dem på søndag otte dage.”

   Poul var 14 år gammel og voksede til mandshøjde.

   ”Det at få vist sådan en tillid af en voksen, som ikke var Finn eller far, gav mig en selvtillid, jeg ellers ikke havde rigeligt af. Han sagde endda, at hvis jeg havde flere dyrebilleder, skulle jeg bare komme med dem. Jeg tror, det var første gang, jeg fik fornemmelse af at være god til noget. Og selv åbne en dør, Finn ikke havde åbnet før mig. 

    Egentlig er det min historie i en nøddeskal: Held har hele tiden åbnet eventyrene op for mig.”

"Finn" er den væsentlig ældre storebror som Poul altid indtil da har stået i skyggen af, men som også har været hans forbillede og rollemodel på alle mulige måder, og som bl.a. introducerede ham til film- og tv-mediet. 

   Citatet ovenfor er fra et interview i Kristeligt Dagblad som jeg har linket til her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/516616:Kultur--Det-hjaelper-at-kunne-surfe-paa-kaos

At Poul Nesgaard hører til kategorien 'den særligt kreativ personlighed' er der naturligvis ingen tvivl om - og mine forventninger er derfor også, som læsere af denne blog vil vide, at han på en eller anden måde har 'ondt i farforholdet' og i skolen har "følt et fremmedgjort forhold til kammerater" - eller har været udsat for noget der ligner mobning. Og endelig at han i en eller anden forstand synes er være sammensat af "to eller flere person(lighed)er i en".

 

Han er præstesøn, er lillebror og har tre søskende. Storebror Finn er fire år ældre, så kommer storesøsteren Visse, og så har han en tvillingsøster. 

   Og læs så bare hvad der berettes i samme interview - om forholdet til faren, om at leve under en "klokke" og om at vokse op i en dobbeltverden:

Faderen var præst, og hele familien var dybt præget af troens sprog. Særligt livet efter døden stod stærkt i bevidstheden, og meget blev gjort og forklaret ud fra, at livet her og nu kun var et forskræp til det, der ventede. 1960’ernes kolde krig, atomtruslen og andre farer var blot positive varsler om, at nu kom Kristus snart, og derfor ikke noget, man behøvede at beskæftige sig med. Pouls verden bestod i stedet af søndagsskole, bibeltimer og salmer sunget højt og tydeligt.

    ”Jeg følte mig altid anderledes end mine venner. De værdier, der lå lige for i de fleste andre familier, blev ikke vægtet på samme måde hos os, og det lagde en klokke ned over mit barndomshjem. Men det var meget trygt. Alle farer blev jo betragtet som varsler om paradis, og der blev aldrig skabt bekymringer eller sat spørgsmålstegn. Det var en mærkelig dobbeltverden at vokse op i, men jeg købte den fuldstændig, måske fordi min far alligevel lod en kattelem stå åben ud til virkeligheden. Han løftede vægte og spillede tennis langt mere end en alvorlig, luthersk missionsk præst burde gøre, og han havde i det hele taget en række farverige karaktertræk, som var svære for mig at forene med præstekjolen.

   Han lod selv livet folde sig ud i et vist omfang, og jeg tror, det var derfor, jeg trods alt tillod mig at reagere, som jeg gjorde, på hans standardreplik: Lad hellere være. Det var jo ikke et forbud, men noget, der skreg på at blive udfordret. Alt det fjernsyn, jeg har lavet i mit liv – ja, hele min tilgang til verden – har været præcis det modsatte af ’lad hellere være’. Jeg har i stedet søgt i retning af: Hvad sker der, hvis man bryder denne grænse?”.

   Der var dog aldrig tale om et oprør.

Eller rettere: Det blev jo snarere til et livslangt oprør. Og oprøret startede da han som 14 årig blev 'mobbet' - ikke af skolekammeraterne på Sankt Annæ Gymnasium, men af skolens rektor.

   Poul var ikke nogen ørn i skolen, og til sidst forsømte han så meget fordi han var begyndt at lave fjernsyn for DR´s B&U-afdeling, at han blev smidt ud.

   Poul var 16 år gammel, og her hjalp ingen kære far, viste det sig:

Det godtog han ikke bare sådan og forlangte et møde med rektor. Sammen med sin far bankede han på og forklarede, at det var lærernes skyld, at hans karakterer ikke var højere. De var misundelige på hans gryende succes i fjernsynet. Men han erkendte samtidig, at han var nødt til at bruge mere tid på skolen.

   Hjertet hamrede, han var rystende nervøs. Han havde aldrig før sat sig op mod en voksen på den måde. Og hans far var ingen hjælp, han forholdt sig helt tavs. Til sidst mødtes hans øjne med rektors, der slukkede alt håb.

  ”Der er dem, der kan klare det. Og dem, der ikke kan,” sagde rektor højtideligt. ”Du, Poul, er en af dem, der ikke kan.”

   Og det var så det. Ingen protester hjalp, og mens Poul Nesgaard smagte på den boblende fornemmelse af total frihed, var han samtidig skrækslagen. Nu fik han ingen uddannelse. Han måtte erobre verden alene på godt humør og nysgerrighed.

En lidt dybere udlægning af den scenes betydning vil nok tolke det sådan at rektor bare er en stand ind og talerør for den tavse far. 

   Og fortsættelsen af historien eksemplificerer så hvad fænomenet 'kreativ vrede' betyder når det går i symbiose med 'det kreative held'. 

   For Poul tog nemlig hævn kort tid efter at han var blevet relegeret fra gymnasiet:

Han ringede til rektor, udgav sig for at være fotograf fra Berlingske Tidende (hvilket ikke var helt usandt), og sagde, at avisen gerne ville bringe en stor artikel om skolens drengekor (hvilket var aldeles usandt), og om han måtte komme og tage billeder.

   Rektor var mere end modtagelig for den omtale, og blev derfor tilsvarende rasende, da det var Poul, der dukkede op. Men Poul holdt fast, kastede blot ny ild på løgnen ved at forlange fem hele dage til at tage billeder. Det gjorde han så og sendte dem efterfølgende ind til avisen uden nogen forudgående aftale. Snart blev de bragt sammen med en større artikel. Hans iscenesatte virkelighed var blevet selvopfyldende.

   ”Det var første gang i mit liv, jeg havde løjet, og jeg fatter stadig ikke, at jeg turde."

Dette forløb munder ud i en spaltning af personligheden i to: den pæne kristent opdragede troende dreng, og en tvetydig djævel af en iscenesætter af egen og andres virkelighed som var lige det TV og B&U-afdelingen havde brug for.

I et tidligere interview i Kristeligt Dagblad beskriver Poul Nesgaard det samme skandaløse kriseforløb omkring hans udsmidning i detaljer: Først den oprørende og oprørske scene på rektors kontor hvor Poul ikke får nogen støtte af faderen; og derefter løgnen og hævnen som bliver en slags syndefald i forhold til det meget religiøse barndomshjems normer og sprog - en historie som så på serendipitetisk vis vender sig til det gode: Rektor får positiv omtale af gymnasiet i en stor artikel i Berlingeren - illustreret med Pouls billeder!

 

I det følgende citat opsummerer Poul Nesgaard hvordan han i bakspejlet ser denne syndefaldshistories betydning for hans videre liv og udvikling - domineret af både selviscenesættelse og iscenesættelse af andre:

Det var et nærmest magisk øjeblik, og det fik den betydning, at jeg opdagede, at virkeligheden kunne mere, end jeg selv drømte om. At jeg kunne indfange en form for virkelighed i en fiktiv form. Og det er ikke for meget at sige, at alt det fjernsyn, jeg siden har lavet, har været den samme slags iscenesættelse af virkeligheden.

   Og mit liv har været dybt præget af det store ansvar, jeg pålagde mig selv dengang.

   Der findes et citat af Goethe, der passer meget godt på mig: 

   ”I det øjeblik, man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen, giver sig nu til kende for at hjælpe en (...). Derfor – hvad du end kan drømme om at kunne – begynd på det. Dristighed rummer genialitet, kraft og magi. Begynd, og begynd nu!”.

   Efter den dag er mine drømme altid blevet opfyldt, før jeg egentlig har haft dem. På den måde kan man måske sige, at den erfaring, jeg fik på rektors kontor i 1969, har formet mit liv.

Læse hele den historie her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/512608:Bagsiden--Dristighed-rummer-genialitet--kraftg-magi

I en artikel i tidsskriftet AVM fra sidste år fortæller storebroderen Finn Nesgaard at der kan være en sammenhæng mellem den selviscenesættelse han foretog i sin sidste tv-rolle i serien "I sandhedens tjeneste" og så det at han søgte og fik rektorstillingen:

I "I sandhedens tjeneste" spillede Poul rollen som en verdensmand med ledelsespotentiale og styr på tingene. Det var naturligvis ren fiktion, for et eller andet sted var han stadigvæk lillebroderen, eller i hvert fald den bløde mand der havde oplevet 68-generationen, hippiekulturen, Thylejren, rødstrømperne og hele kvindesagen på tæt hold. Men han spillede rollen, og det var måske årsagen til at han blev opfordret af én på Den danske Filmskole til at sende en ansøgning, da stillingen som rektor blev slået op.

Denne "én" der overtalte Poul Nesgaard til at søge stillingen, var ingen andre end min egen sidekammerat i nogle timer i 4. mellem på Christianshavns gymnasium, Mogens Rukov, filmskolelærer og dramaturgisk "godfather" bag den gruppe af nu internationalt anerkendte filminstruktører som  med deres underskrifter forpligtede sig på et fælles sæt kreativ restriktioner, nu kendt og berømt under titlen "Dogme 95".

   Rukov og jeg blev - tilfældigvis - født på samme dag: 4. august 1943. 

   Når der skulle opføres den årlige skolekomedie i gymnasiet, konkurrerede vi med hvert vores bidrag til skolens teaterplakatkonkurrence. Han vandt, jeg blev nummer to.

  Vi studerede også det samme fag på Københavns Universitet efter studentereksamen. Og de to lærere hvis undervisning vi er enige om har givet os mest i studietiden, er også de samme: Harald Steensig og Aage Henriksen.  

SERENDIPITET!

For ny læsere her lidt definitioner og uddybning til forståelse af et begreb som i den engelske version - 'serndipity' - i en afstemning 2004, afholdt af et oversætterfirma, blev udnævnt til "one of the ten English words hardest to translate." Så here we go...

SERENDIPITET - engelsk: SERENDIPITY - defineres i engelske Wikipedia som "fortuitous happenstance" eller "pleasant surprise". Altså "det lykkelige eller heldige tilfælde der overasker".   

   Danske Wikipedia beskriver betydningen som "det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys." 

   Den bedste definition jeg har mødt, lyder sådan: "det at søge en nål i en høstak - og komme ud med bondemandens frodige datter." 

   En fortælling som refereres vidt og bredt i litteraturen som illustration af begrebet, er H.C. Andersens eventyr "Klodshans", som jo på vej til prinsessen finder og samler op: en træsko uden overlæder, en død krage og noget pludder fra en grøft, tre objekter som så til sammen ender med giver ham adgang til prinsessens hjerte og det hele kongerige.

Vordingborg kunstforening, Frederiksstaden, Snedkernes efterårsudstilling - og den utroligt fantastiske japanske træsnitkunstner når det gælder fugle: Ohara Koson

Vordingborg er en by der nok må indrømme at den hører til Udkantsdanmark selvom om der kun er 100 km med bil til landets centrum, København.

   Byen har en aktiv og levende kunstforening som fruen og jeg er medlemmer af. Den arrangerer udstillinger på Kulturarkaden (det lokale kulturcenter på biblioteket), den arrangerer ture til aktuelle og permanente kunstudstillinger i København - og rundt omkring på Sjælland, Møn, Lolland Falster.

  Og i nogle år stod foreningen også for nogle kunst- og kulturrejser til kulturelle hot spots som Firenze, Barcelona, Bilbao og Provence.

   Fruen og jeg deltog i den første tur til Firenze. Det var en succes - og en oplevelse - af de store.

En gang om året er der generalforsamling, og en eller anden kreativ sjæl i foreningens oldtid (jeg har ikke researchet historien) fandt på at man på den årlige generalforsamlingen skulle udlodde en række kunstværker, indkøbt fra de kunstnere som man havde arrangerede udstillinger for.

   For at deltage i udlodningen skal man have betalt kontingent - og møde op i egen høje person til generalforsamlingen. Og så sker der naturligvis det at Det første år blev både mit og fruens navn udtrukket. Og vi var bare ikke med. 

   Siden har vi været med hvert år. Og: Det kan ikke komme bag på nogen: Generalforsamlingen er hvert eneste år ekstremt velbesøgt!

I søndags gik foreningens tur til Frederiksstaden: Sankt Annæ Plads, Amaliegade, Amalienborg, til Snedkernes Efterårsudstilling på Designmuseet og til Brun Rasmussens auktions-udstillingslokaler med indgang fra Bredgade.

   Frederiksstaden er den bydel, primært fra rokokotiden (påbegyndt omkring 1750) som ligger i Bredgadekvarteret og med Amalienborg som en slag centrum. Frederiksstaden indbefatter også Marmorkirken som vi dog sprang over i denne omgang, for bortset fra placeringen har den ikke rigtig noget med de resterende Frederiksstaden-byggerier at gøre.
   De oprindelige planer for kirken blev aldrig gennemført og byggeriet gik helt i stå i 1777. Først hundrede år efter kom det igang igen, og den nuværende kirke blive indviet i 1894.

Dansk Wikipedia forklarer hvad 'Frederiksstaden' geografisk dækker:

Frederiksstaden er et københavnsk bykvarter i Indre By mellem gaderne Bredgade(indtil 1877 Norgesgade),Sankt Annæ Plads, Toldbodgade og Esplanaden (indtil 1953 Toldbodvej). En del huse på sydsiden af Store Kongensgade er dog opført samtidig med Frederiksstaden. Frederiksstaden omfatter det meste af Sankt Annæ Øster Kvarter og præges af rokokostilen. De fleste ældre huse i bydelen er fredet. Frederiksstaden er optaget i Kulturkanonen.

Her et samtidigt kort over kvarteret:

 

Initiativtageren til byggeriet var kong Frederik 5. der ses i ridende tilstand på rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.
   Statuen er udført af datidens største "hestebilledhugger", franskmanden Jacques-François-Joseph Saly. Det tog ham 14 år at få den tegnet, modelleret og støbt, og den kostede mere end de fire Amalienborgbyggninger som den er omkranset af, tilsammen.
   Da statuen blev indviet i 1771 var Frederik den 5. for længst afgået ved døden (1766).
  Det samme år fødte Christian 7.´s dronning Caroline Mathilde en datter hvis biologiske far ikke var kongen, men Struensee, ham der blev henrettet året efter.
   Datteren fik navnet Louise Augusta, og den folkelige forargelse var stor stor. Ifølge Wikipedia:

Ingen var i tvivl om, at Struensee var far til prinsessen, der fik det ikke særligt flatterende tilnavn 'la petite Struensee', selvom Christian 7. officielt vedkendte sig faderskabet. Struensees datter blev ironisk nok senere mor til Caroline Amalie, der gennem sit ægteskab med Christian 8. endte som dronning af Danmark.

Den enevældige konge Frederik den 5. var en stor bygherre og kunstmæcen, men en elendig regent - ikke mindst på grund af druk. Til alt held havde han gode folk omkring sig til at tage sig af regeringsførelsen. Den reelle magt lå i hænderne på hans rådgivere: geheimeråd og overhofmarskal A. G. Moltke, J. H. E. Bernstorff og H. C. Schimmelmann. 

Kulturarvstyrelsen fortæller på sin hjemmeside om principperne bag byggeriet:

Hofbygmester Niels Eigtved fik ansvaret for anlæggelsen af Frederiksstaden. Eigtved mestrede den moderne rokokostil og blev regnet for rigets bedste arkitekt: Han kunne skabe en bydel, der udtrykte, hvad kongen - og overhofmarskal Moltke - ønskede sig, nemlig et billede på den enevældige konges styre. Det udtrykte kongens magt, rigdom og politik - men også, at kongen tilstræbte et moderne samfund med frie, selvstændigt virkende indbyggere.

   Det nye byanlæg fik to hovedakser: Amaliegade på langs og den korte Frederiksgade på tværs. Samtlige borgerhuse skulle bygges efter samme facadeskema, der blev udarbejdet af Eigtved. På Amaliegade ligger derfor huse af samme type side om side, som lange, ensartede gadevægge. Men i Frederiksgade kom der ingen borgerhuse, og den tværgående gade blev med sin egen højde- og facademæssige udformning, en kontrast til Amaliegade.

Designmuseet (tidligere Kunstindustrimuseet) er placeret i det oprindelige Frederiks Hospital som er den store firelængede bygning til højre for Amalienborg på kortet. 

   Mens Frederiksstaden var værd at kigge på, så var Snedkerenes efterårsudstilling ikke noget at skrive hjem om.

   Den viste udvalgte eksempler på skabe, skuffer, komoder og kister - i historiske perspektiv. Og selvfølgelig også nogle aktuelle møbelarkitekters værker inden for området.

   Men kedeligt i indhold, var den. Og først og fremmest: Formidlet med minimal interesse for den almindelige publikummer. Men det kan man naturligvis ikke bebrejde kunstforreningen.

Der var og er andre udstillinger på Designmuseet, blandt andet en udstilling der viser - kronologisk ordnet - eksempler på nyere og moderne dansk møbeldesign. 

   Den var sådan set OK, men jeg savnede blandt de udstillede møbler den Wegnerstol - 'Flaglinestolen' - som var vist på forsiden af museets pjece, og som jeg selv har stående hjemme i min stue, købt i en marskandiserbutik i Griffenfeldsgade 1966 - for 500 kr. Hverken marskandiseren eller jeg vidste den gang noget om hvem der havde designet den, og Wegners navn havde vel heller ikke den gang samme ikoniske status som nu. 

   Marskandiseren syntes bare stolen fyldt og var mærkelig. Jeg syntes bare den var mærkelig og sjov. Og så smuk på en sær måde at den måtte jeg have - selv om 500 kr. var mange penge den gang for en fattig student:

Her er 'flaglinestolen's oprindelseshistorie ifølge en artikel i et Jyllandspostens boligtillæg 2011:

Et gynækologisk undersøgelsesleje. Det var, hvad Flaglinestolen mindede arkitekten Kaare Klint om. Ja, der var enkelte, som syntes, at Hans J. Wegners brede og uhøjtidelige stol ikke var noget at råbe hurra for.

   Men heldigvis var Wegner en mand der gik sine egne veje, og trods kritikken fra Klint blev Flaglinestolen en af de store succeser.

   Hans J. Wegner havde i sommeren 1950 lejet et sommerhus nord for Aarhus af nogle venner. Sammen med sin familie tilbragte han en uge der i det gode sommervejr. En dag gik turen til stranden, og mens børnene badede, legede møbelarkitekten. Han prøvede at grave sig ned i sandet for på den måde at skabe en sandstol, som han kunne sidde behageligt i.

   Det lykkedes.

   Hjemme igen på tegnestuen overførte Hans J. Wegner strandstolens egenskaber til en tegning af det, der blev til Flaglinestolen. Med netop denne stol viste Hans J. Wegner, at han også kunne arbejde i stål.

En velmenende og velorienteret specialestuderende fra en akademisk designuddannelse guidede os rundt gennem denne møbeldesignudstilling der netop startede med dansk moderne møbeldesigns fader: Kaare Klint - søn af P. V. Jensen-Klint og bror til Tage Klint der sammen udviklede den berømt plissélampekærm:

Men guidens foredrag var for pænt, alt for akademisk, for kedeligt,  og jeg vidste det meste, hvad han naturligvis ikke kan bebrejdes. Så jeg stod af undervejs og gik til - museumsbutikken.

Ethvert moderne museum med permanente udstillinger, har i vore dage en museumsbutik: Louisiana, Fuglsang, Ordrupgård, Arken - etc., etc,

   Og - undskyld - men somme tider er det altså der - i butikken - man for alvor "får noget med hjem".

I Designmuseets butik havde de - som altid i den slags butikker - også en samling af postkort med motiver af forskellige kunstnere hvis værker - af en eller anden grund - er værd at komprimere til postkortstørrelse. Fx fordi man aktuelt udstiller disse værker, eller fordi de tematisk eller motivisk kan associeres til museet.

   Jeg fandt hurtigt nogle postkort med japanske træsnit som motiver - træsnit af den mester der siden min ungdom har været toppen af poppen: Hokusai (1760-1849).

   Hans træsnit med fugle og blomstrende frugtræer, havde flere af postkortene som motiv. Af den her type:

Også Hokusais samtidige "konkurrent", Hiroshige (1797-1858), var repræsenteret på postkortene som var til salg. Jeg husker ikke om det her var repræsenteret, men mit gæt er at det findes i tusinder af postkort og plakater:

Jeg har imidlertid nok været lidt snæversynet i min dyrkelse af netop de to træsnitmestre som i den grad påvirkede impressionisterne og deres efterfølgere i Frankrig: Manet, Degas, Monet, Renoir, Pissarro, Sisley, Gauguin, Van Gogh, Toulouse-Lautrec. 

   For blandt postkortene med japanske træsnit som motiver var der også nogle af senere japanske kunstnere som jeg ikke kendte. Og især et af disse for mig ukendte motiver gik bare rent hjem i min visuelle cortex: Pang! Det her:

Ohara Koson er navnet på kunstneren (1877-1945). Han er en flere generationer yngre japansk kunstner end Hokusai og Hiroshige.
   Koson arbejder klart klar inden for en flere hundrede år gammel tradition, men han forenkler  og skærper de grafiske kvaliteter - helt ekstremt - når han er bedst.

   Her nogle af dem som nettet viser - efter en googling på Ohara Koson woodcuts:

Ja, hvad skal man sige? Betagende!? I hvert fald: Smukt!
   Jeg kan så ikke lade være med at genvise min skarv-akvarel som jeg malede for nylig. Stilen kunne godt minde om japanske træsnit, selvom jeg naturligvis ikke når de japanske mestre til sokkeholderne. Men så har jeg noget at stræbe efter:

Den hemmelige socialdemokrat, den hemmelige journalist - og noget om 'new journalism' i Danmark med Poul Martinsen som pioner

Thomas Bredsdorff som jævnligt skriver i Politiken, og næsten altid noget der er både klogt og kreativt, skrev for en lille uge siden (18. febr.) en analyse af sproget i bogen "Den hemmelige socialdemokrat".

  

Analysen giver en række eksempler på sprogbrug som ifølge Bredsdorff kendetegner den genre som i 60´erne fik navnet 'new journalism', en genre som jeg selv skrev et helt kapitel om i min bog "Faktion som udtryksmiddel" (1990).

   Da jeg ikke har læst  "Den hemmelige socialdemokrat" - og heller ikke har planer om det, så citerer jeg de "fund" som Bredsdorff har gjort:

Således skridtede den 25-årige komet - det er Thor Möger - fronten af i sylespidse sortglinsende lædersko.

Bredsdorff kalder det et eksempel på "den såkaldt overflødige detalje. Som selvfølgelig ikke er overflødig, for den giver en fornemmelse af at skribenten var til stede." 

   Jeg ville idag kalde det en velvalgt metonymisk detalje som er central for at karakteriserer personen der fortælles om. 'Metonym' kan definerer jeg som "en lille del der er kendetegnende for en større helhed som den er en del af".

   Men også udsagnet om at Thor Möger "skridtede fronten af" høre vel med i den sammenhæng, synes jeg. Det er en beskrivende metafor, en for så vidt ret død kliche som i denne kontekst (Thor Möger og de socialdemokratiske folketingsmedlemmer) er ny og frisk. Og jo i den grad også "sigende".

Et andet eksempel på den særlige journalistisk kreative sprogbrug som Bredsdorff finder karakteriserer teksten:

Måske kunne Café Vanilla også få lov at stille borde op på den flotte plads med den store statue af Gundlovens giver, Frederik den VII. 

De fleste almindelige skribenter ville bare skrive "... stille borde op på torvet", argumenterer Bredsdorff.

Fra festen den aften på Vega hvor socialdemokraterne fejrede valgsejren som betød at Helle Thorning blev statsminister, beskrives bla. "rustbankeren" Carsten Hansen i aktion, en betontung socialdemokrat som efter rygter at dømme var lidt for nærgående over for nogle af de kvindelig deltagere:

Mange kunne levende forstille sig, hvordan 'Varmemesteren' i den dæmpede belysning i Jazzhouse havde set sit snit til at justere lidt på termostaterne hos en medarbejder af det modsatte køn.

Det er en overordentlig dygtig og kreativ forfatter der kan finde på en metafor der er så frisk og kompleks. 

   Bredsdorff forklarer hvorfor: "'Termostaten' hænger sammen med hovedpersonens øgenavn, 'justering' er en herligt diskret udgave af 'pille ved', og varmekontrol passer fint til det lumre emne."

Det sidste eksempel på den ret litterært fortællende stil i bogen er dette citat som indholdsmæssigt forholder sig til dette af regeringen er klar til både at skære i kontanthjælpen og at nedsætte erhvervsskatten:

At lancere de to udspil på samme tid var jo som at sige, at psykisk syge og stærkt overvægtige kontanthjælpsmodtagere på randen af sammenbrud skulle jages ud og slå græs hos vrisne pensionister, så aktionærerene i landets stolte virksomheder kunne stryge et endnu større overskud ned i inderlommen, inden afrejsen til en månedlang ferie på Mauritius.

   Og så på en regnfuld formiddag i februar.

Bredsdorff fremhæver her blandt andet det stilistisk velplacerede linjeskift til slut i afsnittet. 

   Han bemærker også at forfatteren er bedst når han/hun beskriver noget som i forvejen er alment kendt, mens bogen i den grad glimrer ved fraværet af afsløringer af noget med substans.

Om teksten så, når det kommer til stykket, er et eksempel på regulær "new journalism", tør jeg ikke sige ud fra de eksempler Bredsdorff fremhæver.

   Jeg nævner i min faktionsbog fire kendetegn på denne genre og fortællemåde:

1. En scene-på-på-scene-konstruktion der fortælles i et kronologisk forløb.
2. Dialogform i stedet for de traditionelle journalistiske interviewcitater.
3. Dækket direkte tanke, dvs. valg af en konsekvent 3. person-fortæller-synsvinkel der giver indtryk af at hver scene ses gennem en medvirkende persons øjne.
4. Mange 'sigende' - illustrative  - detaljer i beskrivelserne af personer og deres fysiske og sociale omgivelser.

Men at det ikke er en politiker der er har ført pennen og formet ordene og sætningerne, det tør jeg - ligesom Thomas Bredsdorff - godt tage et væddemål på. 

   Det må være en mand eller kvinde der tilhører den store gruppe af professionelle skribenter som skriver i vores dagblade eller som jævnligt skriver klummer eller blogs på nettet. Og for hvem kreativt sprog med indbygget ironi falder nemt og naturligt.

På Facebook har andre af mine venner også argumenteret med at det spændstige og levende sprog må have en skrivende journalist som ophavsmand. Og der spekuleres åbent om forskellige kendte og kreative journalisters navne som mulige real-forfattere.

   Og i virkeligheden kan det lige præcis være det der er forklaringen på konflikten mellem redaktøren Jakob Kvists påstand om at forfatteren er socialdemokratisk MF´er og så konstateringen af sprogets og fortælleformens mange kreative kvaliteter: at der kan være en erfaren journalistisk ghostwriter der er 'mellemmand'. 

   Et - eller måske flere socialdemokratiske MF´ere kan så være anonyme kilder. Jeg kan ikke se andet end at der er tale om en 'blended' forfatter-/fortæller-personlighed der integrerer to personligheder: en anonym journalistisk forfatter og en eller flere anonyme fortællende kilder.

Udfordret på en række analyser der påviser at en flere scener må være opdigtede  eller ikke kan være selvoplevet af forfatteren, så siger den rutinerede og erfarne journalist Jakob Kvist der nu er forlagsdirektør for forlaget People's Press der har udgivet bogen, at der ikke er tale om "en 1:1 sandhed" i fremstillingen. 

   Til Jyllandsposten der interviewer ham, siger Jakob Kvist sådan:

Så hvor meget er fiktion?

   "Det kan jeg ikke sige."

   Er noget af det fiktion?

   "Det er i bund og grund baseret på faktuelle hændelser, men noget af det er historier på gangene, og så er der ironisk ladede dialoger, som ikke nødvendigvis har fundet sted. Så der er fiktive elementer, men jeg vil sige, at det er en altovervejende temmelig virkelighedsnær bog."

Jakob Kvist taler godt nok her med uld i mund. 

I en analyse i en avisartikel forleden (jeg har ikke kunnet finde kilden lige nu) havde et sprogligt konsulentfirma fået til opgave at lave statistik på hyppigheden af specielle ord og vendinger i teksten, og så sammenlignet det med tekster skrevet af forskellige journalister der var under mistanke som ghostwritere, herunder Jakob Kvist. 

     Metoden bygger på den antagelse at vores sprogbrug, herunder valg af yndlingsudtryk, ikke er sådan at lave bevist om på selv om vi skriver under anonymitetens maske. 

   Denne analyse nåede frem til at der var en række sproglige indicier på at spøgelsesforfatteren faktisk er Jakob Kvist selv. Og jeg synes der er meget der taler for at det er rigtigt. 

   Han er jo helt selv herre over om han vil stå frem, og så længe han fastholder at det ikke er ham (jfr. Bjarne Riis og andre kendte cykelryttere) men et faktisk medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppen, så stopper diskussionen her. 

I bogen "Faktion som udtryksmiddel" (1990) arbejder jeg ud fra følgende pragmatiske og kontekstbundne definition på begrebet "Faktion": Det er ...

... alle former for medieprodukter hvor blandingen af "fakta" og "fiktion" er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en rolle - enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på - eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på - eller, for det meste, for begge dele.

At "Den hemmelige socialdemokrat" i enhver henseende lever op til denne definition, er klart. Der er simpelt hen tale om et skoleeksempel.

   Om det er 'new journalism' i klassisk 60´er forstand, er jeg nok mere skeptisk over for. Siden 90´erne har man i stedet for talt om "narrative journalism" - dansk: 'fortællende journalistik' - som defineres sådan her af Wikipedia:

Narrative journalism is also commonly referred to as literary journalism, which is defined as creative nonfiction that, if well written, contains accurate and well-researched information and also holds the interest of the reader. It is also related to immersion journalism, where a writer follows a subject or theme for a long period of time (weeks or months) and details an individual's experiences from a deeply personal perspective.

Der er ikke helt sammenfald med 'new journalism', men det er tæt på. 'Fortællende journalistik' dækker nok et noget bredere spektrum af genrer og fortælleformer.
    Jeg har også set den helt korte version af 'fortællende journalistik': 'Journalism that reads like a novel'. Som er beslægtet med den korte definition på reality-tv: 'Unscripted drama'.

   

Der har i hele genrens levetid siden 60´ernes start været diskussion om troværdighed, og om hvor meget skribenten må digte til og med. 

   Et nogenlunde aktuelt eksempel på journalistisk 'faktion' og de problemer det kan give skribenten, er den norske journalist Åsne Seirstads bog "Boghandleren i Kabul" (2006) som også blev anklaget for at indeholde opdigte passager - af hovedpersonerne i bogen.

  Åsne Seierstad blev 2010 dømt af Oslo Tingrett til at betale 120.000 kr. i erstatning til Shah Mohammed Rais' hustru, Suraia Rais, for at have krænket privatlivets fred. Forlaget Cappelen Damm, som udgav Boghandleren i Kabul blev i samme forbindelse dømt til at betale 125.000 kr. til Suraia Rais.

I en faktablok til Bredsdorffs artikel står der at "new journalism" opstod i USA omkring 1965, og at "den først kendte udøver var Tom Wolfe". 

   Det er nok ikke korrekt. Tome Wolfe gav officielt navn til genren eller fortælleformen/-formerne som Wikepedia fortæller:

The term was codified with its current meaning by Tom Wolfe in a 1973 collection of journalism articles he published as The New Journalism, which included works by himself, Truman Capote, Hunter S. Thompson, Norman Mailer, Joan Didion, Robert Christgau, Gay Talese and others.

Det var Truman Capote der med den roman-lignende, men interview- og faktabaserede fortælling "In Cold Blod" (1965-66) for mange blev den reelle frontfigur for journalistik "that reads like af novel".

   Der foregik sprogligt og genremæssigt rigtig meget nyt i journalistikken i 60´ernes USA. Der var i den grad grøde og opbrud i de ofte stive normer for sprog og research som indtil da dominerede den amerikanske journalistik.

   Wikipedia fortæller videre:

But wherever and whenever the term arose, there is evidence of some literary experimentation in the early 1960s, as when Norman Mailerbroke away from fiction to write Superman Comes to the Supermarket.[12] A report of John F. Kennedy's nomination that year, the piece established a precedent which Mailer would later build on in his 1968 convention coverage (Miami and the Siege of Chicago) and in other nonfiction as well.

   Wolfe wrote that his first acquaintance with a new style of reporting came in a 1962 Esquire article about Joe Louis by Gay Talese. "'Joe Louis at Fifty'a wasn't like a magazine article at all. It was like a short story. It began with a scene, an intimate confrontation between Louis and his third wife..."[13] Wolfe said Talese was the first to apply fiction techniques to reporting. Esquire claimed credit as the seedbed for these new techniques. 

   Esquire editor Harold Hayes later wrote that "in the Sixties, events seemed to move too swiftly to allow the osmotic process of art to keep abreast, and when we found a good novelist we immediately sought to seduce him with the sweet mysteries of current events."[14] Soon others, notably New York, followed Esquire's lead, and the style eventually infected other magazines and then books.[15]

Faktaboksen knyttet til Bredsdorffs artikel fortæller også at "blandt danske udøvere af genren kan nævnes Jan Stage (1937-2003), Lasse Ellegaard (f. 1944), og Morten Sabroe (f. 1947)."

   Jeg synes det er lidt misvisende ikke at nævne den senere kendte tv-dokumentarist og journalist Poul Martinsen (f. 1934) som i øvrigt fylder 80 om en uges tid. For han var nok pioneren: Den første der skrev i den nye kreative stil.

   Jeg kan referere fra min bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed". 

   Martinsen var i USA på et stipendium et år, 1964-65, og i løbet af det år opnåede han en master-grad i journalistik fra Colombia School of Journalism.
    Han fortæller til mig at han var meget optaget af sprogligt kreative artikler der fx. blev publiceret i magasinet Esquier: 

Ja, det var faktion: rigtige mennesker, rigtige oplysninger, men skrevet som om det var dramaer. (...).

   Der var også Hunter S. thomson der skrev om Hells Angels. Han gjorde endda det at han købte sig en motorcykel og kørte rundt med dem - og i allerhøjeste grad overskred grænsen mellem at være iagttager og medvirkende. Han var vist også på et tidspunkt ved at få tæsk eller det der var værre, af dem. Men ud af det kom der nogle forrygende historier.
   - Du skrev da du kom hjem, en artikel om De vilde engle?

   Ja, den er garanteret inspireret af det jeg læste derovre. Men jeg opfattede ikke selv det jeg skrev da jeg kom hjem, som new journalism.

Men det gjorde til gengæld hans yngre kollega Lasse Ellegaard.
   I tidsskriftet Levende Billeder nr. 1, 1978, skriver han under rubrikken "New Journalism - ikke ny, undertiden god - og altid bedre end det sædvanlige":

Martinsen var vel nok den første herhjemme, der introducerede den ny sensibilitet i dagbladsjournalistikken, som også kaldes "new journalistm". Jeg husker især en af hans historier, den om Bjørn Andersen og Rensekarl og de andre vilde engle, der på det tidspunkt, i 1966-67, levede en underlig anakronistisk halvtredsertilværelse på Vesterbro med deres motorcykler og læderjakker og anderumper. 

   Han skrev en god historie, måske fordi han kort forinden havde studeret journalistik i Amerika, og den var god, fordi den udover at viderebringe stoffets elementært dramtiske kvaliteter såsom volden, farten, konflikten med samfundet, også fortalle om disse rødders måde at snakke på, påklædning og verdensoplevelse i øvrigt.

Poul Martins pioner-artikel stod på forsiden af Søndagspolitikens 2. sektion under rubrikken:

HJULENE HAR ENGLELYD 

Og underrubrikken:

Et døgn med læderjakken Rensekarl fra sjakket kaldet "De vilde Engle" 

Her kommer indledningsafsnittet fra artiklen som efter min bedste overbevisning er det første stykke 'new journalism' skrevet på dansk af en dansk journalist:

Har i fyldt saftevand på. Så starter vi modellerne... Det var lørdag middag og højt og klart vejr med sting af kulde i luften, da Rensekarl og de andre læderjakker løb rundt og lavede panik ude i gården bag kaffebaren på Nørrebro og for skægs skyld labbede ud ud efter hinanden, så det smældede. Solen blinkede i motorcyklernes krom, og det var et stærkt øjeblik, da cykel efter cykel fik en over nakken og det brølede og dirrede, så en lille grønthandler, der kom trækkende forbi med sin vogn, sprang afsted for at frelse sit liv og sine sydfrugter.

En pointe som jeg iøvrigt ikke har set beskrevet eller nævnt nogen steder, er at 'new journalism' på skrift i meget høj grad blev provokeret frem af den udvikling der skete inden for dokumentarfilm-produktionen i USA fra omkring 1960 hvor det nye 'lette' film-og lydudstyr for første gang gjorde det muligt for fotograf og lydmand at følge medvirkende 'in action' mens begivenhederne foregik. (= 16 millimeter film og nagra-lyd-båndoptager)
   Det var film som også gjorde et uudsletteligt indtyrk på Poul Martinsen da han var derovre. 

Der kom gæstelærere på skolen, filmfolk som viste deres nye dokumentarfilm: "Happy Mother´s Day" af Joyce Chopra og Ricchard Leacock og "Salesman" af Brødrene Maysels. Pludselig kom der billeder ind i min professionelle tilværelse.

   Mødet med de film gjorde at jeg besluttede at jeg ikke ville blive ved med at være skrivende journalist.

Poul Martinsen kom hjem fra USA i 1965 og var "plukkemoden" for TV. I 1968 blev han headhuntet af chefen for DR´s TV-Kulturafdeling Verner Svendsen. 

   Og allerede året efter lavede han to tv-udsendelser med De Vilde Engle som medvirkende: "Engle på hjul" og "Broen".
   Den sidste førte til at Poul Martinsen fik sin første internationale TV-pris.
   Og i forbindelse med optagelserne var der en af de medvirkende "langhårede" som fik øretæver af en af de Vilde Engle. 

Akvarelmaleriets mysterier (30) - noget om akvarelmaleriets historie - og om den fabelagtige akvarelmaler Gunnar Widfors

Når jeg gradvis er blevet interesseret i akvarelmaleriets historie, er det naturligvis fordi jeg begyndte at male akvarel for tre år siden. Og min vane tro - sådan er jeg nu en gang indrettet - måtte jeg så også interesserer mig for denne særlige maletekniks og dette specielle malemedies historie.

   Siden min tidlige ungdom, har jeg læst historie for min fornøjelses skyld. Da Politiken udgave Grimbergs Verdenshistorie (1958-61), abonnerede jeg på den og betalte den bind for bind ud af egne lommepenge. Og jeg slugte hvert nyt bind der udkom. Siden kom Politikens Danmarkshistorie til. Og så ellers derudaf med antikvarisk indkøb at andre historie-værker.

  I de første år i min studietid fra 1963 læste jeg historie sideløbende med mit danskstudie. Siden læste jeg folkemindevidenskab - og til sidst kunsthistorie som bifag. Men gjorde ingen af de tre studier færdige. Og det er måske lige værd at nævne at jeg ikke husker at nogen af underviserne eller nogen af lærebøgerne i kunsthistorie fortalte om akvarelmaleriets betydning eller om særlige akvarelkunstnere.

   Mit videbegær efter historie - og 'begær' er nok det rette ord - har altid været der, og det har aldrig sluppet mig.

Så det er helt automatisk at når jeg bliver mere og mere optaget af selve det at male akvarel, så vokser sideløbende også min interesse for andre akvarelmalere (hvilke teknikker bruger de, hvilke motiver dyrker de?) - og ikke mindst elsker jeg at gå på opdagelse i kunsthistorien for at finde kendte og anerkendte (og for mig ofte ukendte) kunstmalere som også eller for det meste har brugt vandfarver som malemedie.

   For eksempel har jeg fundet ud af at arkitekten Arne Jacobsen var en fremragende akvarelmaler; det er de færreste klar over.

   At næsten alle Fynbomalerne ofte malede akvarel, at Olaf Rude næsten hele sit liv malede akvareller af naturen på Lolland og på Bornholm - når han skulle slappe af mellem de alvorlige opgaver. 

   At den engelske maler William Turner var en fremragende og helt unik akvarelmaler der i kunsthistorien er verdensberømt for sine "watercolourpaintings on paper". 

    At nogle af Emil Noldes aller bedste malerier er de små 'glødende' akvareller han lavede i sin kælder  under 2. Verdenskrig da han havde fået forbud af Hitlerstyret mod at male sin "entartede" kunst. 

     At Cezanne og flere andre af han samtidige også ofte brugte akvarel - ikke mindst til forarbejder. 

   At den enestående fugle-illustrator John James Audebon havde akvarel som sit altdominerende medie når han lavede sin fascinerende illustrationer til pragtværket "Birds of America". 

    At den fascinerende og originale nulevende amerikansk maler Walton Ford har brugt akvarel til de fleste af sine sære, groteske og allegoriske dyremalerier -  i Audebons stil. 

    At Tolkien, forfatteren til "Hobitten", var en fremragende 'amatør-akvarel-maler'. 

    At en stor del af Klees malerier var malet med akvarel.

   Og at den tyske kunstner Albrecht Dürer fra omkring 1500-tallet regnes for akvarelmaleriets fader og er en af mestrene på feltet.

Specielt i England har man i århundreder dyrket akvarelmaleriet som en respektabel og teknisk krævende kunstform - og 'watercolour' som et væsentligt og kreativt malemedie i sin egen ret.

   I England var man også først med at oprette egentlig selskaber til fremme af akvarelmaleriets udvikling og til forsvar for dets kunstneriske status, og den dag i dag har man stadig to konkurerende engelske foreninger: The Royal Society of Painters in Water Colours, stiftet så tidligt som 1804. Og Royal Institue of Painters in Watercolours, stiftet 1834.

   I USA stiftede man i 1866 The American Water Color Society.

Og når vi nu er inde på akvarelmaleriets historie i USA, så bidrog en anmeldelse i Politikens Kultursektion fra mandag den 17. februar af Søren Ryge Petersen med endnu en interessant brik der udfyldte en hvid plet i min viden. Den svenskfødte akvarelmaler Gunnar Widforss (1879-1934) var nemlig gjort til hovedperson i en roman af Fredrik Sjöberg som Søren Ryge anmeldte: "Kunsten at flygte". 

   Gunnar Widforss tilbragte det meste af sit voksenliv i USA, "hvor han især fandt sine motiver i nationalparkerne og gjorde det så godt, at han blev udråbt som den bedst på området og fik opkaldt et bjerg efter sig", som Søren Ryge skriver.

Jeg googler på Widforss navn og billeder - og oplever at finde en skat!
   Gunnar Rydforss 'verdensberømmelse' i USA er fortjent. Og ufortjent er det at hans navn stort set er ukendt eller glemt i Sverige og i resten af Norden.

   Jeg har samlet og kopieret en hoben af hans billeder fra nettet - og gengiver dem her ukommenteret.  De er, så vidt jeg kan se, hovedsagelig malet I en minutiøs vådt-på-tørt-teknik, og på det felt er han en mester i dramatiske og fascinerende landskabsmalerier.

   Se dem, studer dem, nyd dem - her:

En enkelt kommentar: 

   Helt banalt skaber Gunnar Widforss dybde gennem at svække farverne i baggrunden. Men der må være gået et minutiøst tegne-forarbejde forud for det enkelte billede .

   Eller også er han en slags autist!

Til hver enkelt klippeformation er han meget omhyggelig med kun at anvend en "sol-farve" og en "skyge-farve". Landskabs-akvarellerne et malet er som skulle de bruges i en tegnefilm af den gamle skole a la Walt Disney.

   Eller japanerne!

Akvarelmaleriets mysterier (29) - Kap Verde-drømmerier for anden gang og andre aktuelle akvarelhistorier

Hvornår blev jeg for alvor bidt af glæden ved at male akvarel? - Det var utvivlsom da jeg sammen med fruen holdt 14 dages ferie på Kap Verde november-december 2011 i byen Santa Maria på øen Sal.

   Jeg tog en masse fotografier rundt omkring i byen, ved stranden, udsigter mv. - og udvalgte så nogle få motiver med de særlige grafiske kvaliteter som jeg ved jeg tænder på - og - især - motiver hvor det er sollyset der i kraft af sin lys-skygge-fordeling giver akvarellen en hel særlig drømmeagtig karakter og dybde.

   Hele fem Kap Verde-akvareller "lykkedes"! Og det var mange i forholdt til min oplevelse fra akvarelkurset ved Gardasøen nogle måneder før med Bardur Jakupsson som underviser. Der var jeg kun tilfreds med et enkelt.

   Jeg var helt euforisk da den sidste akvarel  i Kap Verde-serien fra 2011 var færdig -  det var også det sværeste at male. Det her:

De øvrig akvareller fra første Kap Verde-ombæring kan du se i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/akvarelmaeriets-mysterier-7-cap-verde.html

Akvarellen viser stenmolen fra en gammel tilsandet havn som blev bygget for adskillige hundrede år siden. Og det er helt i overensstemmelse med princippet om serendipitet (det uforklarligt heldige tilfælde) at netop den stenmole havde vi udsigt til fra den lejlighed vi lejde i denne omgang:

Kap Verde ligger på Krebsens Vendekreds så solen står højt på himlen det meste af dagen, og morgen og aften skaber den lange mørke skygger og dramatiske maleriske solopgange og solnedgange, som her:

Efter at være begyndt på at udforske akvarelmaleriets mysterier i praksis, har jeg jo taget den beslutning at jeg kun vil male motiver jeg tvivler på jeg kan klare, men som jeg samtidig har tillid til måske godt kan lykkes - hvis jeg er heldig, og hvis 'foranalysen' og planlægningen af maleprocessen holder stik. 

   På Kap Verde-akvarellerne fra 2011 optrådte ikke mennesker som centrale dele af motivet. Det var så den udfordring jeg tog op da jeg malede akvareller med motiver fra Burma-rejsen januar 2013. 

   Fire af disse Burma-akvareller var med burmesere som motiver. Og især et var vellykket, syntes jeg: fiskeren fra Inle-søen der balancerer sin store ruse højt løftet med det ene ben - og halvt knælende på det andet og støttende sig til en stage i agterenden af sin båd, utrolig professionel balancekunst:

Et stykke henne ad den strand på Kap Verde vores lejlighed stødte ud til, gik en stor og bred mole lige ud i havet, en mole hvortil fiskerne kom sejlende i de livligt kolorerede, flot formede fiskerbåde og landede deres fangst. 

   På molen var der i øvrigt et larmende leben af turister, lokale kunder, børn og fiskekoner der rensede og solgte fisk. Og ved siden af på stranden lå mange af fiskerbådende trukket op. og udfordrede med deres 'naturlige' strømlinede svungne former og flotte farver. 

   Som her, en akvarel som jeg også malede -under Kap Verde-ferien i 2011 - og oplevede som vellykket:

Det er lyset - og dermed fordelingen af lys og skygge som gør motivet tiltrækkende. Plus det overdrevne 'sugende' dybdeperspektiv. Og bådenes farver og former.

Det var den udfordring jeg hjemmefra havde besluttet at konfrontere mig med i denne omgang: Jeg ville male mindst et motiv fra og omkring den fiskermole med nogle af de lokale indbyggere som centrale figurer. Og så ønskede jeg også at finde nogle flere fascinerende fiskerbåde trukket på land - som grafisk fængende motiv for en eller flere akvareller.

   

Motiver med mennesker i aktion er stadig noget af det sværeste at male i akvarel fordi det skal lykkes i et hug, så at sige. Og fordi 'fortegningen' skal være meget omhyggelig og detaljeret.

   Her er 'fortegningen' til en af de nye Kap Verde-akvareller som det tog en hel arbejdsdag at lave - og hvori jeg kombinerer motiver fra to forskellige referencefotos taget oppe fra molens dæk:

Det gode ved motivet, synes jeg, er den dynamiske komposition hvor én fiskerbåd i baggrunden med kun en mand sejler ud ad en diagonal, mens en anden båd i forgrunden med to mand er på vej hen til molen ad en diagonal der krydser. Den enlige fisker sidder ned fordi han er på vej ud, de to andre står op fordi de gør sig klar til at lande. Fiskeren i den fjerneste båd sidder med ryggen til beskueren, mens de to forreste står med front mod beskueren.

    Kompositionen opfylder dermed mindst fire af neurologen V.S. Ramachandrans bioæstetiske principper: 'kontrast', 'isolation', 'gruppering', 'velordnethed' og det svært oversættelige "abhorrence of coincidence" som betyder noget i retning af 'ubehag ved tilfældigheder'.  

   Se blogindlæg der forklarer disse principper her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmalerierts-mysterier-3-om-at.html

Og så er billedet med de to fiskerbåde helt specielt og 'mærkeligt' ved at der ingen horisontlinje er. Et akvarelmotiv med en horisont der ligger uden for og over den øverste billedkant, har jeg aldrig prøvet at tegne/male før - og faktisk husker jeg heller ikke at have set malerier med den særlige komposition. Det er selvfølgelig en variant af den overdrevent høje horisont som ses i bådebilledet oven for.

   I forhold til Ramachandrans bio-æstetiske principper så er der med den fraværende horisont tale om det han kalder 'peek-a-boo' - 'borte-tit'-princippet, som referer til æstetiske fænomener som skaber fascinationen og tiltrækning ved at noget man ved findes, er mere eller mindre skjult i billedet (her altså horisonten uden for billedrammen).

   

Hvad man ikke kan se af tegningen, er at solen står relativt højt med et skarpt sollys der virker som var der placeret en projektør højt oppe og lidt til venstre for den lodrette midterlinie - lige det jeg ønsker til at give dybde, form og perspektiv til såvel bådene som fiskerne i dem.

   Historien om hvordan det videre gik med det maleri, kommer til slut i det her indlæg. For det var faktisk den sidste akvarel jeg malede på Kap Verde, og den blev først helt færdig - i flere omgange - da vi var kommet hjem.

Den første Kap Verde-akvarel jeg malede her i 2014, var den der var nemmest, fordi jeg havde prøvet noget lignende flere gange før: en fiskerbåd på Santa Maria-sandstranden med havet i baggrunden:

Jeg brugte også lang tid på at tegne båden, og ikke mindst de svungne linjer og bådens indre trækonstruktion krævede koncentration at udføre. Det særlige 'sugende' dybdeperspektiv er endnu mere markant end det i bådbilledet ovenfor fra 2011.

   Jeg udnytter referencefotoets særlige 'forvrængende' effekt på bådens form, en effekt som skyldes kombinationen af kameraets vidvinkel-optik og det at forstavnen tages på relativt kort afstand af kameraet. Derved indfrier motivet Ramachandrans princip om 'overdrivelse'.

   Også hans principper om 'isolation', om 'ordentlighed', om 'gruppering' og 'afsmag for tilfældighed' lever motivet op til.

  Den rødviolette farveskala som er brugt til både skrog og de indenbords trækonstruktionerne, giver båden en næsten mytologisk aura som egentlig ikke var meningen, men som blev resultatet.

  Det blæste relativt kraftig alle dagene vi var på Kap Verde, hvad jeg har prøvet at give indtryk af gennem det hvid bølgeskum og de lidt forrevne 'vilde' skyer. Dem er jeg ikke helt tilfreds med.

Så havde jeg jo en plan om at male mennesker. De Kap Verdiske kvinder, brune i mange nuancer, er ofte meget smukke med høje kindben. Men jeg er for genert til bare at stoppe dem på gaden og bede om lov til at fotografere dem.

   Men en dag kom der en frugtsælger forbi vores terrasse. Hende købte jeg en rød peber af og spurgte om jeg måtte fotografere hende.

Jeg lavede to tegninger af hende: en i profil og en med ansigtet halvt bortvendt:

Jeg var faktisk lidt stolt af begge tegninger. Jeg tegnede med en akvarel-blyant og kunne ikke lade være med at tegne skyggerne med når jeg nu havde tegnet formerne og omrids. 

   Den teknik/stil havde jeg ikke prøvet før. Men jeg syntes at begge tegninger var så vellykkede at jeg var i tvivl om jeg overhovedet skulle og kunne male dem 'færdige' i akvarelfarver. Jeg var simpelt hen bange for at ødelægge dem.

   Den første, profiltegningen, valgte jeg så at prøve at male med rent vand så stregerne delvist flød ud og sådan at det nærmest virkede som en "gråmalet" akvarel. Heller ikke det havde jeg prøvet før, men syntes faktisk det gjorde billedet så færdigt at jeg stoppede der.

   Den anden tegning hvor grønthandlersken ses med delvist bortvendt ansigt, var den jeg syntes var mest spændende på grund af at den levede op til det æstetiske 'borte-tit'-princip. 

   Fascinationen ved kvindemotiver i kunst hvor man ser kvinden helt eller halvt fra nakken og med bortvendte ansigter, har jeg skrevet et helt blogindlæg om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html

Og faktisk havde jeg malet en Kap Verde-akvarel i 2011 med et lignende motiv, men hvor det var fruen som leverede motivet:

Derfor vovede jeg det ene øje ved at forsøge at farvelægge den anden af de to tegninger af grønthandlersken. Jeg malede altså oveni blyantstegningen der så, fordi grafitten var vandopløselig, blandede sig med akvarelfarverne. 

   Det var lidt med bævende hjerte at jeg gjorde det fordi jeg var bange for at spolere de kvaliteter omkring lys og skygge som jeg syntes tegningen havde.

   Det her blev resultatet:

Interessant - ikke værst - men måske heller ikke helt vellykket. For 'forsigtigt' måske. Men kontrasten mellem lys og skygge virker.

   Måske er jeg for bange for virkelig at give 'mørkt' knald på skyggerne - og der er nogle lysreflekser på ryggen som nok skulle have været mørkere, mens disse reflekser egentlig ikke udgjorde noget problem i den tegnede version.

   Jeg overvejer at male videre på det. Eller at prøve at male helt nye akvareller af begge motiver. 

Tilbage til fiskerne i de to både som jeg først gik igang med at male efter de to billeder med grønthandlersken som motiv. Jeg malede først de to både og deres mennesker. Det endte med at se sådan ud - på baggrund af et 'hvidt' hav:

Det tog også en hel dag at male, og det krævede megen koncentration. Da jeg var færdig, var jeg glad. Med farver og skygger lagt på motiverne havde det billedet som helhed et udtryk jeg var tilfreds med - overraskende tilfreds. 

   Så turde jeg ikke male mere på det; den sidste dag inden vi skulle hjem, var jeg for ukoncentreret. Havet skulle være turkisblåt - og med mange meget små bølgebevægelser. Og jeg var i tvivl om jeg egentlig beherskede den teknik.

   Et problem var at skulle male en stor jævn flade uden at der blev skjolder af farveområder der tørrede for hurtigt. 

   Et andet var at skulle styre og male uden om de ret komplekse former som både og fiskere udgjorde. 

   Og et tredje problem var hvordan jeg skulle male det flimrende vand.

Først tre dage efter vi var kommet hjem, tog jeg mig sammen. Og malede en lys turkis grundfarve - med nogle få skjolder, som så heldigvis derefter blev skjult og integreret da jeg vådt-i-tørt malede de bitte små bølger oven på hele den turkise flade, men med lidt kølvandstriber ud fra begge bådeskrog.

   Sådan her blev det:

Havet lykkedes, ingen tvivl om det. Og jeg tænkte at nu var maleriet da færdigt. Men havde en vag fornemmelse af at noget ikke var helt tilfredsstillende.

   Og ja! En facebookveninde gjorde mig opmærksom på at båden og figurerne i forgrunden var malet mere tåget og uldent end motivet i baggrunden der var skarpere og klarere i udtrykket. Og det var 'ulogisk' i forhold til perspektivet.

   Hun havde ret. Forskellene i konturer og skarphed i farver stred mod et perspektiv i følge hvilket det modsatte ville være det realistiske og naturlige: I forgrunden skal motivet være klart og tydeligt profileret, mens det i baggrunden godt må være lidt tåget og uskarpt. 

   Manglen var ikke tydeligt i den version som ses ovenfor, hvor havet bare var 'hvidt', men svagheden var blevet synlig nu med farve på havet.

   Så op på penslen igen. Her er så den forbedrede version:

Helt er reparationen ikke lykkedes, men der er tale om en klar forbedring. 

   Billedet har imidlertid stadig en mangel som både min skarptseende facebookveninde og en bådkyndig morgensvømmer har gjort opmærksom på: Mens der er skygge i bådenes indre, og fiskerne har en skyggeside på tøjet og ansigterne ligger i skygge, så mangler der skygger af bådene i vandet!

   Av! - Var det så tydeligt? - Åbenbart!

   

Når jeg ikke har repareret den skavank, skyldes det det samme problem som også har holdt mig tilbage i forhold  til 'fejl' i nogle af de andre ellers rimeligt vellykkede akvareller. Jeg har ikke turdet gå ind og male ovenpå fordi jeg tvivlede på min egen tekniske formåen - og var bange for at spolere et ellers næsten helt vellykket billede.

   Det er muligt jeg vover et øje på et senere tidspunkt.

Her er så referencefotografierne bag de fire akvareller - til sammenligning:

Et af de vigtige begreber i kreativitets-sammenhæng er 'serendipitet', og det slår også igennem i forbindelse med dette indlæg: 

   Jeg har tidligere noteret at når jeg er optaget af at male mine akvareller eller skrive om eget maleri, så opdager jeg også artikler og malere som - tilfældigvis - lige kan bidrage til afdækningen af akvarelmaleriets mysterier.

   I denne omgang var der i Politikens kultursektion i mandags den 17. februar en hel side med to store anmeldelser som havde med akvarelmaleri at gøre. 

   Den ene var en anmeldelse af en udstilling på Nivaagaards Malerisamling med titlen "Sne, Akvarel, Maleri, Poesi" som jeg jo er nød til at se - alene på grund af titlen. Anmelderen var Peter Michael Hornung. I anmeldelsen omtales en række navne jeg kender og har skrevet om som akvarelmalere: fynbomalerne. Og det er klart at netop akvareller med sne - som typisk 'males' ved at papiret får lov at stå 'hvidt' og umalet - er noget jeg vil være meget nysgerrig efter at se og opleve. 

   Se også mit indlæg om snebilleder her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-27.html

Den anden anmeldelse var af Søren Ryge Petersen som fortæller om en svensk roman af Frederik Sjöberg: "Kunsten at Flygte", en roman hvis hovedperson er en i USA verdensberømt akvarelmaler der hedder Gunnar Widforss. 

   Widforss levede fra 1879 til 1934 og er født og opvokset Sverige, men emigrerede som voksen til USA - "hvor han især fandt sine motiver i nationalparkerne og gjorde det så godt, at han blev udråbt som den bedste på området og fik opkaldt et bjerg efter sig", som Søren Ryge forklarer.

   Jeg har googlet Gunnar Widforss' billder, og han er godt nok fantastisk. Her er et af hans billeder, men jeg tilegner ham et helt indlæg senere - med masser af hans smukke og fascinerende landskabsakvareller med motiver fra den fantastiske, ja, overvældende smukke amerikanske natur:

Endelig fortalte en af mine venner som bor på Stevns, og som jeg snakkede de sidste akvarelhistorier med, at dér bor der også en meget dygtig akvarelmaler som det var værd at stifte nærmere bekendtskab med: Hanne Julie Johanesen. 

   Hendes akvareller er - ligesom Ane Grete Aagaards - inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson der er grundlægger af en kendt svensk kunstskole, Gerlesborgskolen, som har givet navn til en udforskning af akvarelmalingens stilmæssige udtryksmuligheder - flere steder omtalt som 'Gerlesborg-teknikken'. 

   Her nogle stykker af Hanne Julies fremragende akvareller:

Ja, de er altså gode!
   Men læs og se videre om Gunnar Widforss i det næste indlæg om akvarelmaleriets mysterier - nr. 30.