Sider

onsdag den 14. januar 2015

New York, New York (3) - MOMA vs The Noguchi Museum - og andre historier om kunstmuseer og deres udstillinger

Når man er turist i en million-storby som New York, så er museumbesøg noget af det der helt naturlig står højt på listen af det man bare må gøre. Specielt hvis man er optaget af kreativitet i alle dens former og udtryk.
   Museumsbesøg har imidlertid også en helt særlig plads i mit hjerte og min mentale baggage. Og New York har nogle af verdens mest internationalt kendte kunstmuseer, så hvad skulle vi vælge da vi besøgte byen i slutningen af september i år?
   Da vi også skulle rundt og opleve helt andre sider af New York på vores 10 dages besøg, så blev det "kun" til at vi tog en besøgsrunde til følgende kunstmuseer og -samlinger:

- The Noguchi Museum
- Museum of Moderen Art (MOMA)
- The Frick Collection

Den største oplevelse gav - mod forventning - besøget på The Noguchi Museum. Navnet Noguchi kendte jeg fra nogle berømte designermøbler, blandt andet dette sofabord:


Men derudover vidste jeg ikke noget om ham som kunstner. Wikipedia fortæller:
Isamu Noguchi, November 17, 1904 – December 30, 1988) was a prominent Japanese American artist and landscape architect whose artistic career spanned six decades, from the 1920s onward. Known for his sculpture and public works, Noguchi also designed stage sets for various Martha Graham productions, and several mass-produced lamps and furniture pieces, some of which are still manufactured and sold.
   In 1947, Noguchi began a collaboration with the Herman Miller company, when he joined with George Nelson, Paul László and Charles Eames to produce a catalog containing what is often considered to be the most influential body of modern furniture ever produced, including the iconic Noguchi table which remains in production today. His work lives on around the world and at the Noguchi Museum in New York City.
Han er internationalt kendt for ikoniske kæmpeskulpturer, blandt andet den her røde terning med hul igennem og balancerende på en spids - en skulptur som stod på en plads i East Village ikke langt fra hvor vi boede på East 7th Street:


Noguchi-museet ligger ikke på Manhatten, men i Queens, tæt ved Hudson-floden i en tidligere industribygning.


Alle udstillingsrummene er fyldt med hans smukke abstrakte og organiske stenskulpturer der for de flestes vedkommende lever af spændingsforholdet mellem slebne glatte flader og mere ru og rå flader:


I tilknytning til museumsbygningen var der et indhegnet haveanlæg - der smukt kombinerede træer, revet grus og en række af Noguchis skulpturer - nærmest essensen af stiliseret japansk og  zen-funderet havekunst:


Noguchi er i øvrigt også repræsenteret med en skulptur i vores vores danske Louisianas skulpturpark: "The Queen of Spades" fra 1986:


Besøget på Noguchi-museet var uden tvivl New York-turens kunstneriske og æstetiske højdepunkt.

Til gengæld var Museum of Modern Art (MOMA) lidt af en skuffelse. På en måde.
    Man så en masse eksempler på absolutte mesterværker inden for moderne malerkunst fra impressionismen og fremefter   - og også en flot og imponerende samling af de helt stor amerikanske modernister var udstillet der, blandt andet med store værker af nogle af de kunstnere jeg faktisk husker fra mit ophold i 1961-62: Jackson Pollock, Dekooning, Andy Warhol. 
   Men formidlingen var faktisk elendig. Efter mange besøg på Ordrupgaard og Louisiana er man blevet forvænt med at de udstillede værker sættes i en eller anden interessant uddybende tematisk eller kulturhistorisk kontekst.  
   MOMAs udstillingslokaler virkede pakket - 'crowded'. Det var som om malerierne kæmpede om opmærksomheden. Og det enkelte kunstværk var kun ledsaget af et minimum af oplysninger. Ellers var kronologi det eneste strukturerende princip.

Der har sikkert være ophængt malerier for flere milliarder kroner. Og selvfølgelig var det stor kunst man fik lov til at opleve 'live'. Alle malerierne var jo mesterværker i topklasse, billeder som man ellers kun kendte fra kunstbøgerne. 
   Her hang de side om side, vægfuld efter vægfuld. 
   Et lille udvalg fra en enkelt sal kan illustrere kvaliteten:

Dali
Miro
Léger
Modigliani
Chagall
Picasso
Henri Rousseau.
Gaugin
Ja, WAU. Men det blive ligesom stikkende i halsen.

The Frick Collection var det tredje kunstmuseum i New York vi besøgte i denne omgang. Det kendte jeg slet ikke til hjemmefra, men vores guidebøger anbefalede det kraftigt.
   Og det var virkelig en fin oplevelse - ikke mindst på grund af den smukke jugend-/art deco-bygning som af rigmanden Henry Clay Frick var blevet bygget som privatbolig, og som samtidig var designet og specialindrettet til at være en superæstetisk ramme og baggrund for hans imponerende samling af europæisk klassisk kunst:



Wikipedia fortæller:
Frick Collection er et kunstmuseum på Manhattan i New York i USA. Det er i et palæ tegnet af Thomas Hastingsog opført i 1913-14 på vegne af Henry Clay Frick (1849-1919). Bygningen blev ændret og udvidet af John Russell Pope i de tidlige 1930'ere for at gøre det til en offentlig institution. Det blev åbnet som museum den 16. december 1935.
   Muset er et af de mere fremstående mindre kunstmuseer i USA med en lille, men særdeles vigtig samling af malerier af europæiske mestre og værdifulde møbler. Malerierne er stor set ophængt efter Fricks anvisninger, og nyyindkøbte værker passer ind i den eksisterende samling.
   Samlingen indeholder nogle af de bedst kendte malerier af de største europæiske kunstnere, såvel som en mængde skulpturer og porcelæn. Der er også franske 18. hundredtals møbler, limoges emaljer og orientalske tæpper. Efter Fricks død udvidede hans datter Helen Clay Frick(1888-1984) samlingen med en tredjedel nye numre.
   I alt indeholder samlingen mere end 1.100 kunstværker fra renæssancen til slutningen af det 19. århundrede.
Man kan vel nærmest sammenligne det med vores eget Glyptoteket som har en tilsvarende oprindelseshistorie.
   Også på Frick-museet oplevede man en lang række mesterværker 'live', billeder som man ellers kun havde kendt fra illustrationerne i tykke bogværker om kunstens historie. Men på grund af den æstetiske ramme, bekæmpede mesterværkerne ikke hinanden, og den samlede oplevelse var meget mere tilfredsstillende end den man fik på MOMA.
   Her et lille udvalg af hvad man kunne forlyste sine øjne og sit sind med på Frick´s:
Turner
El Greco
Goya
Rembrandt
Vermeer
Vi besøgte også et andet museum på Manhatten: National Mueseum of The American Indian, New York-afdeling, et fint museum som havde en omfattende samling og udstilling af indiansk kunst.
   Det havde også til huse i en meget smuk jugendbygning fra 1906, oprindeligt bygget som hovedkontor for New Yorks havnetoldmydigheder:



Hverken MOMA eller Noguchi-museet fandtes den gang i 60´erne da jeg var udvekslingsstudent i New York og boede hos en varm og kærlig jødisk familie hvor faderen var meget interesseret i moderne amerikansk kunst som boomede i den periode.
   Jeg husker at jeg den gang besøgte Guggenheim-museet (som jeg har skrevet mere om i mit andet New York-indlæg om ikonisk arkitektur i byen):

View of Solomon R. Guggenheim Museum exterior
A Look at the Architecture of the Guggenheim’s Rotunda

Den arkitonisk unikke bygningen husker jeg tydeligt. Den et virkelig stærkt indtryk, både udefra og indeni, på en kunstinteresseret 17-årig dreng fra København. Men hvad de udstillede den gang jeg besøgte det, har jeg ingen erindring om.

Jeg besøgte også den gang det overvældende The Metropolitan Museum of Art, USAs største museum - i top ti blandt museer på verdensplan.

    Igen erindrer jeg ikke indholdet af udstillingen så mange år efter. Og dog! Et enkelt maleri gjorde så stærkt et indtryk at jeg altid siden på et split sekund har kunne genkalde mig det på den indre skærm. Det her af Salvador Dali:

Dali Crucifixion hypercube.jpg
Crucifixion (Corpus Hypercubus). 1954
Jeg skrev i indledningen at museer og museumsbesøg havde en særlig plads i mit hjerte og min mentale bagage. Og det er rigtigt. Det er noget som har været en ikke uvæsentlig del af mit liv siden jeg var helt ung.
   Faktisk fra jeg var teenager har jeg været en ivrig mueseumsgæst inden for et bredt felt af fagområder: etnografi, geologi, naturhistorie, astronomi, malerkunst, arkæologi, historie.
   I København hvor jeg boede fra jeg var 14, besøgte jeg jævnligt Statens Museum for Kunst, Glyptoteket, Naturhistorisk museum, og - ikke mindst: Nationalmuseet.
   Mine faglige interesser skiftede fokus ganske meget i de år: geolog, etnograf, kunstmaler, digter, historiker - og til det som det så endte med: det akademiske studie af dansk sprog og litteratur.
   Og ofte var indgangen til interessen for de forskellige fagområder udsprunget og stimuleret af  fascinationen fra tidligere års hyppige museumsbesøg.
   Men jeg mistede aldrig helt interessen for de fagområder der hen ad vejen røg ud af fokus - og jeg abonnerede i mange år på flere populære - ofte flot illustrerede - faglige magasiner og tidsskrifter. Selv idag abonnerer jeg stadig på "Illustreret Videnskab".

Derfor husker jeg også klart min fascination og optagethed ved mødet med flere fantastisk flotte museumsudstillinger i Washington, hovedstaden i USA, da jeg i 1962  besøgte byen i flere omgange.
   Dels var jeg i hovedstaden en uges tid sammen med mine high-school klassekamerater om foråret, og dels opholdt jeg mig der også nogle dage sammen med min jævnaldrende årgang af "foreign exchange students" som en fælles afslutning på vores år i USA.
   Ud over alle de berømte historiske monumentale bygningsværker og udendørs skulpturer man tit har set i amerikanske film, så er der ét museum der er helt centralt når man besøger Washington: 'The Smithsonian'.  Og jeg mindes stadig den særlige ærefrygt der prægede lærernes stemmeføring når 'Smithsonian' blev introduceret og omtalt for os elver.

Den gang besøgte jeg tre Smithsonian-museer: The National Museum of American History, The National Air and Space Museum og The National Museum of Natural History.
   I en dansk avis' rejseartikel kunne man læse følgende om dette ´kæmpekompleks af et nationalmuseum:
Kongressen godkendte i 1846 en lov om Smithsonian Institution, som i dag har udviklet sig til 19 museer, gallerier og en zoologisk have og ni forskningsinstitutter i Washington, New York og staten Virginia. 168 museer i 39 stater, Panama og Puerto Rico er tilknyttet Smithsonian.
´  14 af museerne i Washington og informationscentret i slottet er placeret ved eller i nærheden af Mall'en. Carl Hart fortæller, at Smithsonian Institution har i alt 137 millioner genstande, og »at det vil tage 4.000 dage at se og læse alt, og så er det kun 10 procent, som er udstillet. Resten er opmagasinet«.
Det som et museum skal og gør er at give syn for sagn og levere visual proof for det fagområde museet skal formidle. Og der er tre indtryk som står klart tilbage i erindringen fra besøgene fra for mere end 40 år siden:
   Dels de gamle flyvemaskiner i original som stod eller var ophængt overalt i nogle kæmpe udstillingshaller:


Dels 'left overs' fra USA´s satelit- og rumraketprogram som de i de år udviklede i konkurrence med sovjetunionen:

stock-footage-smithsonian-national-air-and-space-museum

Og endelig de smukt belyste og flot iscenesatte panoramaer der viste livagtigt udstoppede eller rekonstruerede dyr placeret i naturtro omgivelser -  på engelsk kaldet 'dioramaer':


Dioramaer var også det der gjorde størst indtryk på mig i denne omgang da vi i september i år besøgte det tilsvarende naturhistoriske museum i New York: The American Museum of Natural History - som fx de her:


Dioramaer med en så betagende visuel illusions- og fascinationskraft synes jeg man med fordel kan opfatte som en slags hypernaturalistiske installationer - altså som en særlig slags kunst. 
   Det emne vender jeg tilbage til senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar