Om oplevelsen ved at få farvetræsnit som gave - og dermed om mine nyeste Harald Henriksen-erhvervelser

Efter at jeg blev æstetisk forelsket i Harald Henriksens kunst - både hans farvetræsnit og hans akvareller - så vågnede mit 'samlergen' som jeg ellers troede sov den evige søvn her i min høje alder.

   Det et 'gen' som tidligere har været tændt i længere perioder i forholde til mange forskellige områder siden jeg var barn: tegneserier, science-fiction- og krimiserier, selvsamlede dekorative strandsten slebet glatte og smukke, redskaber fra stenalderen, frimærker, især danske tofarvede - men også motivmærker med tegneseriefigurer som motiv. Og sikkert flere ting jeg ikke mere husker.

 

Efter jeg havde fundet det første HH-træsnit på et julemarskendisermarked december 2014, blev jeg klar over at fruen og hendes søster fra deres forældre havde arvet i alt tre Harald Henriksen-træsnit. Og jeg var næsten sikker på at kunstneren som jeg ikke havde hørt om før, også måtte være akvarelmaler. 

   Træsnittene kunne for en umiddelbar og overfladisk betragtning nemlig godt forveksles med akvareller, som man kan se af mit aller første fund:

Jeg begyndte systematisk at søge "Harald Henriksen" på nettet, fandt gamle auktionopslag, fik kontakt med forskellige sælgere, nogle få professionelle - andre amatører som solgte enkeltværker via dba.dk.

   Det førte til at "markedet" blev opmærksom på at her var en ny interesseret køber, så jeg begyndte at få uopfordrede henvendelser.

   Og blandt dem fik jeg så også en henvendelse fra Harald Henriksens søn Hans Henriksen, som efter sin pensionering som overlæge havde gjort det til et livsprojekt at gøre faderens kunst synlig og anerkendt igen, efter at den stort set var gået i den kunsthistoriske og kunstfaglige glemmebog efter hans død i 1960.

Det endte med at jeg næsten fik fordoblet min samling af træsnit - med dubletter som jeg fik tilbudt til en urimeligt rimelig pris af sønnen. 

   Og glad var jeg.

   Så fik jeg af en sælger som jeg tidligere havde købt HH-træsnit af, tilbudt det her store og smukke farvetræsnit med udsigt mod Rundetårns spir, set gennem gitteret på toppen af tårnet og med Kongens Have i det fjerne:

Hver gang jeg fik fingre i nogle nye Harald Henriksens-fund, udbasunerede jeg det begejstret på Facebook - med mange positive thumbs-up og kommentarer til følge.

 
En af reaktionerne var et genrøst tilbud fra en gammel ven og kollega Jan Krag Jacobsen - fra de glade dage i slutningen af 70´erne da vi begge var med i den lille gruppe af pionerundervisere på RUC der fik Kommunikations-uddannelsen op at stå.

   Tilbuddet var en gave - en foræring.

   Sådan så det ud - vel nok det smukkeste og mest spændende af alle de HH-træsnit jeg var stødt på indtil nu, syntes jeg lige da jeg så det:

Her i en version uden ramme og passpartout (de smukke blå farver i baggrunden er desværre næsten udvisket i den her fotoudgave):

Hvad kendetegner så dette farvetræsnits helt særlige kvaliteter?

  Det gør først og fremmest den tydelige prægning i former og farver af hhv. forgrund, mellemgrund og baggrund, udtrykt gennem størrelsen af elementerne og styrken af farverne: de næsten helt sorte profilerede træstammer og og buske i forgrunden, de i størrelse meget mindre og i farve blødere grå profiler af træer og hækken i mellemgrunden, og så den bløde profil i douce rødbrun og blågrå af Frederiksborg slot i baggrunden. 

   Styrken i motivet gennem dybdeperspektivet fremhæves så ekstra gennem de mere intense farveflader: den smukt forårsgrønne parkgræsplæne, det lyseblå vand i søen og og de hvide skyer på den dueblå himmel. 

   Der er et utroligt liv og perspektiv i det træsnit. 

   

Harald Henriksen viser sig her fra sin allermest suveræne side som træsnitkunstner - og demonstrerer at han fortjener det tilnavne jeg har givet ham i mit hoved: 'Den danske Hokusai'.

  Og oveni kom så at sønnen kunne meddele at det var et træsnit han ikke kendte og havde set før  (en sandhed med modifikationer, skulle det vise sig).

  Stolt var jeg.

Og så er det at det begreb som om noget sammenfatter essensen i kreative begivenheder og kreative udviklingsforløb, dukker op: serendipitet: det heldige tilfælde med den omvæltende betydning.

Et frokostbesøg hos sønnen Han Henriksen for godt 14 dage siden endte med et tilbud om endnu en serie træsnit (en gave) som han havde liggende som dubletter, og som jeg ikke havde i min samling. 

   Og så kom den helt store overraskelse: om jeg ville have de to stokke ('blokke') i original som Harald Henriksen har snittet og brugt til at trykke træsnittet netop med motivet fra Frederiksborg Slots park som vist og beskrevet ovenfor:

Her kommer man midt ind i Harald Henriksens 'maskinrum': hans værksted, hans arbejdsmetode og hans fremgangsmåde.

   Stokkene udgøres i virkeligheden kun en enkelt træplade som så er snittet på hver side. Han har malet og valset hver side individuelt i flere farver - i alt vist nok seks til det her motiv - inden trykningen.

   Og så har han trykt dem et efter et på bagsiden af det meget tynde japanpapir som han brugte den gang: Det er så tyndt at når trykket er afsat, kan man ikke se forskel på hvad der er forside og bagside (jfr. senere om de spejlvendte træsnit).

   Bagefter har han så egenhændigt klæbet træsnittrykket op på karton - med melklister (!), fortæller sønnen.

   Det er altså helt korrekt og helt bogstaveligt ment når der på Harald Henriksen-træsnit altid med håndskrift står: "Eget tryk" til venstre for neden, mens signaturen står nederst i den modsatte side.

   Det betyder også at hvert enkelt træsnit i en trykserie på måske 50, 75 eller op til 100 kan variere en del i farve - både styrke og tone.
   Faktisk er hvert træsnit nærmest at betragte som en monotypi.

De fleste af Harald Henriksens træsnit og alle hans akvareller er lokaliseret, og det er ofte muligt at finde det sted hvorfra de er set.

Træsnittet med Frederiksborg slot i baggrunden er nok set nogenlunde herfra, men udsigtspunktet har ligget mere til højre - der hvor der nu ligger den nyanlagte barokhave - og de træer som er så dekorative i Henriksens træsnit, er fældet. 

Og så var der altså syv yderligere træsnit med i gaven, Her er de (med én undtagelse er de her versioner lånt fra arkivet på hjemmesiden haraldhenriksen.dk). 

Jeg giver dem løbende nogle karakteriserende ord med på vejen:

Plænen i Frederiksberg Have, forår, 1926

Plænen i Frederiksberg Have, vinter, 1927

De her to hører også til nogle af de bedste farvetræsnit Harald Henriksen har lavet med 'bylandskaber' som motiv.
   De er store, og såvel motivisk som i måden at udnytte farver og former på er de jo klart beslægtet med det vist ovenfor der har Frederiksborg slot som baggrund og en park med træer i forgrunden.

   Det de to træsnit demonstrerer, er jo også at Harald Henriksen tænker rationelt. Når først de to stokke er snittet til den første serie træsnit, så er det muligt at ændre farvelægningen så han 'nemt' også kan producere serie med en vinterudgave af motivet. 

Harald Henriksen boede med sin familie fra 1918 til sin død 1960  i en lejlighed på Frederiksberg.
   Hjemmet var på 1. sal i denne gule ejendom  på Sdr. Fasanvej henne til højre på hjørnet af Mathildevej.
   Hans arbejdsværelse hvor træsnittene også blev produceret, vendte ud mod Mathildevej, dvs. mod nord.

En række egnede motiver - både til akvarel og træsnit - lå dermed lige uden for hans gadedør, som de to vi netop har set oven for.
 
Her et andet fint vintertræsnit (som jeg altså ikke har (endnu!)) med et lokalt Frederiksberg Have-motiv:

Schweizerhuset i Frederiksberg Have, 1942.

Det motiv genbruger han så da han får mulighed for at producere unika-vaser på Den Kongelige Porcelænsfabrik i 50´erne:

   

I gaven fra sønnen til mig indgik også det her fra Frederiksberg Have som blev udstillet på Charlottenborg 1931:

Trappe i Frederiksberg Have, 1930. 

Billedet adskiller sig fra de fleste HH-træsnit ved at motivet står på højkant (vertikalt), hvor langt de fleste af hans farvetræsnit ellers "ligger ned" (horisontalt), som det her som jeg er meget betaget af:

Plov i sne, 1924.

Det er et af Harald Henriksens aller tidligste farvetræsnit. Også det blev udstillet på Charlotttenborg (1925), og udviser en række af de træk som kendetegner en lang række af hans farvetræsnit gennem årene: 

    Det er et vinterlandskabbillede; en stor del af billedefladen er hvid - enten fordi det viser sne eller himmel; et "glemt" landbrugsredskab i profil skaber visuelt grafisk fokus i forgrunden; der er en markant perspektivisk dybde i billede, skabt uden linearperspektiv - alene gennem  modellering af former og farver.

   Billedet kunne nemt forveksles med en akvarel. Det er utroligt smukt i al sin enkelhed.

 
Og jeg synes det både er meget dansk og også - meget japansk.  

   Harald Henriksen var faktisk også - erklæret - stærkt inspireret af de berømte farvetræsnit af Hokusai og Hiroshige, skabt små hundrede år før på den anden side af jordkloden, og Henriksen havde ligesom impressionisterne i Frankrig dem hængende på væggen  i sit arbejdværelse til inspiration.

Hokusai: Tama river in Musashi province, 1830-31

Men når man ellers kender hele Harald Henriksens produktion, så er "Plov i sne" bemærkelsesværdigt ved fraværet af et eller flere grafisk profilerede træer i forgrund eller mellemgrund, hvad man ellers ser i en meget stor del af hans senere populære træsnit med danske vinterlandskaber som motiv. 

   Som det her utroligt smukke med motiv fra Bognæs ved Roskilde fjord:

Bognæs vinter, ca. 1928 

Umiddelbart er det følgende træsnit jo udtryksmæssigt beslægtet med det fra Bognæs, men 12 år yngre. Det hører dog ikke til hans allerbedste, synes jeg:

Rødovre kirke, ca. 1940

Svagheden er her at tyngden i motivet  hvad angår både former og farver, ligger i baggrunden af billede, så man oplever at billedet bliver fladt, uden dybdeperspektiv - og ligesom tipper bagover.

Det følgende er til gengæld et af Harald Henriksens smukkeste store vinterlandskab-træsnit - trykt i mindst seks farver.
   Det er i samme størrelse som de to fra Frederiksberg Have som blev vist ovenfor:

Det findes i en udgave med andre skrappere farver i HH-arkivet på
hjemmesiden:

Det var gaven.

   De fleste er nu blevet genindrammet, hængt op og er en fornøjelse at gå og kigge på.

Men nogle dage inden gaven fra sønnen havde jeg af en tidligere sælger fået tilbudt endnu to billeder af Harald Henriksen: en akvarel som man kan se i det foregående indlæg, og endnu et træsnit som jeg ikke havde i samlingen:

   Et af de mange med profilerede træer, en høstak og et landbrugsredskab som motiv i et vinter- eller meget tidligt forårs-billede:

Også det søgte jeg at finde i HH-arkivet - for at få titel og årstal, men fandt det ikke i første omgang.

   Havde jeg endnu en gang fundet et træsnit som sønnen ikke kendte?

   Nej, viste det sig. Og dog:

Træer, harve Bramsnæsvig, ca.1930.

Det her er utvivlsomt trykt med samme to snittede blokke som min nyerhvervelse. Motivet er identisk, men jo spejlvendt.

   Og farverne er heller ikke helt de samme, fx de to grønne nuancer i mellemgrunden er nogle andre, og høstakken er også farvet med mere lys og skygge her end i mit træsnit. 

  

Hvad er historien?

   Igen ser vi den rationelle Harald Henriksen i funktion. 

   Japanpapiret er jo så tyndt at det er muligt at spejlvende en ny trykserie hvor trykkene nu er udført på forsiden fremfor på bagsiden; og nogle få farver er ændret en smule.

  Mit gæt er at mit nyerhvervede tryk er det originale, og det andet fra HH-arkivet er den spejlvendte anden udgave.

Og så blev jeg af Haralds søn gjort opmærksom på at den ene snittede blok, den med træerne i forgrunden, har været genbrugt i et tredje træsnit hvor der bag det forreste træ og foran høstakken er placeret en husgavl og nogle gæs og der er placeret en bondegård i baggrunden:

Gæs. Uden årstal

OK. Hvor stor er min HH-samling nu?

   Ialt på 29 farvetræsnit; dertil kommer de to som fruen har arvet, og det ene som søsteren har.

   Af Harald Henriksen-akvareller har jeg seks.

Mit samlerhjerte svulmer af begejstring. 

   Min æstetiske hjernes belønningssystem er blevet oversvømmet med flowskabende endorfiner gang på gang de senere måneder: Høj på Harald Henriksen!

Akvarelmaleriets mysterier (51) - Harald Henriksen igen, igen - cityscapes og frugttræs-idyller

Når man er bidt af samlermani, så er det største problem at stoppe. Eller set fra et andet synspunkt: at få vægplads til ophængning.

   Nu er det sådan med Harald Henriksens akvareller som jeg tidligere har skrevet meget om - og hvis særlige kvaliteter jeg har analyseret og fremhævet, at de ikke sådan lige er til at få fat i. Og selv har jeg ikke fået fat i ret mange indtil nu. 

   De fleste er i privateje, mange meget gode har hans søn Hans Henriksen på væggene. Og de få der bliver udbudt til salg, har ofte det problem at de er ret gulnede, hvilket ikke er så mærkeligt da de jo ofte er 60-80 år gamle, og ikke har været særligt beskyttet mod lys og sol der hvor de har hængt.
  Og papiret har nok heller ikke levet op til den standard man i dag stiller krav om i akvarelkredse - og på de forskellige kurser som afholdes rundt omkring i Danmark og Skandinavien.

  Men det giver  lidt skår i fornøjelsen ved synet, at det som skulle have fremtrådt hvidt (=umalet papir), nu er grumset gulbrunt.

  

Af de fire Harald Henriksen-akvareller jeg selv har haft hængende i omkring et år eller mere, er den her den absolut bedste:

Trafik på Vesterbrogade, ca. 1946

Et af Harald Henriksens 'cityscapes' - malet med et hektisk-levende motiv midt i byens trafik og larm. Her altså Vesterbrogade i middagssol og - skygge.

   Jeg har også et andet af hans 'cityscapes' "trafik på Knippelsbro" - men desværre i meget dårlig stand som man kan se:

Trafik på Knippelsbro

Det er som flere andre af hans akvareller og træsnit set og 'taget' skråt ovenfra. Når han har stået og malet eller lavet skitsetegninger til træsnit med motiver fra byen, så har han jo tydeligvis ofte været placeret i et vindue nogle etager oppe.
   Eller har han måske taget et fotografi og gået hjem og malet i sin stue på Frederiksberg?

På hjemmesiden haraldhenriksen.dk, som nu er så langt fremme at man kan se hele Harald Henriksens produktion, kan man finde beslægtede motiver fra gadelivet i København:

Københavns Univerisitet, 1946

Nytorv og Gammeltorv, ca. 1938.

Nytorv i december, ca. 1938

Rådhuspladsen, 1947.

Alle er de jo kendtegnet ved et meget markant linearperspektiv - med et eller flere tydelige 'forsvindingspunkter'. Og 'lyssætningen' - dette at solen markant kommer fra en bestemt side og vinkel og lægger dele af motivet i kontrasterende skygge, er også et fællestræk ved dem.

Jeg har været så heldig at få forærende en række gode fotokopier af nogle af de magasinforsider som Harald Henriksen også leverede cityscape-akvareller til i 30´erne.
   De store københavnske dagblades søndagsudgaver var i den periode næsten alle udstyret med en magasinsektion efter forbillede fra Politikens "Magasinet". Disse magasiner havde brug for en levende og livlig 'københavnerforside' hver søndag. 

   Her nogle eksempler på den slags forsider - fra Harald Henriksens værksted: 

 

 

 

 

Det er jo glimrende akvarelkunst, og avispapiret egner sig fint til at gengive i akvarelmediet, som man ser. 

   Bemærk igen det delvise fugleperspektiv i de fleste motiver - og den markante 'lyssætning' der kontrasterende fordeler lys og skygge i motivet.

 
Ib Andersen, Arne Ungermann, Ib Spang Olsen, Aage Sikker Hansen og Axel Nygaard leverede også  alle i samme periode forsider til disse magasiner. En guldalder for illustrationskunsten. 

    Her en af Axel Nygaard:

    

Nå, men jeg har faktisk siden jeg sidst skrev et indlæg i serien om 'akvarelmaleriets mysterier' nu fået erhvervet mig to flere HH-akvareller.

   Her er det første som jeg virkelig er glad for - på grund af det fabelagtige lys der er i det og over det - det hvide umalede papir får lov at gøre arbejdet, så at sige:

Maj i Høsterkøb, 1944.

På HH-hjemmesidens arkiv kan man se en håndfuld andre akvareller der er nært beslægtet i teknik og motiv (frugthave, frugttræer) - og som charmerer på samme måde ved den markante 'lyssætning' og vældet af hvide blomster/blade giver en intens oplevelse af 'sommer':

Blomstrende frugttræer, ca. 1933

Villahave i Rungsted II, 1934

Villahave i Rungsted I, 1934

Have i Dragør, ca. 1939

Den anden akvarelnyanskaffelse har jeg ikke fået hjem i skrivende stund. Men her kan man se hvordan den ser ud:

Jeg har ikke nogen titel, lokalisering eller tidsfæstelse af billedet endnu, men det er klart beslægtet med de foregående 'sommerbilleder' i kraft af det hvidblomstrende frugttræ til højre i motivet.

   Det har også slægtskab i motiv og udførelse med et af dem jeg erhvervede for godt et år siden:

Havn i Nordsjælland, ca. 1940

Selv om mine nyerhvervede Harald Henriksen-akvareller er gulnede i papiret, og det hvide derfor ikke træder så kraftig frem som i den friske version, og de andre farver også falmer og bliver "gultintede", så kan man alligevel nyde dem - ikke mindst hvis man er interesseret i den klassiske lag-på-lag-teknik - typisk tre lag, og så er det slut. 

    For en akvarel afslører altid sin produktionshistorie hvis man bare ved lidt om teknikken og vilkårene for at male akvarelbilleder som har visuel effekt og gennemslagskraft.

   

Fra hans søn Hans Henriksen ved jeg at hans far Harald regnede med at en sådan akvarel tog det ca. 3-4 timer at male. 

   Altså på en god dag ville 'høsten' være to smukke akvareller med naturen som motiv når man var 'Harald'.

I et følgende indlæg vil jeg fortælle om mine nyeste erhvervelser af HH-træsnit.

Fraktaler (2) - Noget om hvad 'det gyldne snit', 'det gyldne rektangel' og 'den gyldne spiral' har betydet for vestlig design

Under researchen til et tidligere indlæg om fraktaler som underliggende matricer for forskellige former for æstetik - i fx. i skønlitteratur og arkitektur, blev jeg sent klar over at jeg i mange år har undervist i et helt grundlæggende fraktal-styret princip: 'det gyldne snit'.

   

Det gyldne snit er et matematisk forhold mellem to linjer - et matematisk forhold som kan udtrykkes i en ligning som definerer forholdet pi (som også kaldes 'det gyldne tal'):

Hvis det gyldne snit bruges til at definere forholdet mellem siderne i et rektangel, så får vi det man kalder 'det gyldne rektangel'. Det ser sådan ud, og det er  her man kan se at det har de egenskaber som kendetegner fraktaler:

The Golden Rectangle

Now let's look at the Golden Ratio in geometry. The Golden Rectangle is a rectangle whose long side is 1.61803399 times longer than its short side. It has the beautiful property that you can subdivide it by scaling and rotating the same shape to fit inside itself perfectly forever as shown below.

As you can see in the middle panel above, a large Golden Rectangle can be subdivided into a smaller Golden Rectangle, rotated 90 degrees (blue), and a square (white). You can continue this process as long as you like, making a figure full of nothing but golden rectangles and squares at different scales.

  If you keep filling in the Golden Rectangle by scaling and rotating copies of itself, you can observe a logarithmic spiral emerge:

This type of spiral occurs all over the natural world, even up to the scale of spiral galaxies, It is formed by rotating and expanding a shape at a constant scaling factor. In this case, the scaling factor is the Golden Ratio, so this is called the Golden Spiral.

Så vi har altså også noget man kan kalde 'den gyldne spiral', som man så her.

Det gyldne snit antages af mange op gennem historien at være grundlæggende for vores oplevelse af skønhed og harmoni. Det findes fx i pentagrammet der i mange esoteriske kontekster ligefrem betragtes som havende magisk egenskaber:

Den femtakkede stjerne indeholder 'det gyldne snit' og vil for mange symbolisere skønheden i skabelsen.

   I et pentagram kan man til ethvert linjestykke finde et andet linjestykke hvis længde forholder sig til det førstes længde med forholdet fra det gyldne snit. Denne værdi betegnes med phi Φ og har en værdien på 1,618.

Wikipedia fortæller om pentagrammets magiske betydning gennem tiderne:

Pentagram eller pentalpha (πεντάλφα - fem A'er), er navnet på den regulære femtakkede stjerne, som historisk har været brugt som ikon for diverse religiøse og okkulte betydninger. 

   Stjernen kan tegnes i én fortløbende streg, og linjerne inden i pentagrammet danner en pentagon. 

   Pentagram har sin oprindelse fra græsk (pente - πέντε, der betyder fem og gramma - γράμμα, der betyder bogstav). 

   Andre navne for pentagrammet er femtakkekors, alfekors, smørknude, marekors, hekselås, jomfru Marias våben og drudefod.

   Pentagrammet er igennem tiderne blevet anset for at have magiske egenskaber og anvendt som beskyttelse imod ånder, og som sådan er det oftest brugt ved indgange, på døre, ved dørtærskler til påkaldelse og fastholdelse af ånder. Når spidsen vender opad påkaldte man ånder fra oververdenen, og med spidsen nedad påkaldte man ånder fra underverdenen.

    Pentagrammet kan symbolisere mennesket, vores krop med udstrakte arme og ben såvel som vores fem sanser. Opadvendt er der her tale om det bevidste menneske, og nedadvendt om det ubevidste “dyriske” menneske.

   For pythagoræerne var pentagrammet et symbol på helse, det blev tegnet med bogstaverne S, A, L, U, S i spidserne og det har oprindeligt været anset som et lykkebringende tegn.

   I kristendommen har pentagrammet været brugt til at symbolisere Jesu fem sår.

   Pentagrammet forbindes også med planeten Venus‘ konjunktion med solen, som i en periode på otte år, danner et ret præcist pentagram[1].

   Pentagrammet var Sir Gawains attribut.

   I tydning af Tarot-kort, kan pentagrammet symbolisere elementet jord.

   I dag bruges den femtakkede stjerne i både USA’s og EU’s flag, som symboler på medlemslandene/-staterne.

   Pentagrammet er omvendt også et satanisk symbol på det dyriske menneske.

   Pentagrammet er originalt et symbol fra de hedenske religioner. Et frugtbarhedssymbol.

Men hvordan styrer det gyldne snit vores oplevelse af skønhed og harmoni? 

   Det har der gennem århundrederne været megen diskussion om - ikke mindst om det overhovedet passer. Og faktisk er der vist ingen der egentlig har en god forklaring. Her et eksempel, men ikke noget der for alvor overbeviser:

More intriguing yet is the extensive appearance of Phi throughout the human form, in the face, body, fingers, teeth and even our DNA, and the impact that this has on our perceptions of human beauty. Some would argue that beauty is in the eye of the beholder, but there is evidence to support that what we perceive as beauty in women and men is based on how closely the proportions of facial and body dimensions come to Phi. It seems that Phi is hard-wired into our consciousness as a guide to beauty. For this reason, Phi is applied in both facial plastic surgery and cosmetic dentistry as a guide to achieving the most natural and beautiful results in facial features and appearance.

http://www.goldennumber.net/golden-ratio/

Men på nettet vrimler det med billeder der skal sandsynliggøre at det gyldne snit har været en bagvedliggende matrice for proportionerne i berømt kunst og arkitektur - men også i en masse helt dagligdags moderne design:

 

Man kan også finde en masse artikler og videoer på nettet der argumenterer for og forsøger at dokumentere at det gyldne snit er afgørende for om vi synes at et ansigt er smukt:

Selv har jeg altid været betaget af den berømte buste af Nerfertite. Jeg så den live i Berlin for nogle år siden. Og blev bekræftet i at hun var godt nok noget af det smukkeste jeg havde set.

    Så jeg spørger mig selv om der mon ikke skulle være nogen der har argumenteret for og demonstreret at det gyldne snit også er matricen for proportionerne i busten af hende. 

   Og jo, bingo:

Og sådan kunne man blive ved. Men her stopper jeg. Man kan få et godt indtryk af argumentationen for hvorfor ansigter som lever op til det gyldne snit er smukke, fra den her YouTube-video (sluk for lyden):

Og her er et link til en artikel der tager en lang række myter omkring betydningen af det gyldne snit i forskellige kontekster op til kritisk analyse og vurdering:

http://www.goldennumber.net/golden-ratio-myth/

   

Når jeg selv i gamle dage på kurser i tv- og film-dramaturgi skulle undervise i det gyldne snit, så var det i virkeligheden slet ikke 'det gyldne snit' jeg underviste i. Det var derimod 'princippet om skærmens tredeling', som disse eksempler demonstrerer:

Jeg har tidligere skrevet om fraktaler i æstetik i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/fraktaler-tal-og-formler-i-hjernen-i.html