Sider

lørdag den 10. april 2010

Verdensbilledlegatet - en kreativ ide der inviterer til kreative ideer og kreative produkter

Jeg sidder og læser 145 ansøgninger fra studerende fra alle mulige uddannelser og studier rundt omkring i hele Danmark. Ansøgningerne indeholder korte ideoplæg til små dokumentarfilm (ca. 12 minutter) om historier der foregår i ulandene.
  Det er nogen gange kedeligt og søvndyssende læsning, og så indimellem - faktisk i årets bunke ret tit - sjovt, spændende og interessant. Der er faktisk en række gode og kreative ideer, hvor man ved læsningen bare siger: "Den kunne det være sjovt at se hvad de kunne få ud ud af. Det har jeg da vist ikke set eller hørt om før - lige fra den vinkel og med den historie."

Jeg har nu i 9 år været aktivt med i et projekt som jeg oplever som noget af en hjertesag fordi det i den grad stimulerer til kreativ tænkning: Verdensbilledlegatet. Det er et Danida-financieret filmstøtteprojek, som ligger i regi af Danidas Informationsudvalg. Det er dem der bevilger den million kroner som det koster pr. år.
  Jeg sidder i juryen på 6-7 mennesker, der årligt udvælger de ti grupper der får tildelt legatet på baggrund af skriftlige ansøgninger. Legatet er på 50.000 kr. til hver af de ti grupper. Ansøgningerne skal hvert år forholde sig til et nyt tema som Informationsudvalget beslutter. I år er temaet DILEMMA. Forrige år var det VAND, sidste år var det GENERATIONER.
Til efteråret skal vi i juryen så gennemse og sammen diskutere de ti film der er kommet ud af det i 2010. Og vi skal til sidst vælge - ved afstemning - en vinder, og nummer 2 og 3. De får så nogle graduerede pengepræmier: 10.000 kr. til vindergruppen.

Ideen var og er genial og kreativ i al sin enkelhed.
Danidas Informationsudvalg ønskede at få fat i en målgruppe som det ellers er rigtig svært at få tag i - når det drejer sig oplysning og formidling om ulandende: unge studerende. Informationsudvalget ønskede at få lavet nogle relativt korte dokumentariske film der var velegnet til undervisningsbrug. Og hvor vinklen skulle være ny og anderledes end den sædvanlige fordomsfulde om ulande i de traditionelle medier: at der er tale om lande beboet stakkels ofre for alskens elendighed som det er synd for og som vi af medlidenhed skal hjælpe. Målet var og er altså at bryde danske og vestlige stereotyper og klichetænkning om u-landene gennem en anden optik.
Man ville udnytte at teknikken med digitale kameraer og digital redigering nu omkring årtusindskiftet var blevet så relativt billig og overkommelig og af en teknisk kvalitet at selv unge mennesker der ikke havde særlige forudsætninger i forhold til film og video, ville kunne "lande på benene" med en seværdig film hvis bare ideen var god nok.
Første år 2002 kom der over 1000 ansøgninger med ideer og forslag til film. Mange havde sendt 5 forslag ind. Siden er det årlige antal faldet til et mere passende og overkommeligt tal: 130-180.
Nu ligger der på nettet, til fornøjelse for alle interesserede og til brug for lærere og elever, omkring 70 minidokumentarer på ca. 12 minutter pr. stk. - dækkende næsten alle de ulande som i teorien kan modtage dansk ulandshjælp, og med et bredt spektrum af fortællinger om menneskers liv i en mangfoldighed af virkeligheder som man ellers aldrig får indtryk af via de store nyhedsjournalistisk dominerede medier.

Den oprindelig ide var i sig selv udtryk for kreativ tænkning i forhold til at vække interesse for ulandene i en ny målgruppe, konceptet stimulerer til kreativ tænkning hos en masse studerende, og ud i den anden ende kommer der mange rigtig kreative film og historier om vigtige emner Hvis det at noget er grænseoverskridende, er udtryk for kreativitet in action, så har vi med Verdensbilledlegatet noget der ud fra mange forskellige vinkler i den grad lever op til prædikatet.
Og så har jeg glemt at sige at det ligger i ideen, at de 10 legatvindende grupper, når deres film er produceret og bedømt, har forpligtet sig på en plan for hvordan de kommer ud og viser deres film med ledsagende foredrag - på skoler, højskoler, filmfestivaler, lokale tv-stationer, mv.
De fleste år er der i øvrigt en eller to grupper som får sig sådan et kick af at være med, at de fortsætter ad den bane - med at producere film fra og om ulandene, deres kultur og deres mennesker.
Ansøgningsmuligheden er slut for i år. Men vil du vide mere, kan du på nettet gå ind på adressen: hhtp://www.3world.dk/ - og hvis du vil se nogle af filmene, gå ind på: hhtp://verdensbilledlegat.emu.dk/

Ikke alle film er naturligvis lige gode. Men se f.eks. "Kampuchea", "Gartneren og hans 21 blomster" fra sidste år; "Gypsies of the Sulu Sea" og "En fløjtespiller fortæller om fem fjender" fra 2008; "Fangernes børn", "Outdong Dreams" og "Mr. Banda and the Lady Detectives" fra 2007; "Mit andet navn" og "Balletdrømme i slummen" fra 2006; "Open Court", "Den gamle mand og søen" fra 2005; "The Killing Fields", "China Lunch Hour", "Floden Dzachu" fra 2004; "Min onkels Porche" fra 2003; "Warsaai Salaam", "Ladies Compartment", "De dødes by" 2002



God fornøjelse!

Den kreative hjerne - metaforer, kroppen og syæstesi

Det er et undertema, som jeg senere vil bruge meget mere plads og tid på. Men i bogen Metaphors We Liv By (1980), er der et efterord fra 2003 som omtaler koblingen mellem metaforisk udfoldelse i sprog og tænkning på den ene side og aktivering af forskellige centre i hjernen på den anden. De har her et afsnit der hedder "The Neural Basis of metaphorical thought", som godt nok er meget interessant:
When we imagine seeing a scene, our visual cortex is active. When we imagine moving our bodies, the pre-motor cortex and motor cortex are active. In short, some of the same parts of our brains ar active in imagining as in perceiving and doing.
Grundtankegangen i bogen er jo at de kobler fysisk krop og sprog sammen ved at konstatere at en række helt grundlæggende metaforer kun giver mening med reference til den fysiske krop der besidder den bevidsthed som bruger sproget. Og det som dette citat så siger er at det at forestille sig noget (som altså ikke findes og som ikke er udført) i princippet set fra "hjernens synspunkt" ligner det faktisk sete og udførte så meget at de samme hjernecentre aktiveres ved fantasien om noget som om realiteten af det samme.

Tidligere mindes jeg at have læst om spejlneuroner i et bestemt sted i hjernen som var sådan indrettet at de blev aktiveret både når en person selv gjorde noget og når han/hun så en anden gøre noget tilsvarende. Hvis jeg altså husker det korrekt. Men da jeg læste det tænkte jeg at det var jo så en slags neurologisk forklaring på det vigtige begreb i alt kommunikationsteori, journalistsk tænkning og dramaturgi: identifikation. Og jeg tænkte også den gang at det kunne være at det at autister tilsyneladende har svært ved at identificere sig med andre mennesker, kunne hænge sammen med at disse spejlneuroner ikke virkede korrekt.

Den tredje ting jeg kommer til at tænke på med hensyn til hjerne og kreativitet, er at jeg for ikke så længe siden læste om synæstesi-fænomener: dette at nogle mennesker automatisk kobler f.eks. lyd og farver sammen, eller ord og farver, eller mennesker og farver: Ole er rød, ordet hus er blåt, det høje C er gult - for nu at opfinde nogle eksempler.
   Det blev jeg mindet om igen da jeg i radioen i sidste uge hørte Karen Sechers portrætinterview med sangeren Johnny Madsen. Han fortalte at han koblede farver og musik sammen, og at han altså var synæstetiker. Og jeg mener at have læst at mange kunstnere faktisk er synæstetikere.

Lidt provokerende sagt er disse mennesker altså tvungent kreative fordi de ikke kan lade være med at koble sansede fænomener sammen i hjernen, fænomener der ikke naturligt eller logiske har noget med hinanden at gøre. Man kunne også sige at der var tale om en permanent tvangsblending af f.eks. lyddomænet og farvedomænet.

Sprogprofessorens erindringer - og mine egne - og det med det kreative

Jeg blev aldrig professor i dansk sprog. Men det var lige ved, kommer jeg i tanker om. 
   Jeg læser Politikens tillæg og ser en anmeldelse af professor Jørn Lunds bog: Erindringer 1960-1990. Rubrikken lyder: "Minder fra en melankolsk konservativ".
  Vi var jævnaldrende studiekammerater på danskstudiet på Københavns Universitet og delte en faglig interesse for studiet af sprog. Hans interesse gik i mod de traditionelle sprogdiscipliner: fonetik, dialektologi, og sikkert også: dansk sproghistorie. Jeg var optaget af moderne syntaks og semantik med glidende overgang til samtaleanalyse, sprogbrugsanalyse, sociolingvistik. Han var mest interesseret i sprog som system, jeg mest i sproget som kommunikation.
  Vi konkurrerede om en amanuensisstilling i dansk sprog. I 1970, tror jeg det var. Jeg fik den, han blev nummer to (vi var vist kun os to). Han fik så den næste stilling der blev slået op et halvt år senere.
  Små ti år senere konkurrerede vi om professoratet i dansk sprog på Lærerhøjskolen. Han fik det, jeg blev nummer 2. Og besluttede at skifte faglig og professionel bane kort tid efter (i frustration? kreativ vrede?).
Men det der fangede mig i den anmeldelse - ud over at Jørn Lund og jeg altså har en fælles fortid og faglig berøringsflade - var følgende passus i anmeldelsen:
Forholdet til faderen har vist været anstrengt. Bogen indledes med, at unge Jørn får faderen til at le. Han var ellers altid gnaven når der skulle pakkes. Faderen bryder sig ikke om når Jørn havde gæster med hjem. Pludselig er faderen borte og har fået en ung kone.
En masse forbliver usagt. Han gik til timer hos litteraten Age Henriksen. Han kaldes "skråsikker". Og han fik mange elever, hvad Jørn Lund ikke forstår. Så var der et "tågehorn", som sagde noget. Henriksen fandt det meget spændende. Vi tænker: hvem er tågehornet.
Hov! Endnu en der har "ondt i farforholdet" - et af de biografiske signaler på den særligt kreative personlighed. Og Jørn har jo også vist gennem sine karriereskift at han hører til den gruppe.
   Jeg må se at få læst hans erindringsbøger, både den her, som jeg har delvist sammenfaldende erindringer med, og nr. 1 som jo må fortælle mere detaljeret om farforholdet i barndommen.

Anmeldelsens rubrik bruger ordet "melankoli". Det "tænder" mig også. Jeg har lige fået en nyhedsmail fra IKI-netværket der omtaler et arrangement med en forfatter der i overskriften til sit indlæg kobler melankoli sammen med kreativitet. Og jeg har i flere sammenhæng været inde på at koble vrede og frustration sammen med kreativitet. Her er et endnu et spor at følge...

Referencen til Åge Henriksen er også interessant for mig. Jeg gik også til Henriksens timer - og følte mig også "udelukket" fordi han var omgivet af en skare af ældre studerende der "dyrkede" ham. Og jeg kan genkende oplevelsen af at nogle af dem var "tågehorn".
  Men jeg havde og har det helt anderledes med Aage Henriksen. Han var faktisk den eneste af litteraturprofessorerne jeg gad gå til den gang. Jeg var meget optaget af de analyser Aage Henriksen foretog af den litteratur der som biografisk grundlag havde "sublimeringshistorier" - symbolsk forstået gennem frimurernes ritualaer og fordækte tænkning: Baggesen, Goethe, Grundtvig, Kirkegaard, Sophus Claussen, H. C. Andersen, Jakob Knudsen, Henrik Ibsen, Karen Blixen. 
   Jeg har siden læst alle Aage Henriksens bøger, og betragter ham som et enestående kreativt menneske og en meget original litteraturforsker.
  Aage Henriksen-temaet har jo virkelig noget med spørgsmålet om kreativitet at gøre: En lang række forfatter oplever at det at de dyrker den platoniske kærlighed, åbner for stærke kreative sluser, der omsættes i fængende, fascinerende, "dybe" og æstetisk interessante mesterværker.

Jeg har tidligere nævnt at jeg mener der er en sammenhæng mellem sprog-konflikter i barndom og ungdom, og så udviklingen af den kreative personlighed. Jeg har jo en del venner og kolleger som ligesom mig har forsket i sprog. Vi var en hel klynge den gang i 70-erne der var nogenlunde jævnaldrende: Niels Erik Wille, Ole Togeby, Klaus Kjøller, Anne Marie Søderberg, Harly Sonne, Per Aage Brandt, Frans Gregersen, Uwe Geist, Ib Poulsen. Fælles for dem var bl.a. deres interesse for "tværfaglige" sprogstudier.
  Spørgsmålet er: Er der noget fælles i deres biografier der gør at de som unge begynder at interesserer sig for at udforske og reflekterer over sproget. Nogle af dem ved jeg allerede nu har kendetegnet: "split personality": Niels Erik Wille, Klaus Kjøller, Per Aage Brandt, Uwe Geist.
Hvad med de andre?