Avatar, Inception - hypnose og docu-comedy - dramaturgisk blending af flere realiteter

For mange år siden skrev jeg i min bog Faktion som udtryksmiddel et særligt appendix om den type dramaturgi hvor en stor del af spændingen og fremdriften i en film eller et tv-program foregår i kraft af at historien har flere realitetsplaner som spiller sammen og mod hinanden: et metonymisk og et metaforisk. Klare eksempler var f.eks.tv-serien Den syngende detektiv og spillefilmen Dreamchild, men også Den enfoldige morder er kendetegnet ved at udnytte den drivkraft der ligger i at arbejde med flere realitetsplaner i en filmfortælling. 
   Freuds psykoanalyse hvori analyse af drømme er indgangen til forståelsen af ubevidste og ofte uønskede fortællinger og erindringer, er et velkendt eksempel på at det ikke kun snævert er dramaturgien som kan udnytte eksistensen af flere realitetsplaner der belyser hinanden, til at skabe udvikling og frigørelse
   Mytforskeren Joseph Campell har udviklet en særlig teori om myte-fortællinger som har fået navnet "The Heroe' s Journey", der som definerende træk opererer med at en "helt" først introduceres for os i en "ordinary world" - og derefter inspireres eller provokeres til at overskride grænsen til en anden "special world" hvor helten møder eventyret i form af prøvelser, fantastiske udfordringer og magiske modstandere - for så til slut at vende hjem til "the ordinary world", belønnet med ny indsigt i sig selv og verdens indretning og muligheder. 
   Det er altså en teori om fundamental storytelling der grundlæggende bygger på et spil og en bevægelse mellem to realitetsplaner som drivkraften i en universel udviklingshistorie.
   Bogen og filmen Troldmanden fra Oz er et gammelkendt og ofte refereret eksempel. Et stadig helt aktuelt eksempel på udnyttelsen af denne særlige dramaturgiske konstruktion, er Harry Potter-serien. 
   Jeg har for nylig på DVD set to af de film der har gået i biograferne sidste år og som fik meget fine anmeldelser, men film som jeg ikke nåede at se. 
   Det interessante var for mig i hvilket omfang det nu er blevet "mainstream" - af høj filmisk kvalitet - at skabe fortællinger hvor en afgørende del af plot og fremdrift er spillet mellem flere virkelighedsrum. 
   Den ene film er Inception, som jeg har beskrevet i et tidligere blogindlæg ud fra anmeldelserne, og hvis plot kan resumeres sådan: 

In a world where technology exists to enter the human mind through dream invasion, a highly skilled thief is given a final chance at redemption which involves executing his toughest job to date: Inception.

Det er en fantastisk god og spændende film, og den kører fuldstændig efter Campells myterecept. Og ud fra en kreativitets-teoretisk synsvinkel forsøger den jo metaforisk at beskrive hvordan man bevidst kan arbejde med "at inspirerer" folk til at få ideer, nemlig ved at "plante" dem i bevidstheden uden at folk gør modstand fordi de ikke ved at de har været udsat for en sådan kreativ "udplantning".
   Jeg får også nu associationer til hypnose, fordi jeg lige er ved at være færdig med bestseller-krimien Hypnotisøren. Spørgsmålet er: Kan en dygtig hypnotisør gennem hypnose få folk til at få og føde nye grænseoverskridende ideer - også af "den onde" slags? Jeg googler "hypnosis and creativity" og finder på siden: http://www.buzzle.com/editorials/10-17-2005-79057.asp.

True creativity seems to happen by itself because it is a product of the unconscious mind. In fact, the harder you consciously try to be creative, the poorer your creative problem solving skills become. The problem is made worse by self-limiting beliefs ("I’ll never come up with a good idea") and the tendency to analyze and reject any ideas too quickly. Hypnosis can help bypass these barriers that exist at the conscious level and let your unconscious mind come up with the sorts of ideas, solutions and innovations that it is so good at. It is also important that you are relaxed to be creative. In fact, you are most creative when you are asleep – when you dream. Hypnosis allows you to enter this relaxed dream-like state on demand. It used to be that the only way to experience hypnosis was to be hypnotized in a clinical setting. Now, a number of good hypnosis CDs exist that allow you to get the benefits of hypnosis in the comfort of your home. Using a combination of relaxation techniques, visualization exercises and positive affirmations, these CDs can boost your creative problem solving abilities in many aspects of your life.

Det ser i øvrigt ud til at der er en hel "dansk industri" der lever af at sælge bøger, kurser og CD-rommer hvori ideen er at stimulere til kreativ tænkning gennem brug af hypnose. Ja, ja, det vidste jeg faktisk ikke.

Den anden film jeg købte hjem på DVD var AVATAR, som jo fik et ekstra publikumsboost i kraft af at den kunne ses i 3D.
   Også den film og dens plot lever gennem spillet og spændingen mellem to planer: Menneskene er kommet til en anden planet hvor der bo intelligente mennskelignende væsener, men atmosfæren er totalt giftig for jord-mennesker, så for at komme  i nærkontakt med de "indfødte", har man opfundet en slags Avatar-teknik, så man kan besjæle konstruerede humanoide robotter med et levende menneskes bevidsthed (mens det sover), robotter som kan leve og udfolde sig "normalt" i den giftige verden, og som har skikkelse af den indfødte race hvis hudfarve er blå. Hovedpersonen styrer en avatar i den "anden verden", og ender med at komme i et konfliktforhold mellem den verden han lever i, og den virtuelle verden hvori hans avatar er aktiv og dynamisk - og han i rollen som avatar bliver forelsket i en "indfødt" pige. Plottet helt kort beskrives sådan her:

A paraplegic marine dispatched to the moon Pandora on a unique mission becomes torn between following his orders and protecting the world he feels is his home.

Her er det jo meget tydeligt at der er tale om en film som metaforisk udfolder fænomenet conceptuel blending i et dramaturgisk forløb hvor publikum gennem heltens udviklingshistorie selv skal udvikle den tolerance som gør det muligt at de to verdener kan "samleve" og få noget ud af hinanden.
   Inspirationen er klart nok internetspillet og -portalen Second Life, hvor mennesker gennem  avatar-figurer som de styrer og lever igennem i den anden verden, opnår mulighederne for at dyrke og udfolde et imaginært liv som de ikke kan praktiserer i deres virkelige tilværelse.
   Som jeg forstår det, er der også muligheder for at "veksle" fordele opnået i den virtuelle Second Life-verden, til fordele i den virkelige verden, så man også der kan tale om blending af det imaginære og det reelle.

Politiken havde i går en artikel på den faste side de nu har om "medier", en artikel  af Jakob Elkær med rubrikken "Du er, hvor du er". Den fortæller om en ny applikation eller feature ved Facebook som har fået navnet "Places", og som gør at man gennem sin mobiltelefon og med udnyttelse af gps "kan tjekke ind" og dermed hele tiden kan holde sine Facebook-venner opdateret om præcis hvor man er.
   Det omtales også som  en "geosocial tjeneste" i artiklen, og en ekspert fra et webbureau udtaler: "Før talte vi om den virkelige verden og den virtuelle verden som to forskellige ting. Nu smelter de sammen".
   Klar tale - en punch line. Men: Er der med denne "sammensmeltning" tale om blending - altså at der ud af denne geosociale tjeneste kommer ny ideer - nye output-rum. Artiklens svar er faktisk i første omgang: Nej - men hvem ved!''

For at det ikke skal være løgn omtales på den modsatte side en ny tv-serie der har titlen Pokerfjæs. Rubrikken udråber: "Mellem 'Klovn' og virkelighed". Underrubrikken introducerer serien som en genreblanding gennem det blendede udtryk: docu-comedy. 
   Journalisten Henrik Palle fortæller at konceptet er "lige så enkelt som det er effektivt":

Man tager en håndfuld af rigets kendteste mandlige skuespillere samt et par pokerbuffs og monterer disse i en enkelt handling: De skal til Las Vegas og deltage i verdensmesterskaberne i pokerspil af den texanske variant med alt betalt, hvorfor der selvsagt er lagt i ovnen til massevis af druk, ballade, skæg og optrin. En blanding af film som 'Tømmermænd i Las Vegas' og rigtig konkurrence.

Det lyder præcis som det det nok er: et effektivt fortæller- og underholdningsplot der spiller på tvetydigheden mellem fakta og fiktion, og som sikrer et tilpas samspil mellem information, identifikation og fascination: gennem scener, handling med forventninger og overraskelser, modstand, vendepunkter og sandhedens øjeblikke.
   Senere i artiklen filosoferer Henrik Palle over hvad det egentlig genremæssigt er vi har gang i med denne series "kontraktforhold":

Hvad er vi ude i? Er det en opfølger på 'Klovn' med masser af kendte i pinlige situationer? Er det reality? Hvad sker der? Som sædvanlig i disse år er vi ude i en temmelig mudret afart af dokumentaren, hvor  begivenhederne til dels er iscenesat, dialogen scriptet et stykke af vejen, og hvor det hele er instrueret og tilrettelagt. Deltagerne spiller sig selv i strammede udgaver, hvor karakteristiske træk fremhæves uden nogen videre diskretion, så vi ikke er i tvivl om, at eksempelvis Thomas Bo Larsen er en sådan lidt brovtende type, og at kuglestøderen Joachim B. Olsen også i virkeligheden er et brød (selv om han altså stiller op for Liberal Alliance).

Citatet her dokumenterer jo at serien også i den grad falder ind under kategorien faktion, og at serien/programmerne i Henrik Palles optik effektivt og enkelt udnytter de dramaturgiske muligheder der ligger i en tvetydig kontrakt eller en såkaldt "dobbeltkontrakt" med publikum. Såvel Las Vega-setting som konkurrence-plot kan man forudse vil sikre den nødvendige fremdrift og en række vendepunkter og sandhedens øjeblikke.

Mere når jeg ikke lige nu, på vej til Kap Verde - feriedrøm og virkelighed. En uge alene med luftige og solrige kontrakter.

Forbrænding skal være sexet

Det er rubrikken på forsideartiklen i Politikens anden sektion. Den handler om resultatet af en arkitektkonkurrence om udformningen af et nyt forbrændingsanlæg, til afløsning for det 40 år gamle affaldsforbrændingsanlæg på Amager. Vinderforslaget er et eksemplarisk udtryk for kreativ tænkning, hvor man i vinderforslaget har tænkt ting sammen som ellers er tænkes adskilt og kategoriseres i klart forskellige konceptuelle rum. Affaldsforbrænding og et skisportsnalæg. Som der står i artiklen:

Designet kortslutter vante adskillelser mellem bygning og landskab, arbejde og fritid, alvor og sjov: I forslaget blive hele tagfladen på den kommende affaldsforbrænding formet som en knap 100 meter hnøj vintersportsbakke med tre pister på tilsammen 1,5 kilometer, som kan anvendes året rundt.

Med forslaget er der jo tale om hvad nu hvis-tænkning - i form af rendyrket konceputel blending: affaldsforbrændingsanlæg og skisportsanlæg befinder sig i to klart adskilte konceptuelle input-rum, og i output-rummet har vi så vinderforslaget hvori der foregår en samtænkning af de to input-rum: Når der alligevel skal være et stort tagareal på sådan et forbrændingsanlæg, hvorfor så ikke bruge det til noget fornuftig - og sjovt?
   Endnu sjovere er måske en anden ide som indgår i vinderforslaget: Her mikser man et nødvendigt onde - udslip af CO2-røg fra anlægget, med positiv pædagogik af befolkningen omkring det. Skorstenen som skal slippe røgen ud, skal indrettes og udformes på en særlige måde:

Røgen skal tilbageholdes i beholderen, indtil den rummer 200 kilo CO2,som derefter presses ud i en gigantisk røgring. Ideen er ikke kun at gøre legen til alvor. For med ringene vil CO2-udslippet for første gang kunne blive pædagogisk anskueligt. Hver gang der er dampet fem ringe fra skorstenen, er der sluppet endnu et ton CO2 ud i atmosfæren; ethvert barn  i København vil få et forhold til udledningen, og hvor hurtigt det faktisk går. Om aftenen er det tanken, at røgringene kan blive belyst og altså fortsat fungere som ikon for denne aldeles uhøjtidelige måde at illustrere  forvandlingen af resterne fra vores forbrug til energi, damp og CO2.

Et smukt et eksempel på en af de kreative teknikker som er velkendt og meget udbredt: Hvad nu hvis vi gjorde det modsatte-tænkning. Normalt vil man som industrianlæg i vore dage forsøge at formindske eller skjule røgen. Her gør man, modsætningsvis, røgudledningen ekstremt synlig og spektakulær, for dermed at udnytte den til et formål som slet ikke ellers forbindes med udledning og forurening: pædagogisk oplysningsvirksomhed.
   Det fremgår af artiklen at forslaget fra BIG-tegnestuen ikke kommer uopfordret, men som megen kreativ virksomhed, er den et resultat af en udfordrende rammesætning: I konkurrenceprogrammet lå nemlig et ønske om at anlægget skulle kombineres med et besøgscenter der skulle tilfører værket nogle kvaliteter, så det ikke bare fremtrådte som "byens bagside", men kunne være "et ikon for en ny bevidst bæredygtighed".

Sebastian Swane - blending af opera og psykoanalyse

Fruen hører altid søndag formiddag programmet "Åbent Hus" på P2 med Nikolaj Koppel og Hella Joof. I dag havde de en gæst inde, Sebastian Swane, som fruen efter programmet begejstret fortalte om. Noget med opera og psykoanalyse. Hun havde fået en aha-oplevelse af Sebastian Swanes udlægningen af operagenrens særlige kvaliteter, som "multilagsfortællnger" (mit ord), og koblingen mellem psykiatriske analyser og diagnoser og operaernes tematiske struktur. Sebastian Swane var oprindelig operasanger, men havde skiftet karrierer og var uddannet mediciner med speciale i psykiatri, refererede hun. Men han sang stadigvæk også.
   De eneste "Swaner" jeg kender er kunstnerfamilien der har hus i Odsherred i nærheden af hvor vi har sommerhus. Sebastian Swane har jeg aldrig hørt om - og søger på nettet.
   Han har egen hjemmeside: www.sebastian-swane.dk. Af hans CV fremgår det at han i den grad må høre til kategorien af særligt kreative personligheder. En kompleks, mangesidig multipersonlighed, der ud over at være overlæge i psykiatri, har været og stadig er aktiv operasanger, og så har han dyrket mange forskellige ekstremsport-aktiviteter.
   Det fremgår af et interview at han som 4-årig vidste han ville være operasanger, at han som 14-årig vidste han også ville være læge, og som 16 årig at det skulle være inden for psykiatrien. Han holder  mange operaformidlende foredrag hvor han ser analytisk på operaen gennem psykologiens og psykiatriens optik. Som fx i dette citat:

I de store operaer fungerer orkestret som personernes underbevidsthed og fortæller hele tiden på flere planer, hvad personerne virkelig føler og tænker, i modsætning til det de siger. Kompleksiteten er dybt fascinerende. Det, at der fx i Wagners operaer er flere hundrede motiver, som betyder noget specielt, og hele tiden refererer til en speciel tanke, person, situation eller følelse, som fx had eller jalousi, og så kan spilles samtidigt, betyder, at vi får afdækket interessante aspekter ved personernes bagvedliggende drifter og instinkter. Når man i klassisk musik – i modsætning til de fleste andre former for musik – spiller flere motiver eller melodier på en gang, har man det, der kaldes kontrapunkt, som måske er det mest udtryksrige ved musikken, fordi den hermed kan udtrykke flere følelser samtidigt, noget som denne kunstart kan gøre bedre end nogen anden. Hermed imiterer musikken netop vores måde at opleve verden på, nemlig følelser og tanker på flere emotionelle planer på engang. Fx når en kvindelig person i en opera siger, at hun hader en person, og man så i orkesteret hører et kærlighedsmotiv samtidig med et jalousimotiv, så ved man at hun lyver fordi hun er jaloux. Og alt efter hvor meget man nu har lyst og interesse for at gå ind i en dybere analyse, vil man måske opdage, at jalousimotivet er kærlighedsmotivet spillet bagfra, fordi komponisten vil vise, at det er en forvredet kærlighed. Hermed bringes vi ind på Freuds begreb ’reaktionsdannelse’, som betyder, at man siger det modsatte af, hvad man mener!

Dette er naturligvis dybt interessant set fra et kreativitetsynspunkt, og det var det fruen tændte på og fik aha-oplevelse af da hun hørte om det.
   Det Sebastian Swane fortæller her, handler om det dramaturgien kalder undertekst, retorikken kalder ironi. Altså blendede udtryksformer, som jeg tidligere har beskrevet. Og det er klart at operaen som genre i sig selv er en blended genre af musik og teater: SYNGE-SPIL
   Citatet er også interessant ved at det altså bruger Freud og psykoanalysens begrebsapparat til at gennemlyse operaen som genre. I en af hans andre artikler på hjemmesiden, kan man finde en meget grundig gennemgang af den moderne Freud-kritik, hvis konklusion er at Freud absolut ingen empirisk grundlag havde for sine teorier, at han var en mytemager uden lige, og at hans teorier er at ligne ved religion. Artiklen trækker en analogi fra: forholdet mellem Freuds psykoanalyse/den "dynamiske psykologi" og den moderne kognitive psykologi/terapi - til: forholdet mellem astrologi og den moderne videnskabelige astronomi. Se: http://sebastian-swane.dk/Download/Freud.pdf.
   Sebastian Swane er også som forsker og videnskabsmand en kompleks personlighed, ser det ud til.
   Citatet ovenfor er fra et interview med en journalist ved navn Flemming Christiansen i tidsskriftet Ascolata 2005: http://sebastian-swane.dk/Download/Uddannet%20som%20sanger.pdf.

Stenøkser, hjernen, sproget, kreativiteten

Jeg sorterer i avisudklip som jeg har lagt til side fordi jeg den dag ikke havde tid til at skrive et blogindlæg om det. Et er fra Information den 17. november. Rubrikken der fanger mig, lyder: "Det var fremstillingen af stenøkser der udviklede vores sprog".
   Artiklen fortæller at man har målt hvor hvor stærkt hjernen aktiveres i to forskellige situationer: 1) når man hugger en stenøkse af den fine slebne og symmetriske slags som først blev fundet sammen med knogler af menneskearten Homo Erectus for 500.000 år siden, og 2) når man hugger de "stenflager" som blev fundet sammen med knogler af Homo Habilis for 2 millioner år siden.
   Pointen i undersøgelsen er at nøgleområder i hjernens højre halvdel bliver mere aktive, når der skiftes fra fremstilling af de primitiv stenflager til de håndværksmæssigt avancerede stenøkser. Og at nogle af de samme hjerneregioner er involveret i sprogprocesser. Undersøgelsens ophavsmand og forfatter til en artikel i tidsskriftet Plos One, udtaler:

Springet fra primitive stenredskaber til elegante håndholdt økser var et massivt teknologisk fremskridt for vore tidlige forfædre. Vores undersøgelser giver forstærket belæg for den teori at redskabsfremstilling og sproget udviklede sig i sammenhæng, da begge stillede krav om mere avanceret tænkning, hvilket gør den tidlige palæolitiske tid til en afgørende tid i menneskets historie. Det var efter denne periode, at de tidlige mennesker forlod  Afrika og begyndte at kolonisere andre dele af verden.

Højre hjernehalvdel er der hvor man siger at den rumlige men ubevidste kreative tænkning foregår. Og det er indlysende at for at hugge en stenøkse, så må man forestille sig den først. Altså have en fantasi om den. Denne forestilling skal så arbejde sammen med og styrer de motoriske centre som aktiveres når hænderne manipulerer noget fysisk i omverdenen. Og for hver stump der hugges af stenen, går der en melding tilbage til hjerne som vurderer om stenen nærmer sig den forestillede form efterhånden som den bliver hugget til og slebet. Man må så gå ud fra at sproget først er blevet brugt til instruktion fra den der kan til den der skal til at lære at kunne - hugge en "elegant" stenøks.
   Det giver mig associationer til "Den 3. dims"-interviewstrategien, der går ud på at få folk til at tale mere levende og konkret når de svarer på spørgsmål, hvis man indfører det man snakker om i samtalerummet, så begge kan se det og røre ved det.
   Et egentligt referentielt sprog er der ikke behov for når sproget skal varetage sin funktion som kommunikation af relationer til artsfæller. Det er først når et menneske skal instruere et andet menneske om at lave en ting at vi har brug for ord med tingsreference.
   Og mens man naturligvis kan lære bare af at iagttage hvad en anden gør hvis det er meget simle enkeltoprationer, så er det nødvendig for at lære den mere avancerede produktion sprogligt at få forklaret sammenhængen mellem mål - forestillingen om en økse - og midlerne: en række enkelthandlinger i en bestem orden og styret af en overordnet erfaringsbaseret designlogik
   Man må her kunne tale om blending: af et konceptuelt rum hvori forestillingen om stenøksen som kan fælde træer og dyr, befinder sig, og et andet konceptuelt rum hvor forestillingen om en sten der omformes ved at blive tilhugget, befinder sig. Blending foregår så i virkeligheden når stenøksen gradvis vokser ud af stenklumpen ved hændernes hjælp. Jeg mindes en historie om Picasso:

"Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok?" blev Picasso en gang spurgt. "Meget enkelt svarede den gamle mester, man hugger det marmor væk som ikke ligner en løve."

Eksaminator-censor-blending ved eksamensbordet

Igen var jeg sammen med gode mennesker som spurgte om hvad jeg havde gang i - underforstået - om jeg var i gang med en ny bog. Jeg sagde: både nej og ja. Jeg skriver løbende, men ikke på en bog. Hvis man putter et "l" ind i "bog", så får man "blog". Sådan en er jeg i gang med.
   I de kredse jeg færdes er det ikke almindeligt at skrive en blog. Når så man fortæller det, er det næste spørgsmål: Er der mange kommentarer? Det er der ikke, fortæller jeg. For min blog indholder næsten ikke meninger og lægger ikke op til debat eller dialog. Den handler om kreativitet, og er en måde at lave halv- eller kvart-videnskabelig research på inden for et område der optager mig. Og - er jeg så blevet klar over undervejs - altid har optaget mig. Blog-indlæg er forpligtende fordi de er offentlige som en bog, men det giver en stor frihed at man kan skrive stykvis og delt og associativt og cirkulært og springende og ulogisk - hvad man jo ikke kan i forhold til en bog der skal være færdig og endelig og begrænset og logisk og klar og sammenhængende.

F.eks. nu igår hvor jeg var censor på tv-tilrettelæggeruddannelsen. Eksaminator var Søren Steen Jespersen, en af stifterne af det dokumentarorienterede tv-produktionsselskab Bastard Film, som i årenes løb har leveret flotte, relevante og væsentlige dokumentarfilm til især TV2.
   Jeg kendte ham ikke personligt, men navnet er dukket op i forbindelse med en lang række dokumentarer som jeg har set og har liggende som vhs-kopier, og som jeg har brugt og refereret til i De levende billeders dramaturgi - og som illustrerende eksempler på kurset Power TV.
   Det viste sig at SSJ havde været på Nordisk Film i 90´ern mens Poul Martinsen også sad og arbejdede derude. Og at han var en stor beundrer af ham. Så jeg prøvede lige at fortælle så meget om mit arbejde med at skrive bogen om Poul, at han måske kunne blive så hooked at han kunne finde på at læse bogen.

Vi sad der en hel dag og eksaminerede en halv snes vordende tv-tilrettelæggere - ud fra den opgave de havde afleveret: et journalistisk tv-indslag, et rammekoncept og en analyserende rapport. Og det  indebar faktisk en kreativ proces at vi to erfarne herrer sad og skulle begrunde nogle vurderinger for hinanden, blive enige og over for den enkelte studerende forklare og retfærdiggøre en karakter.
   Han er journalist og har stor produktionserfaring som tv-journalist og dokumentarist, jeg er akademiker og har stor analyse- og undervisningserfaring på samme felt.
   Så vores votering fik karakter af af blending af to delvist forskellige mentale rum, og jeg synes jeg blev klogere og fik nogle aha-oplevelser.

Hvad blev vi så enige om der var af gennemgående svagheder i indslagene?
   To ting: De studerende manglede at synliggøre den konflikt eller den modstand der skulle give historien fremdrift. Og de manglede at levere de kontekstinformationer og den forhistorie som kunne motivere de medvirkendes handlinger og udvikling. SSJ havde mest hæftet sig ved fraværet af konflikt, og jeg havde mest hæftet mig ved fraværet af kontekst og forhistorie.
   Pointen var så klar: at konflikterne i de fleste historier lå i den kontekst eller den forhistorie som ikke var ekspliciteret i indslaget. Og at den fortællemodel som de alle trak på: Kristian Frederiksens PKP-model - ikke inviterede til konflikthistorier og ikke inviterede til at levere kontekstinformation og forhistorier, men snarere stillede sig i vejen.
   PPK-modellen er en særlig berettermodel som den kreative tv-journalist Kristian Frederiksen i sin bog Alene med et kamera har givet navn: Præmis, Konsekvens, Perspektiv. Udviklet til brug for one-man-band-produktion og sync-in-action interviews. Den er velegnet til at give forløbsstruktur til personfokuserede reportager med handlingsforløb i tid. Men den giver ikke naturligt plads til "flash back" eller til det som englænderne kalder "BBI"-afsnit: et afsnit der leverer Boring But Important information.
   Det er lige præcis den slags nødvendig information berettermodellen inviterer til, nemlig i uddybningsdelen. Og det er også det der er plads til i bølgemodellen - i "mellemspillene" mellem "bølgerne".
   Man kan sige at opgaverne og eksaminanderne fungerede på samme måde som strategien "den 3. dims" i et interview. Det inviterede til konkret og kreativ-tænkning hos censor og eksaminator i forening. Og tilsyneladende forstod eksaminanderne det når vi bagefter kaldte dem ind og forklarede det.
 

Faktion - igen - igen - og en retssag om autofiktion

I slutningen af november deltog jeg i et fagligt seminar for og med underviserne på journalistik på RUC. Temaet var forholdet mellem virkelighed og fiktion i forskellige formidlingssammenhænge: dokumentar, tv-nyheder, forskningsrapporter. Jeg var blevet bedt om at indlede med et oplæg "om faktion", nok mest fordi jeg jo har skrevet en bog for mange år siden, Faktion som udtryksmiddel, der den gang blev ret kendt både i universitets- og journalistkredse. Måske også fordi jeg har vejledt en hel del specialer i og om narrativ journalistik, og har talt en del om det til højre og venstre. Og den fortællende journalistiks former er jo også blevet beskyldt for at sætte den journalistiske troværdighed på spil gennem blandingen af fakta og fiktion.

Når jeg kommer til at tænke på det seminar i dag, er det fordi mit oplæg den gang sluttede med at fremhæve at spørgsmålet om hybridformer og tvetydige kontrakter med publikum, stadig er højaktuelt. Og i dag har Information en artikel på kultursiderne med rubrikken "Skæbnedag for autofiktion". Underrubrikken fortæller at et forlag og en forfatter er på anklagebænken i en retssag "for at have have krænket 'romanfiguren' Thomas Skade Rasmussens privatliv.

   Dels studser jeg over ordet "autofiktion" i rubrikken, der blev brugt som om det var et ord alle læsere var fortrolige med. Dels er det mærkeligt med de distanceskabende anførselstegn omkring "romanfiguren". Jeg husker ikke jeg har set ordet "autofiktion" før, men det har jeg nok, men ikke hæftet mig ved det i skyndingen.

   Jeg tjekker Wikipedia på engelsk, det må være derfra det kommer - autofiction:

Coined by Serge Doubrovsky in 1977 with reference to his novel Fils, autofiction refers to form of fictionalized autobiography. Autofiction combines two paradoxically contradictory styles: that of autobiography, and fiction. An author may decide to recount his/her life in the third person, to modify significant details or 'characters', using fiction in the service of a search for self. It has parallels with the faction, a genre devised by Truman Capote to describe his novel In Cold Blood. Autofiction is principally a genre associated with contemporary French authors, among them: Christine Angot, Guillaume Dustan, Alice Ferney, Annie Ernaux, Olivia Rosenthal, Anne Wiazemsky, and Vassilis Alexakis. Catherine Millet's 2002 memoir The Sexual Life of Catherine M. famously used autofiction to explore the author's sexual experiences.In India, Autofiction has been associated with the works of Charu Nivedita. His novel Zero_degree, a path breaking work in Tamil Literature, in an example of this genre.

Ser man det! Det er altså et blended udtryk - en verbal kortslutning af "autobiografi" og "fiktion". Og altså et eksempel på faktion i den betydning af ordet som jeg bruger i Faktion som udtryksmiddel: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der bliver ballade over blandingen.

Den danske forfatter som nu er anklaget, hedder Claus Bech-Nielsen, fremgår det. Og jeg husker der tidligere i Information har været nogle spøjse artikler om det rod der var i CBN´s roman 'Suveræn' hvor han beskrev en "ven" med navns nævnelse, men i en sammenhæng hvor der i øvrigt var en masse opdigtet stof. Og at "vennen" blev sur og følte sig og sit liv misbrugt.

   Der er jo også klare analogier til retssagen i Oslo om Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul. Og artiklen i Information refererer til Klaus Rifbjergs Marts 1970, og oplister i en faktaboks en lang række moderne "autofiktive" værker, hvoriblandt den norske Karl Over Knausgaard: Min Kamp, Jørgen Leth: Det uperfekte menneske, Susanne Brøgger: Sølve, og Knud Romer: Den der blinker er  bange for døden. 

   I artiklen er der også interviewudtalelser af Poul Berendt som i 2006 fik udgivet bogen Dobbelkontrakten hvori han analyserede en række autofiktioner, og anbefaler at man som publikum læser dem to gange, først selvbiografisk og altså som fakta, og derefter som romaner - altså som fiktion.

   Det synes jeg i øvrigt er forfejlet når hele fidusen set fra forfatterens synspunkt og fornøjelsen set fra læserens er at tvetydigheden fastholdes under læsningen: De skal læses som blendede diskurser - hvad enten de bryder lov og ret - eller bar balancegang på grænsen til moral og anstændighed.

For nu at vende tilbage til det jeg begyndte med i dag, mit oplæg til det faglige forum på journalistuddannelsen. Under arbejdet med det blev jeg klar over - for alvor - at jeg havde et lidt traumatisk forhold til begrebet faktion. Der skete nemlig det i starten af 90-erne at bogen de første år nød stor anerkendelse, og jeg blev inviteret til at holde oplæg og forelæsninger både her og der.

   Men så pludselig blev medieforskernes establishement enige om at det videnskabsteoretisk var forfejlet at lægge så meget vægt på skellet mellem fakta og fiktion som jeg (og det fleste journalister) gjorde. Egentlig kunne man jo - dybest set - ikke skelne mellem fakta og fiktion, og derfor var begrebet faktion videnskabeligt set uanvendeligt, var grundsynspunktet.

   Og derefter forsvandt Faktion som udtryksmiddel ud af mediespecialernes og de medievidenskablige afhandlingers litteraturlister - sammen med at brugen af selve termen blev nærmest tabu. Og selv valgte jeg - og deri det traumatiske - at smide begrebet ud af de bøger og artikler jeg efterfølgende skrev som havde noget med blandings- og hybridgenre i medierne at gøre, fx. De levende billeders dramaturgi. Analytisk indførte jeg her begrebet "fortællerplot" - delt op i "journalistiske plot" og "underholdningsplot", og samtidig beskrev jeg en særlig faktagenre - "de afprøvende" - som dækkede en del af de tv-programmer som jeg i faktionsbogen sammenfattede under betegnelsen "iscenesat.virkelighed". Og jeg fik på den måde terminologisk sneget mig uden om det "betændte" faktionsbegreb.

   Men jeg sluttede faktisk mit oplæg i november med at "genoplive" begrebet 'faktion' - og stå ved det jeg skrev og den tænkning der lå bag min bog fra den gang. Jeg synes af jeg med de moderne cognitive teorier om conceptual blending og frame-shifting har fået teoretisk fast grund under fødderne.

   Det kunne være jeg i et fremtidigt blog-indlæg skulle resumere oplægget i sin helhed. Men her er den oprindelige definition i hvert fald som den stod skrevet:

Faktion” er alle former for medieprodukter hvor blandingen af  ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

Den ordblinde guldsmed - på finansloven: Torben Hardenberg

I bogen "Inspiration og kreativitet" er der også et interview-(selv)portræt af guldsmeden Torben Hardenberg, som jeg ikke kendte noget til. Navnet har jeg måske stødt på i aviserne, men da smykker ikke er noget der har interesseret mig, så har jeg heller ikke fæstnet mig ved ham og hvad han laver.

   Han fortæller at han er på finansloven, så han må være god.

Det der fænger mig ved selvportrættet, er hans oplevelser og erfaringer som barn og ung. Han er enebarn og ordblind, så alvorligt, at han stadig ikke kan læse som 60-årig. Han fortæller at han var et ønskebarn, og at han derfor slet ikke forstod hvorfor man i skolen og i relationerne uden for hjemmet ikke også så på ham med begejstring.

For mig er det drømmende barn grundlaget for det hele. Jeg forstod ikke, at verden derude, som var skolen og danseskolen, vendte ryggen til mig, når jeg kom. Jeg var jo stjerne! Det vidste jeg, for den tro havde jeg fået med hjemmefra. Der var mange ting jeg ikke kunne, men mine forældre gav mig en tro på, at jeg var en kongesøn. Når jeg havde bygget et kongeslot af byggeklodser på det enorme spisebord, fik det lov til at blive stående i tre dage.

Moderen var bekymret og sagde til ham: "Hvad skal der dog blive af dig. Du kan jo ikke en gang blive gadefejer, for du kan ikke læse vejskiltene. Vinduespudser kan du heller ikke blive, for du kan ikke læse dørskiltene. " Hun sagde at han nok endte på Himmelekspressen hvis han ikke tog sig sammen i skolen. Torben Hardenberg fortæller:

Du kan ikke en gang blive gadefejer! gik hen og blev det mest spændende mantra, jeg har fået i mit liv. Men selvfølgelig skabte det også en angst i mig, og den har jeg fortsat omkring økonomi. Nu ender jeg aldrig på Himmelekspressen, for ved et trylleslag er jeg kommet på finansloven, så nu er min husleje sikret. Og jeg sidder her i mit private skatkammer af barokmøbler.

Faderen læste en masse historier og eventyr op for ham, da han jo ikke selv kunne læse. Og tog ham med på en masse museumsbesøg. Stof for fantasier. Da han blev ældre, var hans yndlingshistorie Karen Blixens "Det drømmende barn", fortæller han.

   Han drømte selv om at blive guldsmed, men blev fem gange fyret fra sine lærepladser. Gennem faderens forbindelser endte han med at få læreplads hos en guldsmed hvor han og mester holdt hinanden ud lærtiden ud. Men hans mester sagde til ham da han var udlært, at han var "den frygteligste lærling" han "nogensinde havde haft". Torben Hardenbergs forklaring:

For jeg levede ikke op til hans behov for effektivitet og målrettehed. Han så mig ikke som det jeg i virkeligheden var: en spirende kunstner, der legede sig til resultaterne. 

Og senere sammenfatter han:

Ifølge Karen Blixen, skal du jo tackle de minusser, der er i dit liv, med et: Hvis fanden griner til dig, skal du vende dig om og grine tilbage. Dét er inspiration.

Torben Hardenberg er en kunstner der er utroligt ambitiøs med sit arbejde, og som stimuleres ved at møde modstand, men som samtidig hele tiden - umætteligt - angler efter anerkendelse. Og derfor er utroligt glad når han får den, fx. i form af et ridderkors.

   Han fortæller om sit forhold til det der er "negativt":

Jeg bliver også inspireret af det der er negativt. Af folk, som jeg ikke synes gør tingene helt, som jeg forventer. Af det godes kamp mod det onde. Derfor føler jeg mig måske også indimellem draget af negative oplevelser, for eksempel ved at tilbringe tid med folk, jeg synes er for omstændeligt, eller for lidt generøse, for der lærer jeg rigtig meget og bliver inspireret til at gøre tingene bedre - til at yde mit bedste. De negative personer i mit venne-galleri inspirerer mig også. Jeg bruger dem som stemmegafler, for at kunne ramme de toner jeg skal spille.

Igen en flot metafor fører til skift af frame og optik: negative venner som "stemmegafler".

Hvor kobler jeg til mine forskellige indgange til kreativitet? - Orblindhed er en kreativ restriktion, negative forventninger er en kreativ restriktion. Begge dele udfordrer ham til at fantasere og drømme - og se sig selv, sit liv og sin udvikling inden for rammerne af en eventyrverden, og sig selv som eventyrernes forklædte kongesøn.

   Der er en lang række ligheder med Poul Martinsen, der også som barn var en drømmer, og som også ser sit liv som et eventyr og gang på gang understreger sit eventyrlige held. Også han anglede efter anerkendelse, men blev også stimuleret af omgivelsernes modstand (hans chef gennem 20 år: Verner Svendsen, Radiorådet domineret af Erhard Jacobsen). Også han tiltrækkes og stimuleres af det negative: ondskab, kriminalitet. Også han havde et meget stærkt behov for økonomisk sikkerhed.

   Poul Martinsen kom dog aldrig på finansloven, hvad han bestemt kunne have fortjent.

Personligt genkender jeg oplevelsen af at være ordblind (om end slet ikke så alvorligt som vores guldsmed her), og oplevelsen af et stærkt fantasiliv stimuleret af historier i bøger og museumsbesøg. Og som barn producerede jeg faktisk fascinerende og fantasifulde emaljesmykker som jeg gav bort i julegave til kvindelige medlemmer af familien - kommer jeg pludselig i tanker om!

Kasper Bech Holten-udtræk fra "Inspiration og kreativitet" - af Annie Dunch

Jeg skummer lige nogle relevante citater fra bogen, som jeg tidligere har omtalt. Jeg skal snart aflevere den til ham jeg har lånt den af.

Kasper Bech Holten - operanstruktør - siger: "Det er en følelse af klarhed der breder sig, når inspirationen kommer." Det er altså en aha-oplevelse, siger jeg. Han siger også: "Kreativitet og inspiration kommer, når man har brug for det, hvis man har skabt de rigtige forudsætninger." Til de rigtige forudsætninger som man skal skabe, hører utvivlsomt at man i en tid lader højre hjernehalvdels ubevidst tænkning få fred til at arbejde, efter at man først har fodret den med oplysninger om problemet. I forlængelse heraf siger KBH også: "Jo mere jeg stoler på intuitionen i stedet for at tænke den ihjel, jo bedre bliver resultatet." Han taler utvivlsomt om det jeg andet steds har kaldt flow, en kreativ tilstand som kan forstyrres ved for mange bevidste og urolige overvejelser om hvordan det virker som man er igang med. Det er også det Tim Gallway understreger med sin skelnen mellem "Self 1" og "Self 2", hvor for meget "Self 1"  der er optaget af andres forventninger, forstyrrer "Self 2" i at performe optimalt. Og endnu et citat fra ham: "Kreativitet trives bedst når der er begrænsninger." Det jeg andet steds har kaldt kreative restriktioner.
   Forrige blogindlæg havde rubrikken "kreativ destruktion". Og derfor finder jeg selvfølgelig et citat om det af KBH:

Kreativitet kræver mod! Modet til at være ambitiøs med sit liv, men det kræver også erkendelse af, at al skabelse indebærer destruktion. Man kan ikke skabe hvis man ikke har vilje og mod til at rive ned og slå i stykker. Til at ødelægge publikums eller egne forventninger. Til at rykke sig væk derfra. Give slip på det man ved, man kan og har succes med. 

Det er en udbredt erfaring hos folk der arbejder kreativt, at det kan være godt for hjernen og det kreative arbejde at have flere opgaver at skifte imellem, så man mentalt holder fri fra den ene, mens man arbejder med den anden. Sådan har jeg det også selv.
   Kasper Bech Holten er jo operainstruktør, og en opera er jo i min terminologi en blended genre - et mix af dramatisk teater og lyrisk sang/musik. Han har en rigtig flot metafor hvad en opera er og gør ved publikum:

Operaen er vigtig idag, fordi vi her i rendyrket form arbejder med nogle af de ting, der ikke er logiske i tilværelsen - med følelser og med personer. "Følelsernes fitnesssceneter" kalder jeg operaens univers. For musik kan udtrykke følelser, som ord ikke evner. Der er brug for at skildre tilværelsens kompleksitet, og her er operaen et multimedie med en stor hammel af udtryksmuligheder.

Den er god: Operagenren som "Følelsernes fitnesscenter." Aha!
   KBH bruger også en markant metafor for den måde hans kreative hjerne fungerer og arbejder på - et skuffedarium:

For mit vedkommende skal der fyldes noget ind i maskinen, for at der kommer noget ud. Min hjerne fungerer som et slags skuffesystem. I formiddags havde jeg et møde om en opera til foråret. Da var den skuffe åben. Nu er den lukket igen. Senere på dagen kan jeg sidde til et budgetmøde og være fuldstændig til stede i nuet dér. Og lige nu er jeg et andet sted i mine tanker. Når skufferne bliver lukket i, så ligger idéerne og arbejder videre uden jeg er bevidst om det. Men hvis ikke jeg lukker skuffen op indimellem og putter noget derned, så sker der ikke noget. Der skal være perioder hvor skuffen står åben. Sådan virker det for mig, og jeg har svært ved at tro på, inspiration kan eksisterer på basis af intet. Der nødt til at være en tank, der er fyldt op, som man øser af.

Det var faktisk noget af det jeg syntes var fidusen ved at rejse til Kina og min (nye) forståelse af hvad jeg egentlig skulle med sådan en. At man har åbnet en række skuffer som man fylder på undervejs - ved mentalt at være indstillet på at være "åben" og "modtagelig" (og ikke hele tiden tage billeder eller læse i guidebøger).
    Jeg mindes Poul Martinsen der fortalte om hvordan han, når han var stødt på et problem med produktionen, om aftenen læste alle sine noter igennem, og næste morgen mens han stod og barberede sig, så havde underbevidstheden under søvnen fået en ide til løsning af problemet. En aha-oplevelse. Martinsens metafor var at det var "som et dyr man fodrer". Altså underbevidstheden er som en mave der syder og bobler når der kommer noget ned i den, og ideen næste morgen er så som - ja, metaforen kører her med mig: en mental bøvs! - der letter på trykket.

Kreativ destruktion

Kreativ destruktion, hvad er det?

I forbindelse med et avisindlæg om udsigten for de traditionelle medier, i første række aviser, i en fremtid domineret af et stadigt ekspanderende internet og udviklingen af stadig nye informations- og formidlingsplatforme, så jeg begrebet "kreativ destruktion" anvendt.
    Jeg kunne ikke få det ud af hovedet og havde en erindring om at det var et begreb jeg allerede havde kendt i min ungdom da jeg læste Marx. Jeg husker det også anvendt til at forklare hvorfor  de to bombeødelagte taberlande, Japan og Tyskland, efter 2. Verdenskrig gennemgik en fantastisk  hurtig økonomisk-industriel udvikling og helt overhalede England der var en af sejrherrerne.

Begrebet indebærer i princippet at noget må ødelægges for at give plads til at noget nyt kan opstå. Mytologisk og metaforisk er der jo tale om en slags Fugl Fønix der som bekendt brændte sig selv for  at genopstå af asken.
   Søgning på nettet bekræfter at det oprindelig er et marxistisk begreb til at forstå og forklare den udvikling i spring som kendetegner kapitalismen, hvor konkurrencen fungerer som en dynamisk kraft der kombinerer ødelæggelsen af gamle virksomheder og produktionsformer med en revolutionær udvikling af nye, for eksempel den overgang vi har oplevet de sidste 20-30 år - fra industrisamfund til informationssamfund.
   Begrebets moderne talsmand hedder Joseph Schumpeter, en økonom der i 40´erne brugte begrebet til at beskrive perioder i kapitalismens historier med radikal innovation. Wikipedia skriver:

In Capitalism, Socialism and Democracy, Schumpeter popularized and used the term to describe the process of transformation that accompanies radical innovation. In Schumpeter's vision ofcapitalism, innovative entry by entrepreneurs was the force that sustained long-term economic growth, even as it destroyed the value of established companies and laborers that enjoyed some degree of monopolypower derived from previous technological, organizational, regulatory, and economic paradigms.

I vore dage er begrebet relevant til at beskriver hvordan gamle medier som aviser må gå under og give plads for nye medieformer i forbindelse med internet og digitalisering af alle former for information.
    Det som begrebet indfanger, er at enhver evolution foregår på baggrund af destruktion. Inden for den biologisk lære om livets udvikling her på jorden, opererer man med den tanke at korte perioder af masseudryddelse af et meget stort antal arter af liv, har ført til en springende acceleration af evolutionen ved at give "plads" og muligheder for nye grupper af organismer til at udvikle og sprede sig i de nicher som er blevet tomme. Det kendteste eksempel er dinosaurernes uddøen for omkring 60 millioner år siden, der gav plads for udviklingen af pattedyrene, og dermed for os mennesker. 
    Vi kender tankegangen fra bevingede ord som "at begynde på en frisk", "intet er så slemt at det ikke er godt for noget", "det må gøre ondt, før det kan gøre godt", "vi må viske tavlen ren".    
    Vi kender det også som en socialpsyklologisk mekanisme i forbindelse med udvikling af nye ideer, hvor man skal sørge for at gøre sig "tom" for præfabrikerede forestillinger: Når man skal brainstorme, skal man begynde med en "hvid tavle" eller et "tomt bord". Også i forbindelse med ledelsesteori findes tankegangen, hvor det er en almindelig anerkendt regel at en ny chef hvis han skal kunne forny virksomheden, skal se at komme af med det lag af næstkommanderende souschefer, som forgængeren har ansat. 
    En personlig erindring: Min mormor blomstrede op og fik nyt liv, da min morfar døde da han var ca. 65 år. Han var en stor og dominerende patriark, og da han var væk, blev min mormor livlig, aktiv og udfarende på en måde som vi i familien aldrig havde oplevet hende før mens hun "stod i skyggen". Hun blev 91 år gammel. 
   For mit eget vedkommende har jeg forstået det som jeg jævnligt og med nogenlunde faste intervaller har gjort i mit voksenliv, nemlig skiftet job - villet og frivilligt - som en slag mental kreativ destruktion. Jeg har set det som en positiv mental drivkraft at komme hen et sted hvor jeg - i overført betydning - sad i lort til halsen - uden at have sikkerhed for om jeg kunne klare det. 
   Det jeg ødelægger eller opgiver, ved sådan en skifte-job-operation, det er alle de tankemønstre og de relationer som gør dagligdagen og arbejdslivet forudsigeligt i en bestemt stilling  - og som gør mig tryg - og doven!
   Dovenskab betyder mentalt set at den kreative stavblender går i stå. Resultatet er en ubevidst frustration. Og løsningen er: kreativ destruktion - ved at skifte til et job hvor en stor del af opgaven går ud på at klare udfordringer som man ikke har præfabrikerede strategier og svar på.

Trille - 'et øje i det høje' - og barndomserindringer

Politiken havde i søndags et stort to-siders opslag med et portræt af sangerinden Trille der ikke har sunget i mange mange år - i anledning af en genudgivelse i et box-sæt af hendes plader fra 70´erne og 80´erne.
   De fleste af mine jævnaldrende danskere husker hende ikke mindst for en sang hun sang i tv i programmet Musikalske venner i 1970, med omkvædet: "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud." Sangen handlede - formuleret i antydninger - om en pige der onanerede og som følte skyld på grund af "øjet i det høje".
  Jeg husker hende også fra mit tidligere liv, men ikke lige for den sang.

For det første kender jeg Trille fra vores fælles gymnasieskole på Christianshavn. Jeg har danset med hende til gymnasiefester, og været på kristelige gymnasielejre med hende. Og husker at hun optrådte med folkesange og eget guitarspil til nogle af festerne og på lejrene.
   Og vi har det til fælles at vi begge har været udvekslingsstudenter i USA. Med et års forskydning.
   Mange år senere har jeg mødt hende i B&U-afdelingen i DR i slutningen af 80´erne, hvor hun skrev manuskripter til børnetegnefilm, og hvor jeg var indkaldt som dramaturg for et mindre hold af forfattere som alle skulle skrive historier til det samme tegnefilmskoncept.
   Hun var klart et multitalent, en person med flere personligheder. Ikke sådan at komme i kontakt med.
   I øvrigt bor hun nu også i Sydsjælland, kun 30 kilometer fra Vordingborg. Og jeg og fruen har besøgt hende der  et par gange på hendes gård - langt ude på en pløjemark.

Jeg husker godt at hun var datter af en enlig mor og boede i en lejlighed på Højdevej på Amager, for det var samme vej som min daværende gymnasiekæreste også boede på. Det jeg ikke har vidst noget om, var historien om tabet af faderen. Journalisten Mette Olsen refererer i portrættets indledning:

Om eftermiddagen sørgede Trille altid for at lægge faderens sutsko ind på radiatoren, så de var lune når han kom hjem. Og når døren gik op, var det som et pust af verden, der kom med ind i den lille toværelses i Sundby. En gang havde han en hummer med hjem. En anden gang trak han et par rulleskøjter til hende op af mappen. Da hun lå syg med halsbetændelse, havde han købet den hel nye 'Pippi Langstrømpe'. Faderen havde haft polio som barn (...), men en af nyrerne havde åbenbart også taget skade. I hvert fald svigtede den pludselig. "Så døde min far da jeg var syv".

Trille får selv ordet i artiklen lidt senere:

Han lå jo hjemme i en periode og spiste en frygtelig masse hvidløg, for det skulle måske hjælpe, og havde kameluldsbælte på. Han havde også en kolbe at pisse i, og det var simpelt hen det rene blod. Så kom han på Bispebjerg Hospital. Min mor og jeg tog derud hver eneste dag med sporvognen. Og så var det altså slut.

Trille fortæller videre at der ikke blev talt med hend om hendes eget savn af faderen, det måtte hun pakke ned og holde for sig selv. Men hun blev sin sørgende "mors krykke", fortæller hun:

Jeg tror, jeg har haft nogle meget, meget lange antenner ude for hele tiden at lodde, om stemningen var i orden. Og det  der hensyn til, om alle nu havde det godt, har jeg båret med mig alt for længe. Nu har jeg lagt noget af det bag mig. Men sådan har jeg haft det i mange år.

Det med at have særlige følsomme antenner ude i forhold til de nære omgivelser, synes at være et ofte optrædende træk ved den særligt kreative personlighed, et mentalt resultat af savn og tab i barndom og ungdom.
   Poul Martinsen fortæller noget lignende om sit særlige forhold til sin meget ældre søster, som var meget humørsvingende, og om hvordan han lærte at være særligt opmærksom på og følsom over for de tegn der afslørede hvor på humørskalaen søsteren befandt sig.
   Han mente selv at den særlige følsomhed han den gang udviklede, var noget der kom ham til gode når han skulle interviewe mennesker til sine dokumentarprogrammer. Som en slags intuition.

I øvrigt har en meget kreativ fotograf lavet en iscenesat montage på forsiden af kultursektionen, hvor man ser Trille sidde med albuerne på et bord og med sin ene hånd holde et pladecover op foran sig fra en af hendes LP´er: Indeni/Udefra. På coveret kan man se hendes ansigt - hun så godt ud - fra den gang. Når man så bladrer ind til selve artiklen, ser man hende sidde uden at ansigtet er dækket, sådan som hun ser ud nu hvor hun må være midt i 60´erne.
   Alderen og hendes liv har sat sig kraftige spor. Hun ser hærget og brugt ud.
   God ide af fotografen, godt tænkt, flot realiseret. Man får virkelig en rigtig AHA-oplevelse. I hvert fald for mig lidt af et chok på den måde at blive konfronteret med forskellen mellem mit erindringsbillede af hende som stemmer overens med cover-billedet, og så fotografens nutidige billede.
   Fotografen hedder Peter Hove Olsen.

Kreative restriktioner - i Kina: Han Han og 'græsmudderhesten'

Jeg skrev tidligere om Ai Weiwi - den kinesiske avantgarde-kunstner som lod sin protest mod det kinesiske autoritære og undertrykkende styre komme til udtryk gennem undertekst og indirekte henvisninger og associationer.
   Politiken har idag en historie i sin kultursektion om et andet og nok så markant eksempel på det samme fænomen. Det drejer sig om den unge kinesiske forfatter Han Han. Han er et stort idol for den kinesiske ungdom, og hans blog bliver læst af omkring 300 millioner mennesker, fortæller avisen. Og man må gå ud fra det hovedsagelig er kinesere. Han er født 1982 og har udgivet 14 bøger der har solgt i meget store oplag. Oven i er han professionel rallykører og musikproducer. Et kreativt multitalent, kan man slutte sig til. Og utroligt populær blandt de unge kinesere.
  Han har for nylig lanceret et litterært magasin, Dangzhonyan, som i første udgave blev solgt i 1,5 millioner eksemplarer. Men pludselig var der ingen med indflydelse i Kina der ville samarbejde med ham og magasinet, så det måtte lukke. Hvorfor?

En vigtig pointe i Politikens artikel er at Han Han er systemkritiker, men på en måde så det er svært at ramme ham. Han udnytter den kinesiske tradition for dobbeltbundethed og tvetydigheder i sproget. Det at ord som skriftligt har et helt forskelligt udtryk, lydligt ligner hinanden, sådan at kineserne kan få associationer som styret ikke ønsker, men har svært ved at kritisere og dømme ham for.
  Det nu lukkede magasins titel var Dangzhonyan - som er betegnelsen for Kommunistpartiets centralkomite. Men det kan også rent lydligt betyde noget i retning af: "et kor af solister" - hvilket kan give kinesere associationer til ytringsfrihed.
  Politiken artikel citerer Mette Holm, Kinaeskpert, for andre lignende eksempler. På You-Tube finder man et indslag med en sang på kinesisk om det modige og udholdende fantasidyr græsmudderhesten. På hovedsproget mandarin minder udtrykket slående om "din mors vagina". I sangens fortælling besejrer 'græsmudderhesten' en invaderende hær af 'flodkrabber' - et ord der på kinesisk der lyder næsten som udtalen af ordet "harmoni", som jo er Det kinesiske styres faste eufemisme for nødvendigheden af at undertrykke anderledes tænkende.
   Altså det vi i andre sammenhænge har kaldt en undertekst: det der er den egentlige mening, men som er underforstået.

Artiklen nævner at det som Han Han gør i forhold til det kinesiske styre, på mange måder minder om Vaclav Havels måde at forvalte sit forfatterskab på under det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet.
Og om en del danske revyviseforfatteres sange under nazisternes besættelse af Danmark.

Kreative restriktioner er noget som sætter fantasien i gang hos skrivende folk for at komme uden om mure og grænser, forbud og forhindringer . Det er noget kunstnere og journalister kan pålægge sig selv (jfr. dokumentarfilmen De fem benspænd som var et resultat af Lars von Triers udfordring til Jørgen Leth). Men også noget et system kan udfordrer kritiske og modvillige kunstnere med, så de arbejder med fantasistimulerende metaforer og allegorier.