Leg for ledere og naturen som model - noget om kreativitetsteknikker og ideudviklingsmetoder

Nogle artikler i Politikens tillæg "Viden" fik mig til at genkalde mig den liste af kreativitetsteknikker som indgår i mit standardoplæg om kreativitet.

Den ene artikel har rubrikken "Danske firmaer leger for lidt", og underrubrikken "Vanetænkning dræber firmaers evne til at udvikle de produkter vi skal leve af, siger forsker."

    Det er et nyhedssammendrag af en artikel inde i tillægget der er fast genkommende under rubrikken "Hvad forsker du i?"

   Forskeren hedder Ann Charlotte Torsted - og er i gang med et phd.-projekt som erhvervsforsker i regi af Lego. Forskeren har tidligere arbejdet sammen med kunstnere og været med til at fremelske kreative processer og ideer, fortæller hun. 

   Hun har her fået grupper af ledere og spcialister til at indgå i legesituationer, video-optaget dem mens de gjorde det -  og interviewet dem før og efter.

   Hvad fortæller hun så om det?

Leg er vuggen for at skabe innovation, som jeg definerer som det, at der kommer et konkret produkt, en ny ide eller en ny service ud af den kreative proces der opstår. I legen er man inde i mulighedernes felt og fokuserer på processen frem for resultatet. Det indebærer at man slipper for en masse begrænsninger, man ellers på lægger sig i en rationel og styret arbejdsproces, hvor leg opfattes som noget pjat. (...)

   Jeg har brug forskellige metoder for at indkredse, hvordan der kunne leges. Vi har leget med metaforer for at beskrive, hvordan en person i en gruppe opfatter deres rolle. (...) Desuden har vi brugt storytelling til at indkredse ideer. Og vi har brugt legoklodser til at visualisere en meget abstrakt ide om, hvordan en ny organisation og et samarbejde kunne se ud.

"Metaforer" og "storytelling". Min hjemmebane.
   Når hun beskriver legen, får jeg jo klare associationer til flow-processens kendetegn:

Man gribes af legen, og der opstår spontanitet, glæde, begejstring, kammeratskab og frihedsfølelse. (...) Legen får en forløsende effekt, der er langt bedre og virker meget mere naturligt end mange klassiske managmenttiltag, (...). I legen bliver folk mere vovede og fantasifulde, og de tager ansvar for deres arbejdsdag på en ny måde. (...) Leg er et livsfænomen på linie med  kærlighed. I legen føres vi ind i en anden verden, hvor vi totalt opsluges af det, der sker nu og her.

Den anden artikel er ikke en egentlig artikel, men et billede med en artikellignende undertekst. Øverst står "Ørkengletsjer/Naturen inspirerer til køelteori". Og jeg kommer i tanker om at en af de klassiske kreativitetsteknikker i lærebøgerne hedder "naturen som model". 

   Her er billedet:

Kunstneren hedder Ap Verheggen.

   Hvad det forestiller? - En ide til en solcellekonstruktion der skal opsamle og nedkøle vand i ørkenen. Det er på tegnestadiet som man ser:

Hans vision er at skabe en 200 kvadratmeter stor konstruktion med form som et blad fra et elmetræ - naturens egen geniale måde at absobere solenergi på som det hedder - og bklæde den med solceller på overfladen, mens en række kondensatorer indeni, drevet af sloenergien, opfanger fugtigheden i ørkenluften og køler den af.

Ap Verheggen hører til de særligt kreative der ligesom andre jeg har fremhævet i denne blog, elsker  blending af skulptur og natur:

For efterhånden mange (ca. 20) år  siden da jeg begyndte at holde oplæg om kreativitet for journalistiske redaktioner, læste jeg jo pænt på lektion og samlede eksempler ind på metoder og teknikker til at udvikle kreativiteten og fremelske nye ideer.

  Jeg opdelte dem i tre hovedgrupper:

1. Adskillelse af skabende og vurderende processer, blokering og udsættelse af de vurderende 
2. Provokere, gennemtvinge brud og diskontinuitet i situationen, – bryde vanetænkning 
3. Visualisering – sanseliggørelse af problemerne – gennem lyd, billeder, bevægelser, musik

De to sidste dækker smukt hvad Ap Verheggen har gang i, at dømme ud fra de to billeder.

Under hver hovedgruppe ordnede jeg så de forskellige fremgangsmåder jeg havde læst om og læst mig til. Nogle af dem kendte jeg jo godt i forvejen fra mit arbejde med redaktionel efterkritik og redaktionsudvikling

1. Bloker og udsæt vurderinger

• Brainstorm
• Aktiv lytning
• Se det positive
• Elementanalyse

2. Provokation

• Overdriv
• Vend tingene på hovedet
• Humor
• Start bagfra
• Tilfældigt/skævt udgangspunkt

3. Visualisering

• Analogi
• Metafor
• Naturen som model
• Mind map

Jeg bemærker at Charlotte Thorsteds "leg" og "storytelling" ikke er med på listen. De går på tværs af kategorierne. "Leg" kan vel nok listes ind under "Provokation" og "visualisering", og "storytelling" ind under "analogi" og "metafor". Og "legoklodser" - ja, der er vel også tale om en slags "elementanalyse" og "analogi".
   Så nogle teknikker kombinerer og går på tværs af de tre kategorier.

Jeg har en enkelt gang undervist sammen med det meget kreative menneske Palle Steffensen som har en fortid i Danmarks Radio i forskellige stillinger hvor kravet var enten selv at være kreativ eller at få andre i redaktioner til at være det.

   Han har skrevet bogen: "Flere og bedre ideér - 12 gode metoder". Hvordan ser hans liste ud?

• Brug din undren aktivt
• Tænk parallelt
• Vend ideen om
• Gå til kanten
• Tænk i billeder
• Sæt det kendt i en ny ramme
• Zoom ind, zoom ud
• Når du løfter en sten
• Brug din fordom
• Kig på fortiden
• Søg hjælp udefra.
• Bryd vanen.

Nogen af dem falder umiddelbart sammen med min liste, andre gør det når man går ind i substansen. 

   Jeg skal her ikke gå i detaljer med de enkelte teknikker. Men blot konstatere at de stort set stemmer overens med hvad man den dag i dag kan finde når man googler:

http://www.mindtools.com/pages/main/newMN_CT.htm

http://www.slideshare.net/fallonj/50-creativity-creation-techniques-and-strategies

http://www.mathysmedical.com/fileadmin/user_upload/pdf_download/Arztforum/Kreativitaetstechniken_E.pdf

Selvfølgelig kan man finde mange flere undergrupper under de tre hovedoverskrifter. Men det er hovedkategorierne jeg gerne vil uddybe lidt. Hvorfor stimulere de til større kreativitet? 

   Der er det fælles ved kreativitetsteknikkerne at de forsøger...

1. at skifte sans, fra logisk-verbal til visuel tænkning. 
2. at skifte hjernens måde at arbejde på fra lineær til non-lineær tænkning
3. at se noget velkendt gennem en anden mental optik

I alle tilfælde går det ud på at aktivere dele af højre hjernehalvdel så dens tænkemåde får tid og plads til at foregå og folde sig ud - i samarbejde med den der ellers dominerer, den venstre. 

   Det er det nogen kalder "åben tilstand" - en tilstand der er beslægtet med hypnose, meditation og dagdrømmeri. Og under hvilken hjernen udsender alfa-bølger.

Bagved ligger en fælles bestræbelse på at lukke ned for de moduler i hjernen som fungerer som censor og bremseklos for nytænkning. Og åbne op for - i hvert fald dele af default-neværket - og integrere det med aktiviteter i spejlneuronnetværket. 

"Censor" har to meget forskellige kilder. Dels de moduler i de forreste pandelapper (prefrontal cortex)  som tager sig af moralske vurderinger af handlinger og tanker, og dels de moduler som er aktive når vi følger rutiner og vaner.
   I sidste tilfælde er det den procedurale hukommelse som i samarbejde med de andre former for langtidshukommelse ofte ubevidst sætter ind og bremser for kreativ tænkning og åben tilstand: "Sådan plejer vi at gøre, så sådan skal vi også gøre i dette tilfælde. 

Den arbejdsdelte hjerne - og et samlende "worldview"

Ved en jagt på sammenhæng mellem kreativitet og the default network når jeg frem til en blog som promovere denne video. Den er interessant fordi den først afliver de poppede og overfladiske forestillinger om den arbejdsdelte hjerne, og så genopliver og geninstallerer forestillingen, men på nye præmisser.

Hans hovedpointe er at forskellen mellem de to hjernehalvdele ikke er hvad de gør, men hvordan de gør det de gør. Altså begge hjernehalvdele tænker, men måden de tænker på er forskellig. Og at neurologisk centrer eller moduler fra begge hjernehalvdele næsten altid arbejder sammen, fx når man bruger sprog, og i forbindelse med mange andre kreative aktiviteter.

   Denne ekstremt flot illustrerede videoforelæsning, sammenfatter en bog forelæseren, Iain McGilchrist, har skrevet: "The Master and his Emisary".

Indholdet beskrives sådan her på Amazon:

Why is the brain divided? The difference between right and left hemispheres has been puzzled over for centuries. In a book of unprecedented scope, Iain McGilchrist draws on a vast body of recent brain research, illustrated with case histories, to reveal that the difference is profound - not just this or that function, but two whole, coherent, but incompatible ways of experiencing the world. The left hemisphere is detail-oriented, prefers mechanisms to living things, and is inclined to self-interest, where the right hemisphere has greater breadth, flexibility and generosity. This division helps explain the origins of music and language, and casts new light on the history of philosophy, as well as on some mental illnesses. In the second part of the book, he takes the reader on a journey through the history of Western culture, illustrating the tension between these two worlds as revealed in the thought and belief of thinkers and artists, from Aeschylus to Magritte. He argues that, despite its inferior grasp of reality, the left hemisphere is increasingly taking precedence in the modern world, with potentially disastrous consequences. This is truly a tour de force that should excite interest in a wide readership.

Jeg har bestilt den hjem til nærmere undersøgelse.

  

Man kan sige at de kreativitetsteknikker som jeg har omtalt i det efterfølgende indlæg, og som der er stor enighed om i litteraturen, er forskellige måder til at give plads for højre-hjernehalvdelstænkning i samarbejdet mellem de to hjernehalvdele.

Nu ville det jo så være fedt hvis default-netværket som generelt forbindes med dagdrømme, fantasier om fremtiden, forestillinger om selvet og andres selv, og fremkaldelse af erindringer fra den episodiske/selvbiografiske hukommelse, at dette netværk også havde en særlig tyngde af moduler i højre hjernehalvdel (for når man ser afbildinger af det så er det nogenlunde symetrisk ordnet i begge hjernehalvdele).

   Og, bingo. Det kunne det se ud til. Se i denne artikel som jeg også tidligere har refereret til fordi den beskriver overlapning mellem spejlneuronsystemet og default-netværket: "The self and social cognition: the role of cortical midline structures and mirror neurons" af Lucina Q. Uddin, Marco Iacoboni, Claudia Lange and Julian Paul Keenan. 

   Artiklen viser at det er et center i højre hjernehalvdel der aktiveres ved opgaver der kræver at forsøgspersonen forholder sig til et billede af sig selv. (Herom mere en anden gang)

Men Google-jagten fører denne gang til den første videnskabelige teori som kobler dannelsen af den særligt kreative personlighed sammen med særlige barndomsoplevelser. Teorien kaldes "Honing Theory" - og er sat i søen af en psykolog ved navn Lian Gabora. Hendes hjemmeside findes her:

https://people.ok.ubc.ca/lgabora/research.htm

Ordet "hone" betyder: at skærpe, slibe, hvæsse. Og teorien går ud på at alle mennesker får indarbejdet et "worldview" under opvæksten, som altså er en intern kognitiv-mental model af virkeligheden, dvs en mental model af omverdenens indretning og af personens placering i denne indretning. Og at denne model - dette "verdenssyn" - hele tiden formes, slibes til og skærpes gennem interaktion med omverdenen i kombination med interne imaginative processer. 

   For Liane Gavora er det centralt at dette verdenssyn udvikles under modstand og i konflikt med omverdenen, og at udviklingen af det er styret af at mennesket altid vil ønske at der skal være konsistens mellem det interne verdenssyn og så de konkrete oplevelser som det har i mødet med den aktuelle omverdens virkelighed:

Honing theory posits that creativity arises due to the self-organizing, self-mending nature of a worldview (see above), and that it is by way of the creative process the individual hones (and re-hones) an integrated worldview. Honing theory places equal emphasis on the externally visible creative outcome and the internal cognitive restructuring brought about by the creative process. Indeed one factor that distinguishes it from other theories of creativity is that it focuses on not just restructuring as it pertains to the conception of the task, but as it pertains to the worldview as a whole. (...)

   Thus another distinguishing feature of honing theory is that the creative process reflects the natural tendency of a worldview to attempt to resolve dissonance and seek internal consistency amongst its components, whether they be ideas, attitudes, or bits of knowledge; it mends itself as does a body when it has been injured.

Liane Gabora lægger vægt på at et verdenssyn altså kan blive "såret" i konflikt med overdenen, men at sindet så er indrettet sådan at det vil stræbe hen mod at hele og helbrede sig selv - ved mentalt at skabe ny "harmoni" gennem en restrukturering og "tilslibning" af verdenssynet.

   I forhold til andre teorier om kreativitet, så fremhæver denne at ideer kan være "halvbagte" tilstede i hjernen, hvad Liane Gabora kalder for en "mulighedstilstand", og at det så er mødet med en given kontekst der kan aktualisere den: 

Yet another central, distinguishing feature of honing theory is the notion of a potentiality state. Honing theory posits that creative thought proceeds not by searching through and randomly ‘mutating’ predefined possibilities, but by drawing upon associations that exist due to overlap in the distributed neural cell assemblies that participate in the encoding of experiences in memory. Midway through the creative process one may have made associations between the current task and previous experiences, but not yet disambiguated which aspects of those previous experiences are relevant to the current task. Thus the creative idea may feel ‘half-baked’. It is at that point that it can be said to be in a potentiality state, because how it will actualize depends on the different internally- or externally-generated contexts it interacts with.

Videre fremhæver Liane Gabora det som først vækkede min interesse: nemlig at forskning viser at kreativitet hos en person, kan forbindes med "modstand i barndommen" - "childhood adversity" - en modstand som vil stimulere til en særlig udformning ("honing") af verdensbilledet der fremmer kreativitet:

Honing theory can account for many phenomena that are not readily explained by other theories of creativity. For example, creativity was commonly thought to be fostered by a supportive, nurturing, trustworthy environment conducive to self-actualization. However, research shows that creativity is actually associated with childhood adversity, which would stimulate honing. 

Man kan sige at den særligt kreative personlighed er et resultat af det worldview som dannes og får sin særlige form under oplevelsen af den modstand - de savn, brud og forflytninger - som sindet oplever og prøver at inkorporerer i sit "worldview".

  Og kunne man måske så tilføje her: Defaultnetværket er ikke medfødt, men udvikles også i barndommen i samspil med omverdenen. Og det er ikke en urimelig antagelse at de forskellige centre som dette netværk forbinder, udvikles på en særlig måde af disse oplevelser. 

   I princippet svarer det til at man har konstateret at den del af hjernen som bearbejder geografisk orientering, er særligt udviklet hos taxachauffører gennem et langt livs taxakørsel.

Endelig gør Liane Gabora opmærksom at hendes teori kan forklar at en kunstner har den samme "stil" fra værk til værk, og at man kan finde fællestræk på tværs af kreative produkter med den samme "kunstner" som ophavsmand: fx digte og malerier

Other experiments show that different works by the same creator exhibit a recognizable style or 'voice', and that this same recognizable quality even comes through in different creative outlets. This is not predicted by theories of creativity that emphasize chance processes or the accumulation of expertise, but it is predicted by honing theory, according to which personal style reflects the creator's uniquely structured worldview. 

Når Liane Gabora andetsteds på sin hjemmeside beskriver den kreative proces i hjernen og referer til neuroner der "fire together", så kan jeg ikke se andet end at hendes worldview- og honing-teori meget let lader sig forbinde med teorien om konceptual blending.
   Og som altså også lader sig forbinde med min teori om at den særligt kreative personlighed er - i hvert fald delvis - et produkt af særlige fantasiaktiverende og -stimulerende erfaringer (savn, længsel, ønsker) i barndom og ungdom.
   Disse erfaringer, antager jeg, levere stimulerende impulser til en særlig stærk udvikling af default-netværket i hjernen - og det er altså erfaringer som man kan konstatere at rigtig mange forfattere, maler, forskere, etc. har med i deres mentale bagage fra barndommen af.