Sider

fredag den 30. marts 2012

Ib Michaels vrede på sin far - og blandingen af selvbiografi og fantasi

Forfatteren Ib Michael som jeg for nogle år tilbage læste flere bøger af med fornøjelse, har udgivet en ny bog, som af Politikens anmelder benævnes et "erindringskalejdoskop". 
  Anmelderen er Mikkel Bruun Zangenberg og rubrikken på bagsiden af kultursektionen i går lød: "Ib Michaels skrummelkasse".
   Ib Michael er en hjem-og rodløs, identitetssøgende personlighed der blender og simulerer  på alle niveauer og i mange dimensioner i sine værker: realisme og magi, fortid og nutid, erindringer og opdigtet virkelighed. 
   Og som man kunne forvente har han tydeligvis ondt i faderforholdet.
Ib Michael er grosserersøn fra Roskilde, men faderen var en proletar, der havde arbejdet sig op, og det lægger sig som et mørkt spor i billedet af en fader, der kunne være hård og smålig, mest rørende i en art urscene ude i skoven. Ib Michael og hans far rider sammen i skoven; Michael er en meget dygtig og talentfuld rytter, men på et tidspunkt presser hans far ham til, at de skal konkurrere ved at sætte over en grøft.
   Michael farer af sted, indser midt i springet, at afstanden er for lang, holder sig iskold, ændrer hestens tyngdepunkt bagud og lander sådan, at både hest og rytter lige undgår faldet og døden.
   Faderen? Han red rundt om grøften i en blød bue, veg uden om og sagde blot til den store dreng:
   »Vi siger ikke noget til mor!«.
   Ved at holde sin anerkendelse tilbage, og ved selv at opføre sig som en kujon, svigter han sin søn og skaber et raseri, der skal blive til hævn og faderopgør. Faderen napper på et tidspunkt også en ridetur alene med sønnens sommerkæreste, han kujonerer moderen, bl.a. ved at udnytte højtider til at afværge angreb, og så fremdeles.
Michael: »Af samme grund afskyr jeg urimelige mænd«. Men: »Nu har jeg begravet dem begge. Det vil sige, jeg var til min mors, ikke min fars begravelse.
Jeg kan ikke frigøre mig fra oplevelsen af et hele hans produktion er et langt udbrud af kreativ vrede - rettet mod faderen. Og at det er den der igangsætter den store mentale stavblender i hans kreative processer. 
   Ib Michael leger med identiteter, fortællerroller, virkelighedsreferencer og -lag, og han lider af vildt galoperende grænseoverskridende metaforløb igennem sine tekster. 
   For meget af det gode mener flere anmelderen som generelt har svært ved at goutere ham.
   Men 'Den store danske encyklopædi' sammenfatter det positive billede som nok falder sammen med hans mange læseres:
Hans bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf, udspændt mellem handlingens dramatik og beskrivelsernes nærsansning og ordmusikalske billedstorm. De er samtidig fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde.
Ikke mindst blender han også selvbiografi og opdigtet virkelighed, fx i 'Vanillepige'-trilogien. Og det har jo min særlige interesse.
   I forbindelse med den foregående "selvbiografiske" trilogis sidste værk 'Vilde engle' blev han derfor også inddraget i den faktionsdiskussion jeg tidligere har omtalt og refereret til fx. i forbindelse med Knausgaards serie 'Min Kamp'.  Det er diskussionen om "dobbeltkontrakten" når man blander fakta og fiktion og taler om 'selvbiografiske romaner' som fx Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden'.
   I Politiken den 11.05.2009 bliver han interviewet af Tine Maria Winther. Hun spørger:
Men er han som kunstner fritaget for ansvar, bare fordi han er kunstner? Har forfattere ikke et hensyn at tage over for de mennesker, de involverer i deres fiktion og udstiller for læserne?
   »Nej. Undskyld mig, men nej!«, siger Ib Michael med engageret stemme og kropssprog.
   Han har hørt det argument før – og for nylig læst det i flere af avisernes anmeldelser af ’Vilde engle’:
   »Kunst er et spørgsmål om at komme ind, hvor noget rykker. Jeg har skrevet en erindringstrilogi (Vanillepige-trilogien, red.) før denne, og der er ingen af de mennesker, som dengang var i levende live, det være sig min far (portrættet af faren i ’Vanillepigen’ og ’Brev til månen’ er ganske barskt, red.), der har følt sig gået for nær«.
   »Jeg har kun mødt personer, der har følt sig småfornærmede over ikke at være med. Det er et mærkeligt dogme det der«, siger Ib Michael og ryster på hovedet.
   Han hælder mere grøn te op fra kanden i den østligt udseende tevarmer og henviser til den kontrakt, han føler, han meget tydeligt laver med læserne, for eksempel i ’Vilde Engle’, hvor han krydser sine erindringer fra tresserne med tsunamien, som han oplevede på klods hold i Thailand 26. december 2004:
   »Jeg benytter mig af en jeg-fortæller, men vi er ikke ti sider inde i ’Vilde engle’, før han har fået det halve hoved revet af af en betonblok under tsunamien – jeg ved ikke, om folk nogensinde har set mig i den tilstand ... Vi er heller ikke ti sider inde, før jeg-fortælleren har byttet tegnebog med et ansigtsløst lig. Meget har jeg foretaget mig, men det har jeg ikke gjort. Det er folkeskoleviden, at en jeg-fortæller ikke må identificeres med forfatteren«.
   Ib Michael balancerer mellem at more sig og være irriteret over de anmeldere, der mener, at hans trilogi er underholdende, men også har alvorlige problemer med at få romankunst og selvbiografi til at gå op i en højere enhed.
Senere i interviewet kommer de ind på farforholdet og problemerne med at bruge familie tilsyneladende uden fiktionens metaforiske omskrivning af virkeligheden som filter:
Portrætter af forældre hører naturligvis til i blandingsgenren selvbiografi og roman.
   Vagn Lundbye gav et uforsonligt billede af sin far i ’Trefoldighedsbarn’, Kim Leine et hårrejsende et af sin incestuøse far i ’Kalak’. Morten Sabroe skriver barskt og hudløst om sin mor i ’Du som er i Himlen’ og ’Kærlighedskrigeren’, og Ib Michael gør op med sin familietyran af en far i ’Brev til månen’. 
   Jeg spørger, hvordan det opfattes søskende imellem, at den ene udstiller fælles forældre på tryk.
   »Min elskede storesøster, Lilian, som jeg har portrætteret gennem trilogien, blev ked af det og vred, da hun læste portrættet af min far i Vanille-trilogien, men der er ikke nogen af os, der er sandhedsvidner. Hendes oplevelse af min far var af gode grunde helt anderledes end min, og hun skal være ærlig over for sin, og jeg skal være ærlig over for min«.
   »Hvis kunsten kan noget, er det netop at indsætte personer i et psykologisk billede og en større sammenhæng. I ’Brev til månen’ kommer tilgivelsen, da jeg ser et foto af min far som 19-årig. Han var en fattig soldat, vokset op som adoptivbarn, der ville frem i verden. Jeg forstår ham, jeg ser ham som en kriger, jeg ser mig selv som en kriger. Jeg ser ærligheden i det spil«, siger Ib Michael og kommer selv ind på, at underholdningsværdien også spiller en rolle.
   »Hvem ville gide læse den her roman: Jeg voksede op i Roskilde, det var meget lykkeligt, mine forældre var så søde, og vi var i Tivoli fire gange om året. Hey, du er da allerede stået af«, smiler han: »Vi ved godt, det ikke er den slags historier, vi bliver skabt af«.
Jeg kan jo kun være enig. 
   Poul Martinsen havde også ondt i farforholdet, og bruget også den kreative vrede til at producere stor dokumentarkunst, hvor de medvirkende ofte var "kopier" af forældrene eller spejlinger af ham selv.

onsdag den 28. marts 2012

Jubilæumsindlæg - om reception som simulation - og Torben Grodal som anmelder

For præcis 2 år siden skrev jeg det første indlæg på denne blog. Hurra for det!

Over 36.000 visninger på de to år. 425 indlæg er det blevet til. En del positive reaktioner fra både venner og bekendte - også fra mig helt fremmede mennesker. 

I enhver henseende har det overrasket mig. Først og fremmest er jeg overrasket over mig selv og min produktivitet. Jeg kom straks og nemt i flow, skriver lange indlæg - for det meste - og rammer bredt inden for temaet kreativitet. Og jeg er utvivlsomt blevet fysiologisk afhængig af den kemiske belønning hjernen giver mig når jeg skriver. Et skud "lykkestoffer": dopamin, endofiner, serotonin, etc. - for hvert skrevet indlæg.

Du kan finde det første indlæg ved at klikke på dette link:

Jeg citerer lige lidt fra det:
Jeg har i efterhånden mange år interesseret mig for fænomenet kreativitet - i mange sammenhænge:
  • Som underviser: Hvordan vækker man og inspirerer de mennesker man underviser, så de bliver "tændt"?
  • Som efterkritiker: Hvordan sikrer man sig at efterkritikken bliver konstruktiv og udviklende - og bidrager til kreativitet hos modtageren?
  • Som forsker: Hvad kendetegner forskning der er fornyende, revolutionerende, opfindsom, normbrydende? Hvorfor er så meget forskning kedelig og uinteressant - fantasiløs?
  • Som dramaturg: Hvad skal der til for at et manus - til en tv-udsendelse - fænger, fanger, fastholder publikum?
  • Som konsulent: Hvordan hjælper man en redaktion til at udvikle og forny sig, forbedre samarbejdet, øge produktiviteten, skabe arbejdsglæde
  • Som tv-direktør: Hvordan får man medarbejdere til at producere, så seertallet øges - uden at det koster "mere" i tid og ressourcer?
  • Som fagbogsforfatter: Hvad er fælles - om noget - for de emner jeg har skrevet om i bøgerne: Skriv Sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - Besat af virkelighed?
  • Som ven og kollega: Hvorfor er det en bestemt personlighedstype som jeg tilsyneladende finder det særlig attraktivt at arbejde sammen med? Og hvad kendetegner den "type"?
  • Som mig: Er der nogen sammenhæng i min tumlen-rundt karriere, og mellem alle de ting jeg har beskæftiget mig med i årenes løb? Jeg er snart 67. Hvorfor har jeg fx skiftet job så mange gange, selv om jeg i de fleste tilfælde bare kunne være blevet siddende i ro og mag hvor jeg var ansat? Hvad blev der af ungdommens digter- og malerdrømme?
De spørgsmål og mange flere - beslægtede - har jeg gået og tumlet med - bevidst og ubevidst - i efterhånden mange år. De har alle noget med kreativitet at gøre på en eller anden måde? Og svarene forudsætter en dybere og mere nuanceret forståelse af begrebet og fænomenet end jeg hidtil har magtet at mobilisere, har jeg på fornemmelsen. Og af mig selv, måske.
Det spor - eller rettere - de spor har jeg så forfulgt - kreativitetssporene. Dels ved at læse bøger og finde artikler på nettet inden for et bredt spektrum af fagområder, dels ved at finde illustrerende og dokumenterende eksempler i min daglige avislæsning og andre faglige aktiviteter jeg aktuelt er i gang med; og dels - og det er det mest nye - ved at trække på og indrage mine erindringer om kreative mennesker, møder, tidligere skriverier og aktiviteter.

Et af de mange nye begreber som min læsning af teori inden for kognitiv lingvistik og  neuroscience, er begrebet simulation. 
    Udgangspunktet var og er spejlneuronsystemet som fungerer sådan at de neuroner i præmotorcortex (og i andre moduler i hjernen) som er aktive når man selv udføre en bestemt konkret handling (som at tage en kop og drikke af den), de neuroner bliver også aktiveret når man ser en anden person udfører den selvsamme handling. Og fx spejlneuronerne der styrer muskulaturen i ansigtet når vi udtrykker følelser, aktiveres også når vi ser en anden smile eller græde - i virkeligheden eller på et lærred eller en skærm.
   Både gråd og latter, vrede og sorg kan smitte!
  Denne automatiske neurologisk "spejling" er (en del af) forklaringen på empati og følelsesmæssig identifikation i forhold til de mennesker man ser handle på skærm eller lærrede når man ser film eller tv-programmer. Denne simulation er ubevidst og forgår automatisk. Ser vi fx en anden blive stukket med en nål, ømmer vi os selv automatisk "på hans vegne"

Men sandsynligvis er det også sådan at det såkaldte default mode netværk i hjernen også er aktivt når man identificerer sig og tager moralsk eller emotionel stilling til figurer der handler i en audiovisuel billedfortælling. Men det er en mere bevidst, refleksiv simulation som forudsætter eksistensen af det der kaldes ToM - Theory of Mind - dette at vi alle har en en indbygget antagelse om at sådan som vi selv oplever at vi "indvendigt" er indrettet kognitiv og emotionelt, sådan er vores medmennesker også indrettet.
   Det er i vores default mode netværk at den type mere bevidste og reflekterende identifikation udspringer: Hvad hvis jeg var i hans sko, ville jeg så gøre det samme som ham? Hvad hvis jeg havde et andet liv end jeg har, hvordan ville det så være?
   Default netværket har også andre indadvendte funktioner. Fx er det det der genfremkalder episodiske erindringer. Og det der aktiverer disse genkaldte erindringer, kan fx være noget man læser om eller ser på tv eller på film. Det tager sig også af de "imaginationer" hvor man forstiller sig selv i fremtiden, eller i en anden verden og en anden tid - eller uden for tiden: "i himlen" fx.

Det sjove - eller mærkelige - er at jeg er vejleder for en gruppe studerende på journalistik på RUC der skriver på et speciale som skal levere en receptionsanalyse af det program jeg for ganske nylig også har givet et "dramaturgisk service-eftersyn": 'De unge mødre'. 
   Og de studerende har fundet ud af at simulation i en eller anden forstand er en vigtig mekanisme for at forstå fokusgruppernes reaktioner på de medvirkende karakterer i programserien.
   Og den kilde de har til det begreb og den brug af det, er - nej, ikke min blog her (som jeg heller ikke har henvist dem til) - men derimod den nogenlunde jævnaldrende filmprofessor Torben Grodal som er ansat ved institut for filmvidenskab på Københavns Universitet (eller hvad det nu hedder efter alle fusionerne).

Jeg har ikke læst noget særligt af Torben Grodal. Det er i hvert fald mange år siden. Jeg husker dog jeg syntes han skrev i lidt for tungt og selvhøjtideligt akademisk. Imponere-diskurs. Ikke noget for mig.
   Men jeg havde faktisk hans relativt nyudkomne (2009) engelske bog stående i min reol - jeg købte den for tre kvart år siden: 'Embodied Visions'.
    Da jeg købte den var det i høj grad på grund af titlens udtryk "embodied", fordi mange af mine kilder taler om embodied cognition, embodiet language, embodied thought.
   'Embodied Visions' bygger i meget høj grad på de samme teoretiske og empiriske forudsætninger som man finder som en af de røde tråde gennem en lang række indlæg i denne blog. 
   Specielt den kognitivt funderede neuroscience er hos Torben Grodal et afgørende afsæt for de filmanalyser og den teori han fremfører om hvordan og hvorfor publikum oplever film som de gør.

Og så kommer pointen: 
   Hvorfor har jeg ikke læst (i) den før nu - i forbindelse med min vejledning, selv om jeg har haft den liggende så længe - og nok har kunnet forestille mig - alene ud fra titlen - at den var smadderrelevant i min sammenhæng?
   Forklaringen er simpel og banal - og det er jo også lidt flovt: 
   Da min bog 'De levende billeder dramaturgi' udkom for 5 år siden, anmeldte Torben Grodal den i tidsskriftet 'Mediekultur'. Det var en sur og nedladende anmeldelse (i øvrigt den eneste negative anmeldelse blandt ca. 10 stykker).
   Og det blev jeg så såret og vred over at jeg altså ikke kunne få mig selv til at åbne hans bog - før jeg i min rolle som ansvarlig specialevejleder var nødt til at læse (uddrag af) den.
   En lærerig og traurig historie. Eller glædelig?

Men jeg skal nok vende tilbage til Torben Grodal i senere indlæg. Han er jo teoretisk set en "soulmate". Ud med socialkonstruktivismen, ind med den empirisk-neurologisk funderede lingvistiske kognitionsforskning - med frontfigurer som Lakoff & Johnson (konceptuelle metaforer) og Gillles Fauconnier og Mark Turner (konceptuel blending). 

tirsdag den 27. marts 2012

Auken vs Nyrup - en gammel historie i nye digitale klæder

Blending er det sprogvidenskabelige begreb for dette at man kobler to ellers adskilte konceptuelle rum sammen i et tredje, og derigennem når ny indsigt, ny formidling, nye effekter. Når man bruger en metafor som bolighaj så er der tale om blending, når man laver dokudrama, så er det en blended genre.
   Somme tider virker det godt og befriende - øjeåbnende - at blende, og somme tider er det et flop. Men det er altid udtryk for kreativ tænkning.
   Christian Jungersens seneste roman 'Du forsvinder', som jeg skrev om for nogle blogindlæg siden, er også et resultat af blending. Den bliver anmeldt i dag i information af Lilian Munk Rösing, som ikke rigtig kan finde sin ben i forhold til blandingen:
Det hele er illustreret med  fotografier af sedler, mails, sms-beskeder, fagbogopslag, facebookprofiler, boligopslag m.m., som giver indtryk af dokufiktion.
   Så langt har jeg to problemer med bogen: Den fremtræder som en populærvidenskabelig fagbog forklædt som roman, og den plæderer tilsyneladende for en bioligistisk fundamentalisme, som jeg anser for at være direkte farlig.
 Udryk for blending i teksten: "dokufiktion", "fagbog forklædt som roman".

Det sidste ny eksempel på blending, her udtrykt i de sociale medier, fortalte Politiken om for nogle dage siden under rubrikken
HISTORIEN GÅR LIVE
Artiklen er af Mette Lützhøft.
   Ideen hun fortæller om bygger på den kreativ urformel: "Hvad nu hvis..."
   Det aktuelle eksempel kan man finde på Facebook: "Hvad nu hvis formandsopgøret i socialdemokratiet mellem Nyrup og Auken foregik i disse dage, og blev "dækket" minut for minut, time for time, med små korte one-liners på Facebook og Twitter? - Ja, så ville det se sådan ud som man her kan se:

Ophavsmanden til denne blandingsform af historisk faktuelt indhold og aktuel digital-social formidlingsform hedder Jakob Horn og er kommunikationskonsulent og historiker. Han forklarer i artiklen:
Det er en spændende og reel måde at fortælle historie på, fordi folk selv oplever den historieske begivenhed,  som den udspiller sig minut for minut, forklarer Jakob Horn.
   "Når man ser tilbage på det, der foregik for for 20 år siden, trækker man som regel de væsentlige begivenheder ud. Det giver et forvrænget billede af begivenhedernes gang. På Twitter og Facebook kan man lade historien udspille sig i realtid.
Man kan vel godt kalde genren for en moderne afart af dramadokumentaren. Og man kan i hvert fald godt diskuterer om det at trække det væsentlige ud, er en "forvrængning", mens det at lade historien "udspille sig" i en 20 år forrykket "realtid", til gengæld ikke skulle være en "forvrængning".

Det er 20 år siden det foregik i virkeligheden: formandsopgøret der førte til at Nyrup slog Auken ved en ekstraordinær kongres. Det var uhørt den gang, og blev af mange betragtet som et kup - og som en kniv i rygge på Auken - gennemført af modstandere der mente at den eneste måde det var muligt at vælte den borgerlige Schlüter-regering på, var at udskifte ham med en ny formand for socialdemokratiet, som havde større tillid i offentligheden, i det socialdemokratiske bagland og - ikke mindst - hos de radikale.
   Det er et sjovt eksperiment at opdatere og aktualisere historien gennem en fiktiv Twitter og Facebook-dækning. Og i følge artiklen i Politiken er denne form inspireret af de sociale mediers måde at fungere på i og omkring nutidige dramatiske begivenheder som fx "det arabiske forår".

Jeg er i tvivl om det fungerer. Jeg synes der kommer til at mangel for meget kontekst som avislæsere og tv-seere havde den gang via længere baggrundsartikler og indslag, til at man for alvor opnår den indlevelse som er formålet. Kontekstinformation som man skal altså have i forvejen og kunne genkalde sig umiddelbart, for at kunne blive grebet af spændingen og nyde oplevelseskvaliteterne ved formen.

Artiklen i Politiken fortæller så også at ideen for så vidt ikke er helt ny: I USA og England har man haft tilsvarende eksempler på Facebook- og Twitter-dækning "fra slagmarken under Første Verdenskrig, fra de skæbnesvangre timer inden Titanic sank, og fra øjeblikket, da det første menneske gik på Månen."
   Og ifølge artiklen er der flere eksemler som med succes har været anvendt til undervisningsbrug.

En af de mest succesfulde er Alwyn Collinson som for 3/4 år siden påbegyndt et 6-årigt projekt med at tweete og facebook-dække 2. Verdenskrig. Ifølge Politiken har han nu 228.000 "followers".

Se mere:
og


mandag den 26. marts 2012

Ingolf Gabold (2) - en særligt kreative personligheds aktanthistorie

(fortsat fra forrige blogindlæg)

Inde i Politikens kultursektion fra i går, står så fødselsdagsartiklen om Ingolf Gabold. Skrevet af Jens Lenler. Rubrikken er et citat:
"Når jeg ser tilbage på mit liv, minder det mig mere og mere om en tv-serie"
Selve artiklens form er et kreativt brud på fødeselsdagsartiklens traditionelle form. 
   Den er lavet som et stykke fortællende journalistik, opdelt i 10 afsnit, skrevet i 3. person som det hører til genren. Og inden for hvert afsnit er der så også beskrevet afgørende "scener". 
   Og der er tale om en helt regulær udviklingshistorie med klare eventyrtræk, med tilbagevendende ups and downs, startende "down" som han selv formulerer det: udgangspunktet er en 0,1-situation. Og den skal slutte i en 99,9-situation. Sådan som vi har undervist i på dramaturgikurserne.
   Og Ingolf kan få det til at passe. Præmissen - den bærende ide - efter hans eget udsagn:
Det er muligt for et menneske at blive født med alle odds imod sig og alligevel langsomt dreje den tommelfinger, der til at begynde med pegede grumt nedad, så den til sidst vender opad, og det menneske har realiseret sig selv.
I artiklens prolog beskrives hvordan Ingolf ser sit ege liv gennem aktantmodellens optik.
Ingolf Gabold tegner nogle pile på bloggen. Det er den såkaldte aktantmodel, som beskriver hvilke kræfter der arbejder for og imod hovedpersonen. Subjektet er ham selv. Objektet, som han jagter, er 'selvrealisering'. Hjælperen er eksempelvis hans  gamle mormor, der passe ham som barn, mens modstanderen er krigen og en fraværende far. Giveren er hans vilje, hans vædderagtige temperament, hans trang til selviscenesættelse.
   "Jeg vil godt have lov til at iscenesætte mig selv - og skifte skueplads, når det passer mig. Det er også en vigtig pointe i historien. Shakespeare siger, at verden er en scene, og sådan har jeg opfattet det. Den ideelle situation er, hvis man får lov til at skrive sit eget manuskript og selv instruerer det. Det værste er hvis andre skriver og instruerer - i hvert fald hvis man er indrettet som mig."
Associationen og optikken er klar. Manden har vundet berettige og fortjent hæder og anerkendelse for - som DR-dramachef - at have været primus motor for de mange fiktionsserie-successer som DR har haft i den sidste halve snes år. 
    Og Jens Lenler har naturligvis derfor også ladet Ingolf denne gang skrive sit eget manuskript.

Så føljeton-serie-fortællingen den helt rigtige form at fortælle hans historie i. Og naturligvis bygget over en berettermodel: 
  • Anslag: Afsnit 1: 'Enegængeren'
  • Præsentation: Afsnit 2: 'Ind på scenen', og Afsnit 3: 'Uden en far
  • Uddybning: Afsnit 4: 'Den første sejr', og afsnit 5: 'Stormfulde noder'
  • Point of no return: Afsnit 6: 'Farvel til musikken'
  • Konfliktoptrapning: Afsnit 7: 'Fyret storskryder', og afsnit 8: 'Følg dit hjerte'
  • Hovedscenen: Afsnit 9: 'Successen er hjemme'
  • Klimaks: Afsnit 10: 'Den store sejr'
  • Udtoning: Epilog: 'Det stopper aldrig´'
Jeg får under læsningen associationer til Poul Martinsen som jeg, efter at have interviewet i mange dage i løbet af efteråret 2005, til sidst spurgte om han "så sit liv som et eventyr?". Og han svarede: "Som et eventyr? Ja, det gør jeg faktisk."
   Når jeg stillede ham netop det spørgsmå, var det fordi han gang på gang konstaterede at han i forskellige sammenhænge i sit produktive liv havde været "heldig" - specielt når det så særligt sort ud.
   Jeg får også associationen fordi Martinsen havde "ondt i farforholdet" og blev pacet af sin mor og 7 år ældre søster til at blive "mønsterbryder".

For det er slående at  Ingolf Gabold i den grad har en barndom og ungdom som har alle de kendetegn jeg tidligere har opremset som typisk for den særligt kreative personlighed.
  • ondt i farfoholdet/fadersavn - far er først tysk soldat og derefter i krigsfangenskab - og forlader moder og Ingolf for en anden dame.
  • fly(g)tning - bliver flyttet fra et sprogsamfund (Tyskland) til et andet (Danmark) og skal undertrykke sit tyske sprog for at overleve
  • intensivt fantasiliv - lyver over for kammerater i skolen for om sin far og sin tyske baggrund
  • bliver mobbet i skolen for at være "tyskerunge" da det bliver opdaget.
  • pacet af mor der er meget ambitiøs på hans vegne
  • mormor forguder ham og bliver hans mentor.
At Ingolf ender med at være kreativ mangefacetteret: "flere personer i en", er klart. Han er søgende og afprøvende - usikker på sin identitet, men selvbevidst. Men som voksen personlighed en omvandrende opera, med dramatiske sceneskift, fremdrift i liv og handling, og bulder og brag-musik.
   At han må skifte liv og social ham sådan ca. hvert 7 år, genkender jeg fra mig selv. Der er mange paralleller og en ganske uforklarlig synkronitet i vores livs-vendepunkter. 
   Jeg kender det også fra mange andre kreative personligheder i min omgangskreds, som - efter nogle år i samme rolle eller funktion - bliver urolig og må flytte sig et andet sted hen - for igen at sidde i lort til halsen. 
    Til et sted og en funktion hvor der er godt  med modstand, konflikt, komplikationer, varsler gåder og tidsfrister. Og dermed fremragende udviklingsmuligheder. 

Da jeg mødet Ingolf (se foregående blogindlæg) var det i point of no return af hans livs spændingskurve. Og også i mit. 
   Den dramaturgiske teori siger at point of no return er midtpunktet i fortællingen, og at det er på det tidspunkt hovedpersonen skifter karakter - og for alvor tager kampen op og viser hvad han dur til. Det helt store plot- og vendepunkt.

Der er flere paralleller: Godt 10 år senere blev vi tv-direktører på næsten samme tid: Han for det store DR, jeg for den i sammenligning lille regionale tv-station TV2 ØST. Begge udnyttede vi de særlige unikke kvalifikationer som en næsten 10-årig lang fast beskæftigelse med dramaturgiens teori og funktion i gode historier havde givet os. 
  Mit job var mere overkommeligt end hans, og vilkårene meget mere taknemmelige. Jeg fik rimelig succes i mit job, som jeg forlod efter 6 år for at blive professor i journalistik i Odense.
  Ingolf blev dolket i ryggen efter mindre end et år i DR. Men - og det kendetegner den gode historie og den gode hovedkarakter - han kom stærkt tilbage og sejrede med vejende faner som dramachef.
  Endelig var der kommet total sammenhæng mellem ide, indhold, form og udtryk i personlighederne.
  Tillykke!
   
   

søndag den 25. marts 2012

Ingolf Gabold (1) - og historien om kurser i film- og tv-dramaturgi i Danmarks Radio

Politiken har i dag søndag den 25. marts en forside på kulturtillægget der viser et billede af den snart afgåede DR-dramachef Ingolf Gabold. Rubrikken lyder:
iSCENESÆTTEREN
afsnit 1-10
Produceret af POLITIKEN og INGOLF GABOLD
Der er nogle få mennesker som i mit liv har betydet så meget for min udvikling at det er svært at overvurdere det.

 

Et af dem er Poul Trier Pedersen som for nylig døde. Fra starten af 70´erne og til starten af 80´erne var mit samarbejde med ham afgørende for at jeg synes jeg blev klogere på en masse ting omkring journalistik, dramaturgi, tv-produktion, menneskelig interaktion gennem samtaler. Og klogere på mig selv og hvad jeg ville med mit professionelle liv.
   Hvis ikke jeg havde arbejde sammen med ham op gennem 70´erne, ville jeg nok ikke have forladt en sikker og tryk akademisk karriere. Samarbejdet gjaldt tv-manuskript- og interviewkurser. Og senere en form for seriøs reality-tv: Spontanspil - ambitøse tv-produktioner hvor jeg fik mulighed for at være hans hjælpeinstruktør - både i programmer til DR og til kursusbrug for Den Kommunale Højskole i Grenaa.
   I bakspejlet er der for mig ingen tvivl om at Poul hørte til den gruppe af personligheder som jeg i denne blog har kaldt de særligt kreative.


En anden personlighed hvis betydning for mig og min faglige udvikling har været grænseoverskridende stor, er Ingolf Gabold.
   Man kan næsten sige at han "tog over" efter Poul Trier. Jeg tror i hvert fald at samarbejde med Poul Trier gjorde mig moden til samarbejdet med Ingolf.

Fruen omtaler altid Ingolf som "en omvandrende opera" - og det er kærligt ment. Og jeg forstår hvad hun mener.
   Selv om jeg ikke er operaelsker, tænker jeg altid med stor varme på ham - som et af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv.

Da jeg i starten af 80´erne blev headhuntet til DR´s interne uddannelses- og udviklings-afdeling - fra min forskerstilling på RUC, så kom jeg til en afdeling i DR som på det tidspunkt tiltrak nogle af de mest kreative hoveder fra forskellige afdelinger i DR. Til at udvikle nye interne kurser for medarbejderne.
    En af dem var Ingolf Gabold, som havde haft en stilling i musikafdelingen som han var træt af, og som nu var kommet til "Personalekursus" for at udvikle et ambitiøst kursus i film- og tv-dramaturgi kursus for alle tv-medarbejdere i institutionen. 
   Jeg kendte ham ikke, men vi havde fået kontor ved siden af hinanden. Gennem væggen kunne jeg høre ham tale i telefon. Han talte højt! Som stod han på en scene

På det tidspunkt var jeg ansat til - blandt andet - at udvikle nye radiokurser. Og et af dem jeg var i gang med var et kursus i "storytelling" på radio. Et kursus som skulle være for almindelige radiojournalister - og et praktisk-pædagogisk alternativ til de meget eksklusive, ambitiøse og fascinerende fortælleformer som radio-montagegruppen ellers udfoldede sig inden for.
   En dag kom Ingolf ind på mit kontor og spurgte: "Kender du noget til aktantmodellen?"
   Det gjorde jeg. Det var en velkendt model inden for datidens litteraturvidenskab, og jeg havde en akademisk uddannelse i dansk sprog og litteratur.
  Resten er historie, som man siger.
  Vi kom hurtigt på inspirerende talefod. Og jeg blev godt nok stimuleret af manden og hans måde at tænke og tale på omkring udviklingen af det kursus som han sammen med en makker havde kaldt: TV Som Udtryksmiddel - TV SUM. Et to-uger langt intensivt film- og tv-dramaturgi-kursus.
   Stærkt inspireret af en svensk filmmand og dramaturg som hed Ola Olsson, som i årene inden havde turneret med kurser på næsten alle tv-stationer i Skandinavien.

Jeg blev indlagt som deltager på et af de første SUM-kurser. Og som jeg husker det, udviklede Ingolf som undervise og jeg som aktiv deltager helt spontant under kurset ideen om betydningen af blandingsformerne mellem fakta og fiktion: FAKTION.

Jeg blev provokeret af - og inspireret af - at Ingolf stort set i sin tænkning og fremstilling ikke skelnede mellem fakta og fiktion. For ham var fiktion og fakta et fedt - dramaturgisk set. Som en der havde undervist radio- og tv-journalister i ca. 10 år, synes jeg man var nødt til at indarbejde en begrebsmæssig skelnen mellem fakta og fiktion. At der skulle være en særlig konceptuel skuffe til fakta-dramaturgien.
  Der var noget med et krav om faktuel troværdighed, fortællerstemmer, øjenkontakt med seerne m.m. som var helt fraværende i fiktion. Hvis man ikke dramaturgisk kunne skelne mellem fakta og fiktion, så kunne man heller ikke forstå og beskrive de problemer der opstod når man produktionelt arbejdede med blandingsformer. Syntes jeg.

Som jeg så det, manglede der i kursets begrebsapparat en systematik der gjorde det muligt at beskrive de fortælleniveauer som kendetegner tv-programmer som forholder sig forpligtende på sandhed og virkelighed - som fx tv-nyheder, dokumentarer, belærende og oplysende genrer. 
   I fakta kommer fortælleniveauer til udtryk som er "klappet sammen" og "skjult" i den traditionelle film- og tv-fiktion.
   Og tænkte jeg: Hvis kurset skulle "gå hjem" hos tv-fakta-folk, så skulle der noget ind om fortællemåder, fortælleroller, researchproces og referencer til modtagerens vidensudvikling ved at se programmet.
   I løbet af et års tid blev kursets kompendier, begreber og teori revideret så det også positivt inddrog faktaprogrammers kontraktlige forpligtelser over for sandhed og virkelighed og faktuelt indstillede seere.
   Jeg oplevede Ingolf som utroligt åben - og lynhurtig til at se at en sådan fakta-integration kun ville være en styrke for kursets "impact" over for deltagerne, som for de flestes vedkommende producerede fakta og ikke fiktion.
   
Jeg husker at vi relativt kort tid efter vores møde og vores begyndende samarbejde om at få TV-SUM-kurset til også begrebsmæssigt og analytisk at indfange journalistik og fakta-dramaturgien, var sammen i Venedig til Prix-Italia-ugen i september. 
   Blandingen af Venedig og Ingolf og det lune vejr og rødvinen og den italienske mad, og ikke mindst vores løbende snak om dramaturgisk teori og pædagogik, gjorde at jeg mentalt set var "solgt" eller "hooked". Både på manden med den store charme, store stemme og smukke skaldepande - og på den dramaturgiske grundtænkning han havde introduceret mig til.
  
Jeg blev suget ind i videreudviklingen af TV-SUM-kurset og begyndte selv at undervise på det. Og især da vi et par år efter skulle lave et særligt komprimeret kursus for TV-A og TV-SPORTEN (kurset fik navnet TVASP-SUM) blev den dramaturgiske tænkning en totalt integreret del af mit fagligt- pædagogiske mentale set up.

Vores energiske, udfordrende og kreative diskussioner op gennem 80´erne, førte til at jeg foreslog uddannselsesafdelingen at jeg researchede og tilrettelagde et særligt kursus om dramaturgien i tv-blandingsformer. Titlen på kurset blev: FAKTION-SOM-UDTRYKSMIDDEL. 
   Kurset var på 5 dage, og den undervisningsansvarlige konsulent, Viggo Holm-Jensen, var ekstremt hjælpsom og fremskaffede kassevis af vhs-bånde med udenlandske og DR-eksempler på disse tv-blandingsformer: dokudrama, dramadok, tv-eksprimenter, meta-tv, mocumentary - og hvad det nu var man havde givet disse tv-hybridformer af navne rundt omkring i tv-selskaberne.

Et DR-kursus skulle den gang altid være ledsaget af et kvalificeret kompendium. Så sådan et begyndte jeg også at skrive på - samtidig med at jeg udviklede kurset. 
   Det viste sig imidlertid at være meget mere krævende end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg læste som en gal og tænkte begreber og ideer sammen fra mange forskellige kilder. Og først da det sidste af de 5-6 kurser var afviklet, var kompendiet færdigt.
   Det blev til min anden egentlige fagbog: 'Faktion Som Udtryksmiddel', som Dansklærerforeningen udgav i forbindelse med et større tv-uddannelsesprojekt for gymnasiet.

Et par anmeldere var så venlige at kalde den "et pionerværk". Den udkom i 4 oplag op gennem 90´erne. Uden de mange diskussioner og kreative konfrontationer med Ingolf var den aldrig blevet skrevet.

Ingolfs og mine veje skiltes omkring 1990. På det tidspunkt havde han forladt DR, og jeg var tilknyttet DR-Udvikling, som afdelingen var omdøbt til, som freelance-konsulent med særlig henblik på redaktionsudvikling. Og jeg var begyndt at holde kurser i tv-nyheds-dramaturgi for svenske og finske tv-redaktioner.

Historien er ikke slut endnu. 
   Da jeg 1998 forlod min stilling som direktør for TV 2 ØST i Vordingborg for at blive "kaldet" til et professorat i journalistik på den nyoprettede journalistuddannelse i Odense, blev jeg stort set samtidig kontaktet af DR´s nu stærkt minimerede udannelses- og udviklingsafdeling. 
   Den relativt nyansatte tv-direktør Bjørn Erichsen ville have udviklet et nyt og modernisert TV-SUM-agtigt kursus. Men det måtte kun vare 3 dage, og skulle inkludere alle tv-genrer - og ikke mindst tage højde for den udvikling i tv-dramaturgien som de ny frembrusende underholdende blandingsformer: reality-show, dokusoap, formateret fakta, mv. var udtryk for. 
   Jeg blev koblet sammen med en yngre og meget kreativ medarbejder i denne afdeling, Nikolaj Christensen. Og vi fik også fat i Pia Marquard, som havde været med i den gamle TV-SUM-gruppe, og som jeg havde arbejdet sammen med i forbindelse med nogle redaktionsudviklingsprojekter i begyndelsen af 90´erne.
   Pia havde som underholdningschef i SVT været initiativtager til at 'Robinson-ekspeditionen' blev produceret og udsendt af det svendske public service-tv, SVT.
   Det gik ikke stille af. Og kostede Pia hendes stilling. 
Hun havde siden i nogle år arbejdet for Canadas CBC, var særdeles kvalificeret, kreativ, skarpt tænkende og en god pædagog. 

Vi tre tog opgaven på os - og udviklede et sådant 3-dages kursus i løbet af 3/4 år, og gav det navnet Power TV. Ca. 700 deltager har været på kurset siden. 
   Sidste udgave blev afholdt i Norge for NRK som led i et masterclass-forløb i "tv-historiefortælling" for en måned side - med Nikolaj Christensen og mig som undervisere.

For mig blev Power-TV-kurset - ligesom det om faktion 12 år tidligere - afsæt for  derefter at skrive en bog: 'De levende billeders dramaturgi´. 

 

Mens jeg skrev den følte jeg at Ingolfs ånd i den grad var til stede - den svævede over skriveprocessens flow. 
    Bogen skulle på en eller anden måde leve op til det kreative samarbejde som for mig var blevet et afgørende vendpunkt - både i min tænkning og hele mentale udvikling - og i min karriere. 
    Ingolf anmeldte den meget, meget pænt i fagbladet ´Journalisten`. 
Jeg blev glad!

(fortsættelse følger)

lørdag den 24. marts 2012

Finn Nørbygaard - klovn med tårer bag masken

I mit arbejdsværelse har jeg et smukt poetisk akvarelmaleri af Emil Nolde. En udstillngsplakat. Det viser en hvid klovn på blå baggrund. Jeg har ikke kunnet finde det ved at google. Det sjove er at plakaten næsten altid er gemt bag en dør der altid er åben så den skjuler den væg det hænger på. Jeg kom til at tænk på den plakat og det motiv da jeg læste et fødselsdagsportræt om Finn Nørbyggaard.
   Emil Nolde har malet mange klovne, viser det sig. Her er et maleri der er nært beslægtet med det på min plakat. Det også akvarel, som man ser:

 

Klovnen er som figur et blend - en konceptuel blanding af flere personligheder. Den ydre med en maske som smiler - og den indre bagved - som græder. 
   Klovnen er prototypen på den kreative personlighed: to personer i en:

Klovnen Flippo
Klovnene Flippo
Det overdrevne røde smil skal man ikke tro på. Det dementeres af tårerne. Andre klovnemasker har nedadbøjede malede mundvige.
   Denne dobbelt hed kan være en af forklaringerne på den særlige angstform som kaldes 'Coulrofobi' - klovneangst eller klovneskræk.
   Alle komikere har denne dobbelthed i sig, antager jeg. Måske alle store kunstnere.

Som sagt: Jeg kom i tanker om alle disse visuelle klovnerier ved læsning af et fødselsdagsportræt for et par uger siden i Politiken.
   Komikeren Finn Nørbygaard fyldte 60. Billedet der blev vist af ham, var et foto hvor han kigger ned og hvor vand løber ned ad ansigtet på ham. Som en regn af tårer.


Finn Nørbygaard hører jo til de særligt kreative personligheder, ligesom makkeren Jacob Haugaard.
   Ifølge portrætartiklen fra den 8. marts, så har Finn Nørbygaard grund til at græde bag masken. Aktuelt var der de millioner han mistede fordi han havde investeret dem i Stein Bagger-projekter.
   Og hvordan er det lige med barndommen? - Fødselsdagsartiklen med rubrikken "Profession: Jyde" fortæller:
Det var ikke lige til at se, at Finn Nørbygaard skulle blive landskendt komiker. Det var ikke lige den sang, der blev sunget over hans vugge. Faktisk er hans opvækst fyldt med mørke skygger: To måneder  efter fødselen blev Finn Nørbygaard sat i pleje. Moderen orkede ikke endnu et barn. Plejefamilien vanrøgtede ham, lod ham ligge i sin egen afføring, forladt og i den grad omsorgssvigtet. Han blev tvangsfjernet, kom i pleje hos en ny familie, som senere adopterede ham.
Videre fortælles om hans hektiske voksenliv, samarbejdet med Jacob Haugaard, filmproduktioner, turnere rundt i landet med shows. Et kreativt knokleri uden lige. Men...
Midt i alt det sad en orm og  gnavede. Da den fik gnavet hul, fik Finn Nørbygaard et regulært sammenbrud. Det resulterede i, at han sideløbende med sit showmanship tog en uddannelse som psykoterapeut. 
Det fortæller han blandet andet om i bogen "Tillykke med din krise - en komiker bag facaden". En anmeldelse fortæller:
Vi får indblik i Finn Nørbygaards barndom. Hvad mangel på kærlighed og omsorg i de tidligstefaser i livet betyder. Hans søgen efter identitet, efter han finder ud af, han er adoptivbarn. Sit forsøg på flugt gennem arbejdsmani og perfektionisme i voksenlivet. Og hvor svært han har det med at være "helt tilstede" og nærværende. Hans angst og usikkerhed i nære relationer. Det at elske og blive elsket, indebærer jo muligheden for at blive forladt.

Christian Jungersen - neurokemi som skæbne i ny roman

Denne blog har i efterhånden mange indlæg jagtet forskellige sider af kreativitetens grundlag i den moderne neurovidenskab: spejlneuroner, the default mode network, flow-processens kemi, højre hjernehalvdels betydning, etc.
   Det helt afgørende for de kreative processer  er at hjernens skal være i en særlig tilstand - "åben" - for at kunne levere grænseoverskridende konceptuel tænkning, billeder, visioner, metaforer, genreblandinger; og at en række forskellige moduler eller centrer i hjernen skal arbejde sammen.
  Denne min interesse for hvad den moderne neurovidenskab giver af indsigter, deler jeg med en af vores gode yngre forfattere: Christian Jungersen.
  Han har netop udgivet sin tredje roman: "Du forsvinder", der har som tema at en skadet hjerne fungerer som personlighedsændrende skæbne for både hjernens "ejermand" og for de "nære personer".  

En hjerneskade ændrer personligheden, og det er den afgørende del af plottet i romanen. 
   Konen til en hjerneskadet mand, Mia, jagter gennem romanen forklaringen på hvem han egentlig er og hvorfor han handler som han gøre, ved at grave sig dybere og dybere ind i neurovidenskabens forklaringsmodeller. Hun gøre det for at få nogle fundamentale spørgsmål afklaret om skyld, ansvar, fri vilje. Og farer selv mentalt vild undervejs.

Information bringer den 17.-18 marts i anledning af udgivelsen et interview med Christian Jungersen, under rubrikken:
Vi er i biologiens vold
Interviewportrættet er lavet af Rasmus Bo Sørensen, og det leverer en række markante udtalelser fra forfatteren. Her fra artiklens indledning:

Vi står midt i en videnskabelig revolution. Det er Christian Jungersen overbevist om. De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort. Og vi er stadig kun i begyndelsen.
   »Vi er vidner til en ny renæssance, en fuldstændig omvæltning i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske,« siger han.
   Forskere finder hele tiden nye beviser for, at vores handlinger, følelser og personlige egenskaber er bestemt af neurale funktioner i hjernen. Et nyt verdensbillede er under udformning – men litteraturen er ikke en del af det, for den hænger stadig fast i fortidens fortælleformer.
   »Naturvidenskaben buldrer derudad og skaber helt nye menneskebilleder, mens litteraturen står ovre i hjørnet og hygger sig med sig selv,« siger han og tilføjer med et smil:
   »Det holder ikke en meter.« (....)
   »Men hvis man som forfatter kunne være en af de første, der fik det nye neurologiske menneskebillede ind i litteraturen, så ville man reelt kunne føre litteraturen et nyt sted hen. Og jeg siger ikke, at det er det, jeg er lykkedes med at gøre. Men det har været min ambition.«
Jeg er jo grundlæggende enig med Christian Jungersen i at vi med den moderne "neuroscience" resultater er igang med et fundamentalt paradigmeskift i synet på mennesket og verden. Og når jeg fx i tidligere indlæg har skrevet indlæg om neuro-journalistik - om hvordan journalistikken, journalistrollen og journalisternes arbejdsproces kan anskues gennem en neurovidenskabelig optik, så er jeg jo ude i et tilsvarende ærinde som CJ, bare ikke i fiktionens form.

Det er så også interessant at romanen efter referatet at dømme, er et eksempel på konceptuel blending, idet der mellem hvert kapitel er indlagt fotos af faktiske og fiktive dokumenter, hjemmesider mv. - som "dokumenterer" nogle af resultaterne af hovedpersonen Mias research for at trænge ind i den neurovidenskablige menneskeforståelse:

Image Thumbnail 

Image Thumbnail 

For mig er der ingen tvivl om at den særlige tilstand som hjernen er i når den er særligt kreativ, er noget der kan stimuleres og påvirkes "kunstigt". Ved meditation, ved alkohol, ved hash og LSD. Det er der rigtig mange eksempler på i litteraturen om kunstneres liv. 
   Hjernen og dens funktion er påvirkelig af tilført kemi: lykkepiller er et eksempel. Der findes også piller der øger folks intelligens - eller fjerner angst før eksamen. 
   Det er i den kontekst romanen også skal ses:
Der er mange og store spørgsmål på spil i Du forsvinder – men alle kredser om dette ene: Hvad er det, der gør os til dem, vi er?
   For Mia Halling er der ingen tvivl: Jo mere hun læser sig ind på sin mands orbitofrontale hjerneskade, jo mere bliver hun overbevist om, at vi hverken er rundet af barndommen, de sociale omstændigheder eller den kulturelle opdragelse, men at vi altid allerede er et produkt af vores hjerners kemi. Som det hedder i romanen: »Udover hjernen er der ingenting«. Men er det også sådan, forfatteren Christian Jungersen tænker?
   »Ja, det er det – og det er også sådan, samfundet i stigende grad tænker. Før i tiden ville man sige om sin depressive faster, at hun var en dødssyg lyseslukker, der burde tage sig sammen. Og man ville sige om sin alkoholiske fætter, at han bare skulle mande sig op og stille flasken fra sig. Men vi er begyndt at se på mennesker på en anden måde, som produkter af deres hjerner – og om 20 år er det måske ikke kun angst og afhængighedslidelser, vi vil diagnosticere,« siger han og udkaster et tænkt fremtidsscenarium:
   »Måske der vil være piller mod selvoptagethed, kortsynethed, lyststyrethed og dovenskab. Og spørgsmålet er: Hvordan bliver vores verden, når man begynder at kunne regulere på alt dét også – og hvordan skal vores litteratur se ud?«
Læs hele interviewet her:
http://www.information.dk/296311

tirsdag den 13. marts 2012

Logicomix - logik for tegneserienørder og andre hjerneblæste burhøns

Lige inden jeg tog til Norge for at undervise norske nordmænd fra norsk tv i dramaturgi, klippede jeg en anmeldelse i Politikens bogtillæg lørdag den 18. februar. Rubrikken var:
Logikkens gåder som tegneserie
I indledningen minder anmelder Søren Vinterberg om en litterær bølge i 90´erne, hvor der udkom en række romaner hvis formål ikke var at underholde, men at formidle svært fagligt stof til en bredere skare af publikummer: "encyklopædiske romaner". Blandt andet af forfattere som Eco, Høeg m.fl. 
   Til dem hørte også "Sofies Verden" af nordmanden Jostein Gaarder, som jeg læste med interesse og stadig har i min reol.
   Til dem hørte også "Onkel Petros og Goldbachs formodning" af matematikeren Apostolos Doxiadis, som jeg ikke før har hørt om eller læst.

Denne forfatter og videnskabsmand prøver nu igen at formidle abstrakt og svært stof gennem konceptuel blending i tegneserieromanen: "Logicomix - En tegnet fortælling om jagten på sandhed". 
   Doxiadis forsøger "at skabe levende fiktion ud af matematiske og logiske problemstillinger så tørre som klipfisk. Nu altså som tegnet roman og med den litterære nobleprismodtager, filosoffen Bertrand Russel (1872-1970) som hovedperson."
  Illustrationerne fra tegneserie-romane til anmeldelsen er i den fransk-belgiske Tintin-inspirerede realistiske stil. 
   Jeg googler for at se nærmere på den:

 
 
 

 

 

 
Ikke tosset, forekommer det mig.
   Jeg har en svaghed for den stil. Men original og fascinationsskabende er den jo ikke - som Boetius mangainspirerede SF-stil var det (set et par indlæg tilbage). 

Søren Vinterberg konkluderer:
Desværre lykkes projektet ikke helt. Selv om stregen er klar og ferm, og glimt af snakken på den tegnestude i Athen, hvor serien bliver til, føjer (endnu) et meta-lag til fortællingen, er stoffet - ligesom i tidligere tegneserieintroduktioner til marxismen, til buddhismen m.m. -  åbenlyst for stort til  og ikke prioriteret skarpt nok som fortælling. Her når vi hverken dybt nok i Russels private livsanfægtelser eller i logikkens selvåbnende afgrunde under hvert aksion. Det bliver ved introducerende stikord til logikken og distraherende hints til de mange kloge hoveders psyki(atri)ske
ejendommeligheder.

Bjarke Ingels - arkitektionisk kreativitet vs håndværksmæssig kvalitet

Jeg har i en række blogindlæg hyldet arkitekten Bjarke Ingels for hans arkitektoniske kreativitet - præget af konceptuel blending: bygning og landskab i et greb.
   Jeg har set en række af hans byggerier på Amager; sidst "8-tallet". Selv om fruen og jeg er glade for at bo i et byhus i provinsen, så kunne vi godt være fristet af det rette tilbud i København og omegn.
   Så da de første lejligheder i 8-tallet blev udbudt, så var vi inde og kigge. Og det var flot tænkt - og vi var fristet.

 

Men når vi så byggeriet helt tæt på, så virkede det billigt. Dels i materialerne og dels den måde de var skruet, limet og boltet sammen på. Mange "ufilede" rå kanter og skarpe sammenføjninger.
   Så disse sansede næroptagelser gjorde at vi aldrig kom længere.
   Og jeg husker sidste år at jeg læste et sted at byggeriet var blevet kåret til "verdens bedste boligbyggeri".

Derfor bliver jeg også fanget af bagsideartiklen i Politikens kulturtillæg i Søndags den 11. marts. Af avisens arkitekt-redaktør Karsten S. Ifversen. Billede viste 8-tallet i et sne- og is-dækket fladt Amager-landskab.
   Rubrikken:
Et spark i røven uden sans for materialerne
Karsten Ifversen fortæller om fagforeningen 3F´s tidsskrift "Fagligt Fokus" som har fået den ide at sende en faguddannet tømrer og en do bygningssnedker ud for at inspicere den håndværksmæssige kvalitet i byggeriet. 
   De var mildest talt kritiske over den håndværksmæssige udførelse. Allerede skimmelsvamp udendørs og opvarmningsrum, dårlige belægninger på stier med materialer der modarbejder hinanden, og skruer og plader ved kanter der ikke tåler vinterens saltning. 

Politikens arkitekturredaktør konkluderer:
Bjarke Ingels generation repræsenterer et gevaldigt spark i røven til dansk velfærdsarkitektur og har sendt rygtet om den langt ud over de nationale grænser. Jeg savner bare, at dens projekter også stofligt forbandt sig til nogle nordisk dyder. Jeg begejstres for ideerne, elsker rummene, men mærker sjældent omsorg for materialern.
Se indlægget:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/en-srligt-kreativ-personlighed-arkitekt.html

The Artist - metafilm og konceptuel blending

Fruen og jeg var inde og se den Oscarvindende film "The Artist" i den lokale provinsbiograf.
   Vi var vel en 20 mennesker til en forestilling sent søndag eftermiddag.
Da vi forlod biografsalen efter filmen, var der stuvende fuldt uden for i caffeen og helt ud på gaden. Hvilken film ventede de på at komme ind og se? "Hvidsteen Gruppen".

"The Artist" er en fremragende film, begavet og underholdende. Instruktøren er franskmanden Mchel Hazanavicius. Det er en metafilm, en selvreflekterende film. Derfor er der ikke mange i vores provinsby som kunne finde på at betale for at gå ind og se den.
   Historien foregår i Hollywood 1927 og følgende år. Det er i den periode skiftet sker fra stumfilm til talefilm.
   Twistet i filmen er at vi får fortalt en historie om en døende teknik, en døende genre og en døende skuespilkunst - stumfilmens, gennem en mimende revival af præcis den teknik, den genre og den skuespilkunst: stumfilmens.
   Den historie der fortælles er et melodrama.

Der er altså tale om en pastiche, og som alle pasticher har den en iboende ironi - og altså et resultat af konceptuel blending.
   Et særligt fortællemæssigt scoop er det at en drømmescene - en slags hovedpersonens mareridt - er det eneste der spilles med lyd på - dog uden at hovedpersonen selv i sin drøm kan få et hørbart ord frem.
  Også i slutscenen er der lyd og tale. Her hører vi hovedpersonen sige en enkelt frase: "With pleasure" - med tyk fransk accent. Dermed får vi antydning af forklaringen på det der ellers er uforståeligt. Hvorfor han så stædigt holder fast ved ikke at ville optræde som talende skuespiller i de nye talefilm.
   Ellers er der kun et fantastisk flot og fængende musikspor under hele filmen, med referencer til en lang række films underlægningsmusik. Musikken under klimaksscenen er inspireret af Hitchkocks musik under hans selvreflekterende metafilm "Vertigo".

Og så må jeg sige: Jeg nød filmen - var imponeret over dens gennemførthed som jo havde karakter af en stilistisk tour de force - underlagt skrappe kreative restriktioner.
   Men jeg blev aldrig for alvor grebet, nok fordi jeg ikke kunne identificerer mig med hovedpersonen, og derfor aldrig rigtig "gik på komedie".
 
Uden den indlagte hund, med en afgørende rolle i en række af plottets vendpunkter,  havde filmen aldrig vundet alle de priser, er min påstand. 
   Også hunden er nok en henvisning til Hitchkocks anden dybe metafilm "Rear Window", hvor en af familierne som vi ser gennem vinduet med James Stewards øjne, har en tilsvarende hund. Den bliver slået i hjel fordi den kan afslører morderen.

Struense som gæst i talk-show-teater - blended historieformidling

På forsiden af Politiken kulturtillæg i går, var der en artikel som fortalte om et smukt eksempel på faglig formidling gennem genremæssig blending.
   Rubrikken var i citationstegn:
"Struense ville aldrig have haft en spindoktor"
Artiklen fortæller om en ny historisk vidensfestival i Aarhus, arrangeret af Folkeuniversitet, Aarhus Universitet og en række kulturinstitutioner i fællesskab.
   Artiklen, skrevet af Mette Lützhøft, starter "in media res" - i form af en scenisk beskrivelse:
Johan Friedrich Struense har rejst sig op fra den røde designerstol.
   "Det er for gement, Krause, at du bringer denne her sag frem", tordner han.
   "Vi havde aftalt at dette talkshow skulle handle om mi liv som læge."
   Han skyder brystets flæser og slø'jfer frem og tager nogle hurtige skridt væk, så han indtager scenens midtpunkt.
   "Men i virkeligheden er Deres hensigt blot at bore i mit forhold til dronning Caroline Mathilde," konkluderer han.
   Journalist og politisk kommentator Niels Krause-Kjær, manden der netop har stillet Struense sit spørgsmål, drejer sig en halv omgang på stolen.
   "Jamen, det hænger jo uløseligt sammen med dit fald fra magten," prøver ha og vifter bestemt mod den tomme stol på scenen.
   "Sæt dig nu ned."
   Struense, iført jakke med guldborter, spænder på skoene, og pudret paryk, makker ret, om end med en smule modvilje. Talkshowet skal vare en time endnu, så det går ikke, at hovedpersonen skrider. Slet ikke når Niels Krause-Kjær, som han påstår i starten, harbruge krudt på at hente den for længst afdøde livlæge for kong Christian VII op fra graven, så han kunne medvirke i dagens hstoriske talkwhow i Musikhuset i Aarhus.
Der er tale om en teaterforestilling, Struense spilles af en skuespiller, men Niels Krause Kjær spilles af - Niels Krause Kjær. Og formålet er ikke "kun" at underholde, men som på Holbergs tid: at gavne og fornøje. Dvs. at oplyse om den del af 1700-tallets danske historie, som havde kongens livlæge som en slags hovedperson.
    Stykket bygger på historikeren Ulrik Langens bøger. Han forklarer om hvad fidusen er ved denne sære genreblanding er:
"Når man laver en film eller et teaterstykke over historiske begivenheder, er man nødt til at binde det op på personer og deres følelsesmæssige dramaer. Men i et talkshow får man både den personliggjorte fortælling, de større sammenhænge og indblikket i datidens magtstruktuerer. Man får kommentatorsporet."
Instruktøren Bent Nørgaard har skrevet versioneringen af historieforskerens bøger, fortæller om denne blanding af fakta og fiktion:
"Det har været sindsygt sjovt at lege med formen. Struense er jo en teaterfigur, hvor Krause er virkeligheden. Udfordringen var at få balancen mellem de to i orden, så det det udvikler sig til et talkshow med både nutidige og historiske elementer."
Instruktøren fortæller videre at rigtige talkshow-formaterer og værter har været inspirationskilder: "Her er dit liv", "Ophra" og "The Late Show" med David Lettermann.

Historikeren Ulrik Lange har lært noget af eksperimentet: "Historikerne skal blive bedre til at gentænke vores udtryksmåde. Vi skal kunne koge vores budskab ned til et koncentrat, for det giver gennemslagskraft og vækker interessen hos folk."
   Det er præcis det dramaturgien kan gøre ved et "stof".

Altså: 4 genrer og fortælleformer er her blandet sammen: teater (fiktion), talkshow (tv-underholdning), reality (Krause-Kjær) og fakta (1700-tallets Danmarkshistorie. Ved at se på, anskue og forstå Danmarkshistorien gennem den optik som talkshow-formatet leverer - med en reel journalist som været, så bliver det muligt at formidle historien på en måde der når bredere ud end den akademiske historieskrivning.

Jeg minder om det teater-eksperiment som magasinet Zetland stod for, for en måneds tid siden, og vil gentage til maj: "Zetland Live". Se:

mandag den 12. marts 2012

Moebius er død - han længe leve - manga-inspirationens betydning - og en mærkelig ring som ikke har noget med sagen at gøre

Tegneseriekunstneren Moebius er død, fortæller aviserne i dag. Et stik i hjertet. Erindringer. Hans rigtige navn: Jean Giraud.

I ca 15 år var jeg stærkt optaget af tegneserier. Købte dem i store mængder i tegnesrierforretningen Fantask inde i midten af København. De nederste hylder på alle mine reoler er fyldt med dem: Tintin, Tarzan, Prins Valiant, Vindenes passagerer, Linda og Vallentin, Asterix, Lucy Luke, Den store Anders And, Tardis Adele, Corto Maltese, ...  
   You name them, I have them.

Min erindring om Moebius er f'ørst knyttet til serien 'Blueberry'. En blanding af John Ford-historier med fransk nybølgefilms store helt, Jean Paul Belmondo som bærende karakter

Men for mig fik Moebius større impact i senere serier hvor det var tydeligt at han fik nye inspirationskilder. Og jeg har også en lang række af hans senere hæfter.
   Klassisk surrealisem på den ens side - og manga på den anden. Uforglemmelige billeder - magiske visuelle universer der blender underbevidste drømme, myter og eventyr med science fiction-fantasier:

 

 

 





 
Som kunstner er Moebius fuldt ud på højde med dem jeg skrev om i de to foregående indlæg: Anne-Marie Brauge og Gunnar Saietz.
   Men han er godt nok kommet bredere ud!

Og jo, ganske rigtigt, Moebius er stærkt betaget af og inspireret af de store japanske manga-kunstnere - som dette interviewcitat dokumenterer, hvor han taler om den japanske mangakunstner Urasawa.
First of all, Urasawa is without a doubt one of Japan’s elite manga creators whom I absolutely love. The very word “manga” is tricky and something you can’t just sum up with a brief description, though… It’s not what you asked me, but if I may I’d like to start off by talking about that.
   I have traveled all over the world and there are many countries I’d like to live in, but Japan is the one country about which I can say, “I wish I was born there.” The high culture – gestures, philosophy, culture and figurative arts, are so pure they directly invoke affluence into human instincts and human nature.
   Japanese people probably don’t realize it, but that affluence is something that’s in a class of it’s own in this world. To me, manga is one example of a rich form of Japanese cultural expression. As a bande dessinée (Franco-Belgian comics, commonly abbreviated as “BD”) creator looking at manga, I am attracted to this expressiveness, which is more advanced than in any other country’s comics.
French BD even now are aimed at children, or they are treated as a marginal subculture, which leaves them cast in a “derelict” shadow. With American comics, the publisher’s political power is too strong and there is a tendency to simplify the characters and stories, but manga is different. Neither the art nor the stories have any commercial style, or complexes and constraints at all, and exist in society with a power of expression equal to that of literature.
   In high quality manga, there is even a psychologically therapeutic effect.
And the variety!
   The quality and amount, along with every imaginable type and level of work - yet it all still feels undoubtedly unified as “manga” - puts it on a mystic level. It makes me think of brilliant light actually being made up of 7 primary colours.
Ved en fejl i stavningen af hans navn  da jeg googlede, fandt jeg en såkaldt Möbius-ring, opkaldt efter "opfinderen", en tysk matematiker fra 1800-tallet. Der er tale om en flad ring med en orienteringsløs to-dimensional overflade med kun en side når den er indlejret i et tredimensionelt euklidisk rum.
   Siger det dig noget? - Don´t tell it, show:


Det har også noget med kreativitet at gøre! Og viser endnu en gang betydningen af serendipitet.
   Og så viser det sig selvfølgelig at andre også har lavet den kreative associative kobling af de to navne der ligner hinanden, så her er en "Moebius Highway"-animationsfilm fra You Tube: